Nyt studie understøtter bekymringen for, at tidligt socialt kønsskifte fastholder børns kønsdysfori.
Dette er en oversættelse af artiklen ”Early Social Gender Transition in Children is Associated with High Rates of Transgender Identity in Early Adolescence”. Artiklen er skrevet af SEGM (The Society for Evidence Based Gender Medicine). Du finder den oprindelige artikel her.
Et nyligt studie offentliggjort i tidskriftet Pediatrics undersøgte, hvordan kønsidentiteten udviklede sig over 5 år hos børn, som identificerede sig som transkønnede, og som blev udsat for tidligt socialt kønsskifte. Børnene var i gennemsnit 6-7 år gamle, da de skiftede socialt køn.
Fem år senere, da de var 11-12 år gamle i gennemsnit, identificerede næsten alle børnene – 97,5 % – sig stadig som transkønnede, inkl. en lille gruppe på 3,5 %, som var begyndt at erklære sig nonbinære. Kun 2,5 % af børnene var holdt op med at identificere sig som transkønnede og begyndt at identificere sig som deres biologiske køn igen, da de 5 år var slut.
Forskergruppen bag studiet konkluderede, at det er sjældent, at børn og unge, der har skiftet socialt køn, fortryder. Ved studiets afslutning var en betydelig andel af børnene i dette studie allerede begyndt at få pubertetsblokkere (29 %) og krydshormoner (31 %), og forfatterne regner med, at resten af dem sandsynligvis vil påbegynde medicinsk behandling i fremtiden.
Dette resultat modsiger tidligere forskning, som har vist, at kønsinkongruensen går over af sig selv for de fleste børn, som rammes af kønsinkongruens før puberteten, når disse børn kommer ind i puberteten. Men børnene i disse tidligere studier blev ikke udsat for socialt kønsskifte. Tidligt socialt kønsskifte er desuden blevet frarådet i de tidligere retningslinjer på området.
I en del af de avisartikler, som har omtalt dette studie, har der fejlagtigt stået, at dette studie bekræfter, at børn, som erklærer sig som transkønnede, sjældent skifter mening. Denne konklusion er kun delvist korrekt.
En mere korrekt konklusion er, at dette studie tyder på, at mindre børn, som erklærer sig som transkønnede og som udsættes for socialt kønsskifte sjældent skifter mening – i hvert fald ikke før midten af puberteten.
Dette forbehold skyldes, at kilden til studiets data, The Trans Youth Project, fokuserer specifikt på at evaluere konsekvenserne af tidligt socialt kønsskifte hos kønsdiverse børn, og at det var en forudsætning for at deltage i studiet, at barnet havde påbegyndt socialt kønsskifte.
Herunder følger SEGM’s kritiske analyse af studiet – dets styrker, svagheder og begrænsninger.
Studiet har ret i følgende ting:
1. Forskerne bag studiet har ret i, at vi kun ved meget lidt om, hvordan det efterfølgende går de børn, som bliver udsat for socialt kønsskifte i en tidlig alder.
Der findes stort set ingen tidligere forskning i, hvordan børn, der har påbegyndt socialt kønsskifte, senere udvikler sig.
Det har den årsag, at socialt kønsskifte blev frarådet for prepubertære børn af de forskere, der skabte den såkaldt “hollandske metode” indenfor kønsskiftebehandling (“The Dutch Protocol”).
De hollandske behandlere frarådede det, fordi de fleste børn med kønsdysfori begyndte at identificere sig med deres biologiske køn igen i løbet af puberteten, hvilket medførte, at fremgangsmåden “vent og se” gav mere mening end at udsætte børnene for socialt kønsskifte.
