Glem ikke alt det, som du ved om børn, når du hører om et “transkønnet” barn. Børn er børn.

Nedenstående er en oversættelse af en artikel af Eliza Mondegreen. Eliza Mondegreen undersøger den totalitære transkønsideologi, som for tiden påvirker både piger, drenge, kvinder og mænd.


Her kommer min oversættelse af Eliza Mondegreens artikel “Trans Exceptionalism and Ordinary Children”:

Transkønsaktivister, udbydere af ”kønsbekræftende” behandling og forældre har en tendens til at betragte ”transkønnethed” som noget helt exceptionelt. De opfører sig, som om ingen af de normale regler eller alt det, vi ved om børns udvikling, gælder, så snart det drejer sig om børn, der identificerer sig som ”transkønnede”.

Men børn, som identificerer sig som ”transkønnede” er bare … børn.

De bliver kede af det engang imellem. Ligesom andre børn gør.

De udforsker, hvem de selv er, og hvordan den mærkelige verden, de bor i, fungerer. Ligesom andre børn gør.

De forandrer sig over tid. Ligesom andre børn gør. På uforudsigelige måder. Ligesom andre børn gør.

Og de bliver voksne en dag. Ligesom andre børn gør. Og de kommer til at overraske sig selv og os.

Børn, som identificerer sig som ”transkønnede” har kun én krop og ét liv. Ligesom alle andre børn. De bliver – som den britiske forfatter Ian McEwan engang har sagt – ”nemt revet itu og er ikke nemme at sætte sammen igen.”

Børn, som identificerer sig som ”transkønnede”, har ikke endokrinologiske lidelser eller fosterskader. De udgør ikke begyndelsen på en ”transhuman” fremtid. De er tværtimod lavet af præcis det samme stof, som børn altid har været lavet af. Og de har præcis det samme behov for omsorg og opmærksomhed.

Det, som har forandret sig, er de tanker og forventninger, som vi har til vores børn, og at vi har sluppet dem løs i en onlineverden, hvis terræn ingen har kortlagt. Mange af disse børn har i lange perioder af deres liv været ude af kontakt med deres fysiske krop. De har typisk ikke tilbragt deres tid udenfor med deres venner, men de har til gengæld fået frit løb til at udforske internettets mørkeste kroge. Og ingen ved, hvilke fremmede mennesker og besynderlige idéer de har mødt der.

I løbet af deres barndom har disse børn hørt nogle helt nye og forvirrende eventyr om ”kønnede sjæle”, der kan ende i ”de forkerte kroppe”. Og voksne, som burde vide bedre (og som til en vis grad også ved bedre) har lovet dem ting, der aldrig kan blive til virkelighed.

Børn, som identificerer sig som transkønnede, er ikke vise. De er ikke hellige. De ved ikke mere end andre børn på deres egen alder. Vi kan ikke være bekendt ikke at beskytte dem i samme grad som andre børn, så når de bliver voksne og skifter mening og spørger os: ”Hvorfor lod I mig gøre det her?” så kan vi svare: ”Du ville det selv. Du bad om det. Du var så sikker på det. Hvad skulle vi ellers have gjort?”

Vi bliver nødt til at huske på, at det er børn, vi taler om. Og at børn kun har én barndom, én krop, ét liv, og endeløse idéer, pres, smerte og teorier om, hvordan verden fungerer, som de efterprøver ved at betragte de voksne, der omgiver dem.

Alt, der har med ”transkønnede” børn at gøre, fremstilles som ”helt exceptionelt” – børnene, alt det, der er på spil, følelserne, og om det er muligt at vide noget med 100 % sikkerhed. Grunden er, at hvis børnene ikke er ”helt exceptionelle”, så vil det sige, at vi rent faktisk smed alt det, vi vidste, ud ad vinduet. Så hjalp vi ikke exceptionelle børn. Så gjorde vi derimod almindelige børn fortræd. Almindelige børn, som kæmpede med almindelige problemer indenfor menneskelig udvikling, seksuel orientering, identitet, meningen og kursen i livet.

Nej. Ikke tale om. Lige til den bitre ende vil lægerne, terapeuterne, aktivisterne, forældrene og de kønsgrublende børn insistere på, at børnene er helt exceptionelle. For ellers falder den fortælling, som så mange mennesker har bygget hele deres egen selvforståelse op på, fra hinanden som et korthus.

———————————————–

Eliza Mondegreens artikel, som jeg har oversat ovenfor, kan du finde på hendes substack ”GENDER: HACKED” – her: https://elizamondegreen.substack.com/p/trans-exceptionalism-and-ordinary

Jeg bringer oversættelsen med tilladelse fra Eliza Mondegreen.

Eliza Mondegreen var ”under cover” på en konference afholdt af den internationale, transkønsideologiske organisation WPATH sidste efterår. Det fortæller hun om i et videointerview. Jeg har opsummeret hendes pointer her (Der er også et link til videoen):

————————————————————————

PODCAST

Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børnog de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.

Du kan høre podcastepisoden her:

https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre