Her er et par uddrag fra kronikken:
“Hvad er projektet for kønsaktivisterne, hvad er det, de vil opnå?
Ét mål er det helt selvfølgelige, at vi i vores samfund skal lære vores børn – og os selv – ikke at ekskludere mennesker på baggrund af deres seksualitet og køn.
Hertil kommer ideen om, at børn og unge skal være kritiske over for de eksisterende normer, hvor de støder på dem. Der ligger megen sund logik i og et positivt menneskesyn bag, at enhver må være her på egne præmisser. Og i en tid med store skred i normer og værdier, er det vigtigt, at man kan forholde sig kritisk over for alle normer, både de gamle og de nye.
Men når snakken falder på normerne omkring køn og seksualitet, er det som om, at en kritisk indstilling ikke er så vigtig. Her skal børn og unge helst ukritisk overtage de kønsaktivistiske synspunkter, hvor man grundlæggende vil nedbryde de almene forestillinger om to køn og om, at den hyppigst forekommende seksualitet foregår mellem mand og kvinde.
Der er således ingen veldefineret kønsidentitet og slet ingen normalitet, men kun normer der konstant ændrer sig. Positivt udtrykt kan man sige, at man ønsker en større forståelse af køn og seksualitet, og midlet hertil skulle være at fjerne den såkaldte heteronormativitet, altså at normen er det heteroseksuelle forhold. Denne kamp skal primært kæmpes i dagtilbud og skole.
Normstormerne har, som det vil være mange bekendt, udarbejdet undervisningsmateriale til elever i folkeskolen, men også Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn har udgivet en vejledning til børnehaver, »Støt transkønnede børn i dagtilbuddet: En guide til fagprofessionelle i børnehaver og andre dagtilbud«, som i øvrigt er støttet af Sundhedsstyrelsen, hvilket jo giver den en høj grad af legitimitet.
Her kan man blandt andet læse, at »familien vil typisk have brug for, at fagpersonalet både lytter, anerkender barnets kønsidentitet og hjælper med at guide familien gennem usikkerheder … og præferencer, og ofte bliver dette tydeligere i interaktionen med andre børn i dagtilbuddet end i hjemmet … fagpersonalet kan møde modstand fra forældre eller pårørende, som endnu ikke har erkendt eller accepteret barnets kønsidentitet.«”
(…)
“Er alt dette for børn?
Nej, for vi ved, at man skal passe på med at pille ved noget så sensibelt som børns kønsidentitet, vi er jo helt inde i »det psykologiske maskinrum« med postulatet om, at »intet er normalt«. For derved gør man jo det helt store flertal, de i statistisk forstand normale cirka 90 procent, usikre på, om det nu er forkert, hvis man som dreng synes bedst om pigerne og omvendt, hvis man som pige føler sig tiltrukket af drengene. Og så ved man for øvrigt, at tvivlen om, hvilket køn man tilhører, for 80 procent af børnene er en fase, som går over af sig selv. Og der et intet psykologisk fagligt grundlag for at hævde – som man gør det i ovennævnte vejledning – at »i to-fireårsalderen har de fleste børn en bevidsthed om deres kønsidentitet«.
Vi må ikke lade børn og unge i tvivl om, at det heteroseksuelle forhold så absolut er det normale. Og hvis man ikke kan lide dette ord så i det mindste det mest almindelige, ligesom det hyppigst forekommende er, at der en nøje overensstemmelse mellem dit biologiske køn og din kønsidentitet.
Det vil være at snyde på vægten, hvis vi bilder børn og unge ind, at det der er undtagelsen, er det normale – rent statistisk. Det helt selvfølgelige er, alle voksne forsyner børn og unge med den dannelse, der blandt andet indebærer rummelighed og accept af dem, der er »anderledes«, og her har vi i folkeskolen allerede stolte traditioner.”
(…)
“I forhold til børn og unges dannelse må man dog stille spørgsmålet: Hvad har drevet skoler, dagtilbud og myndighederne til at »gå i seng« med kønsaktivisterne? Er det for at være »oppe på beatet« eller måske for at tækkes hele wokebevægelsen?
For vi må konstatere, at kønsaktivisterne i de sidste år har blæst til en hidtil uset form for værdikamp i skole og hjem. Den sunde og naturlige eksperimenteren blandt børn og unge er yt. En voksenorganiseret og programsat pædagogik skal være det nye sort. Det skal helst bygges op om temaer, der får børn på så godt som i alle aldre til at være åbne over for, om de tilhører et helt andet køn, end de tror, de tilhører.
Ja, der er i LGBTQ+-organisationerne og blandt identitetspolitiske wokesters en sand iver efter at omklamre børn og unge for at bekræfte dem, og ligefrem nudge dem til at overveje deres kønsidentitet. Men det ville klæde den samlede kønsaktivisme, hvis der havde været bare et minimum af fysiologisk, psykologisk og pædagogisk faglig tænkning bag. Det er der ikke.
Børn skal ikke være i tvivl om, at der er to køn. De skal have at vide, at det er i orden, hvis de føler sig som noget andet end dreng eller pige, men de skal også have en klar melding om, at det altså er noget de føler, det er ikke noget, de er! Men også at de følelser er o.k.”
—————————-
Tak til John Halse!! 🌹🌹🌹
Hele John Halses kronik kan læses her: https://www.berlingske.dk/kronikker/psykolog-advarer-imod-transideologi-det-er-tankespind-og-en-aggressiv