Følgende citater fra de hollandske behandlere illustrerer deres bekymring for tidligt socialt kønsskifte:
“Som nævnt tidligere mindskes symptomerne på kønsidentitetsforstyrrelse under puberteten, eller symptomerne forsvinder helt, hos en betydelig procentdel af børn (det beregnede antal varierer fra 80 til 95 %). Derfor vil enhver intervention før puberteten fremstå som upassende og for tidlig.” (Cohen-Kettenis et al., 2008, s. 1895)
“Fordi kønsdysforien for de fleste børns vedkommende vil forsvinde under puberteten (Wallien & Cohen-Kettenis, 2008), anbefaler vi, at mindre børn ikke gennemgår et fuldt socialt kønsskifte (nyt tøj, nyt fornavn, det modsatte køns pronominer) før pubertetens start.” (de Vries and Cohen-Kettenis, 2012, p. 308)
“Formålet med vores anbefaling er at forhindre, at børn, hvis kønsdysfori forsvinder igen, bliver nødt til at gennemgå den komplekse proces, det er at skifte tilbage til deres fødselskøn igen.” (Steensma & Cohen-Kettenis, 2011). I et kvalitativt opfølgningsstudie antydede flere unge, at det var vanskeligt for dem at indse, at de ikke længere ønskede at leve som det modsatte køn og at skulle gøre det klart for folk omkring dem (Steensma, Biemond, et al., 2011). Disse børn skiftede aldrig officielt køn, men de blev betragtet af alle omkring dem, som om de tilhørte det modsatte køn. Det må være særdeles vanskeligt for børn, som allerede har levet i flere år i et miljø, hvor ingen (bortset fra deres familie) har kendt til deres fødselskøn, at skifte tilbage til at leve som deres oprindelige køn.” (de Vries and Cohen-Kettenis, 2012, p. 308)
2. Forskergruppen har ret i, at et meget højt antal af børnene i studiet, som ændrede socialt køn, lader til at fortsætte med at identificere sig som transkønnede.
Indtil nu er 61-98 % af kønsinkongruente børn holdt op med at identificere sig som transkønnede, før de blev voksne. (Dette resultat bekræftes i 11 af de 11 studier, der har undersøgt dette fænomen.) Men dette studie peger i retning af, at 98 % af børn, som har ændret socialt køn før puberteten, bliver ved med at udtrykke ønske om at få kønsskiftebehandling.
Det er dog vigtigt at lægge mærke til, at de 61-98 % (eller 85 %) er blevet kaldt overdrevne af andre forskere, som har anført, at nogle af de børn, der fik diagnosen “kønsidentitetsforstyrrelse”, blot var kønsmæssigt ekstremt nonkonforme.
I en fornyet gennemgang af disse data fokuserede man på den gruppe af børn, som opfyldt alle diagnosekriterierne, og det viste sig, at 67 % af dem fortrød deres sociale kønsskifte, og at størstedelen af dem viste sig at være homoseksuelle, da de blev voksne.
Det høje antal af kønsdiverse børn, der fortryder deres sociale kønsskifte, er blevet bekræftet flere gange af forskningspionererne indenfor kønsskiftebehandling for børn, og dette faktum anerkendes også i The Endocrine Societys behandlingsretningslinjer:
“Med den nuværende viden er vi ikke i stand til at forudsige, hvordan det vil gå det enkelte barn. Prospektive opfølgningsstudier viser, at kønsdysfori/kønsinkongruens hos prepubertære børn ikke altid fortsætter ind i puberteten og voksenlivet. Når man kombinerer alle de langtidsstudier, der er foretaget indtil nu, er det kun et mindretal af prepubertære børn, der fortsætter med at være kønsdysforiske, når de kommer i puberteten. I puberteten er der et betydeligt antal af de børn, der fortryder deres sociale kønsskifte, som identificerer sig som homo- eller biseksuelle.” (Hembree et al., 2017, s. 3876)
3. Forskerne har også ret i, at de fleste af de børn, der i studiet skiftede socialt køn før puberteten, gik videre til medicinsk behandling, og at det vil resten af dem sandsynligvis også gøre.
Ifølge studiet var der ved afslutningen af 5-års perioden mindst 60 % af børnene, der allerede var begyndt at få pubertetsblokkere og/eller krydshormoner. (Antallet kan være endnu højere, for 8 % af deltagerne indsendte ikke svar på spørgeskemaerne i de sidste 2 år af studiet. Så forskerne kan ikke vide, om nogle af de børn begyndte på hormonbehandling.) Fordi der indenfor “kønsbekræftende behandling” er så stor fokus på medicinsk behandling, er det sandsynligt, at mange af de resterende 40 % af børnene i studiet vil gå videre til hormonbehandling og kirurgi.
