Transideologien består bl.a. af følgende antagelser:
1: ”Selvom det aldrig er blevet bevist, har vi ALLE SAMMEN en ’KØNSIDENTITET’. Det er en fornemmelse, vi har inderst inde.”
2: ”Man ER transkønnet/nonbinær/det modsatte køn, hvis man SIGER det.”
3: ”At FRIGØRE en person kan indebære, at man skal SKÆRE noget af personens KROP.”
4: ”Man kan IKKE GØRE børn eller unge transkønnede – ved fx at fortælle dem, at de måske er født med den forkerte krop.”
5: ”Selvom vi alle ved, at børn og unge er særdeles nemme at påvirke, så GÆLDER DET IKKE, hvad angår TRANSKØNNETHED.”
6: ”Når børn eller unge melder ud, at de er transkønnede eller nonbinære, kan det IKKE være, fordi de er blevet PÅVIRKET AF ANDRE – fx via internettet.”
7: ”Forældre, læger og psykologer HJÆLPER børnene eller de unge med at indse noget, som de ALLEREDE VIDSTE.”
8: ”Selvom man indenfor psykologien I ALLE ANDRE TILFÆLDE opfatter TANKER som ANTAGELSER OM VERDEN, SOM BØR UDFORSKES OMHYGGELIGT, før man handler, som om antagelserne er fakta – evt. ved hjælp af eksperimenter, hvor man afprøver antagelserne og afprøver alternativerne til ens antagelser – så gælder det IKKE for tanker om ens ’KØNSIDENTITET’.”
9. ”Tanker om ens ’kønsidentitet’ er IKKE ANTAGELSER. De er FAKTA.
10. ”Tanker om ens ’kønsidentitet’ må IKKE UDFORSKES. De skal OMGÅENDE BEKRÆFTES.”
11. ”At UDFORSKE TANKER OM ENS ’KØNSIDENTITET’, før man handler, som om de tanker er fakta, er direkte SKADELIGT.”
_______
Det her er ikke raketvidenskab. Det er jo tydeligt for enhver, der hører folk fra transkønsorganisationer tale, og som læser det, der står på deres websites.
Men når man påpeger det, bliver man affærdiget med, at man ikke er ”ekspert”. Man skal tie, når de ”voksne” taler.
De transkønsideologiske organisationer forsøger at bilde os ind, at de udtaler sig baseret på fakta.
Det er Kejserens Nye Klæder.
Der er ikke tale om fakta.
Det er ideologi.
——————————————————————————————
NU også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
Pkt. 1 (“[Vi har] ALLE SAMMEN en ’KØNSIDENTITET’. Det er en fornemmelse, vi har inderst inde.”) er vel dybest set korrekt for så vidt at “kønsidentitet” refererer til individets oplevelse af at tilhøre et givet socialt konstrueret køn. De socialt konstruerede køn “mand” og “kvinde” er baseret på det udseende og de evner, præferencer og karaktertræk som prototypisk forefindes hos de tilsvarende biologiske køn, og vi har givetvis alle en fornemmelse af hvorvidt, og i givet fald hvordan, vi hver især passer ned i disse to kasser. De resterende socialt konstruerede køn er grebet ud af det blå i et forsøg på at udfylde de huller som de biologisk funderede socialt konstruerede køn efterlader. Det gør dem dog ikke nødvendigvis mindre valide i en social kontekst.
Så langt så godt. Men nu går det galt. For ind fra højre kommer ideen om at man er født i den forkerte krop såfremt man oplever uoverensstemmelse mellem sit biologiske køn og sin kønsidentitet. Hvorvidt en sådan oplevelse har nogen forankring i virkeligheden, er et objektivt spørgsmål: Biologisk køn er objektivt konstaterbart, og socialt konstruerede køn kan, netop i kraft af at de er sociale og dermed udbredte i samfundet, ligeledes gøres til genstand for objektiv beskrivelse. Er det socialt konstruerede køn man tilhører, som bestemt af ens udseende, evner, præferencer og karaktertræk, således det køn som ligger til grund for ens kønsidentitet, og er der samtidig uoverensstemmelse mellem ens kønsidentitet og ens biologiske køn, er denne uoverensstemmelse selvsagt forankret i virkeligheden. Er det socialt konstruerede køn man tilhører omvendt IKKE det køn som ligger til grund for ens kønsidentitet, og er der ligeledes her uoverensstemmelse mellem ens kønsidentitet og biologiske køn, er denne uoverensstemmelse tydeligvis IKKE forankret i virkeligheden.
I sidstnævnte tilfælde er det klart at der er tale om et mentalt problem. Men selv hvis uoverensstemmelsen er reel, gør det ikke ideen om at være født i den forkerte krop mindre forvrøvlet, snarere tværtimod. Thi forestil Dem, kære læser, et hypotetisk samfund hvor de fleste biologiske drenge kan lide at lege med dukker og hader fodbold. For en hypotetisk biologisk dreng der er netop sådan, ville der i vort samfund ikke være overensstemmelse mellem biologisk køn og kønsidentitet, og drengen ville følgelig være født i den forkerte krop. Flyttede drengen derimod til førnævnte hypotetiske samfund, ville han pludselig være født i den rigtige krop. Problemet i dette er åbenlyst: Hvorvidt man er født i den rigtige eller den forkerte krop, afgøres her 100 % af forhold som ligger uden for og er fuldstændig uafhængige af en selv.
Nu kan man selvfølgelig indvende at det vel kunne tænkes at vores hypotetiske drengs kønsidentitet, selv hvis han levede i vores samfund, i princippet stadig kunne være “mand” på trods af at der så ikke ville være overensstemmelse mellem hans præferencer, evner etc. og kønsidentitet. Han kan jo identificere sig som han vil, kunne man hævde. Men at ens kønsidentitet ikke pr. definition stemmer overens med ens udseende, evner, præferencer og karaktertræk, men tværtimod er noget man bare kan ændre med en viljeshandling efter forgodtbefindende, er i modstrid med definitionen ovenfor. Og hvis man virkelig bare kan ændre sin kønsidentitet som det passer en, hvorfor så ikke bare gøre det i stedet for at ændre på sin krop?
Med ovenstående in mente kan vi konstatere at oplevelsen af at tilhøre et andet socialt konstrueret køn end ens biologiske af slagsen ikke kan retfærdiggøre en påstand om at man er født i den forkerte krop medmindre man samtidig er villig til at acceptere at man ved blot at flytte til et andet samfund pludselig kan være født i den rigtige krop alligevel.
Det skal nævnes at man selvfølgelig også kan vælge at definere “kønsidentitet” som en indre subjektiv oplevelse af at tilhøre et givet BIOLOGISK køn. I så fald kan pkt. 1 dog for mit vedkommende afvises ved simpel introspektion. Jeg har ingen sådan følelse og har aldrig haft det. Den eneste grund til at jeg ved at jeg er mand, er at det er biologisk konstaterbart, og jeg kunne i princippet leve lige så fint som lesbisk kvinde som jeg lever som heteroseksuel mand. Nu vil transaktivisterne måske hævde at jeg tager fejl. I så fald vil jeg blot påpege at hvis min introspektion er invalid, så må deres ligeledes være det, og dermed ophører kønsidentitet, der i sagens natur er introspektiv, med at eksistere.
At det således ikke er et menneskeligt grundvilkår at have en indre subjektiv oplevelse af at tilhøre et givet biologisk køn, bør mane til eftertanke om hvorvidt det nu også var korrekt at fjerne transkønnethed fra det psykiatriske diagnosesystem. Jeg har naturligvis ikke belæg for at kunne hævde at intet menneske kan have en sådan indre oplevelse. Men det er ikke almenmenneskeligt, og det er dermed en særdeles grundig overvejelse værd om ikke det er sindet, snarere end kroppen, den er gal med, hvis nogen måtte ønske at skifte køn af førnævnte årsag.