Studiet har følgende begrænsninger:
1. Der mangler ligevægt – Der er ingen diskussion af risici
Indenfor medicinsk forskning er der krav om “ligevægt”. Det betyder, at forskere skal angribe deres forskningsspørgsmål med ægte åbenhed og neutralitet overfor, hvilken behandlingsmetode der er den bedste. Ligevægt er den etiske basis for lægevidenskabelig forskning.
I Storbritannien har man for nylig foretaget en uafhængig undersøgelse af behandling af kønsdysfori indenfor det offentlige sundhedsvæsen – Det såkaldte “Cass Review”. Resultaterne af undersøgelsen er offentliggjort i en foreløbig rapport, hvori der stod:
“Socialt kønsskifte bør ikke betragtes som en behandlingsmetode, eftersom det ikke er noget, der foretages indenfor sundhedsvæsnets regi. Men det er vigtigt at anse socialt kønsskifte som en aktiv intervention, fordi socialt kønsskifte kan få betydelige konsekvenser for barnets/den unges psykologiske funktionsniveau. Der er ikke enighed om fordelene kontra skadevirkningerne af tidligt socialt kønsskifte. Uanset hvilken holdning man har til socialt kønsskifte, er det vigtigt at forstå, at det ikke er en neutral handling, og at der er brug for mere viden om konsekvenserne af det.” (Cass, 2022, s. 62)
Og dog antager forskerne bag dette studie, at tidligt socialt kønsskifte hovedsageligt er gavnligt, og at den eneste potentielle ulempe er risikoen for, at barnet fortryder og vender tilbage til sit biologiske køn, hvilket ifølge deres studie er usandsynligt.
De forholder sig ikke til den evidens, der er for, at socialt kønsskifte muligvis ikke har de fordele, de hævder (deriblandt forskning, som anfægter de fordele, som de selv tidligere har hævdet at have fundet). De overvejer heller ikke, at det, at et barn vedbliver med at identificere sig som transkønnet, øger risikoen for, at barnet kommer til at blive udsat for alvorlige medicinske og kirurgiske behandlinger, som er forbundet med livslange risici og langvarig lægelig opfølgning.
Over 60 % af deltagerne i studiet var allerede begyndt at få hormonbehandling, og derfor burde forskerne have inkluderet en diskussion af risiciene knyttet til dette, inkl. risikoen for knogle-skørhed, hæmning af hjernens udvikling, hæmning af seksualfunktionen og hjertekar-sygdomme, samt risikoen for infertilitet og sterilitet, når man giver et barn pubertetsblokkere i Tanner-stadie 2, som efterfølges af krydshormoner.
2. Deltagergruppen er ikke repræsentativ
Dataene brugt i dette studie kom fra The Trans Youth Project, en ikke-randomiseret gruppe af forældre, som gik med til at deltage i fysiske familiemøder med forskerne med 1-3 års mellemrum, indtil barnet fyldte 12 år, for derefter at besvare spørgeskemaer med jævne mellemrum. Forskergruppen stillede hverken nogen diagnose eller tilbød nogen form for behandling. Den eneste fordel fra familierne var en lille pengemæssig belønning for deltagelsen og mulighed for at bidrage til vidensbasen på området.
Selvom det ikke står klart, hvordan studiets deltagere blev rekrutteret, havde deltagergruppen en særdeles usædvanlig sammensætning. Hele 17 % af deltagerne angav, at deres identitet var racemæssigt blandet, hvilket kun er tilfældet for 2,8 % af den amerikanske befolkning som helhed. Deltagerne var desuden langt mere velhavende end den gennemsnitlige familie i USA. 35 % af deltagerne havde en årlig indkomst på over 125.000 dollars, hvilket kun er tilfældet for 24 % af den amerikanske befolkning som helhed.
Det er derfor ikke muligt at afgøre, om resultaterne fra denne demografisk skævt sammensatte deltagergruppe kan overføres til resten af den amerikanske befolkning.
3. Resultaterne har ringe overførselsværdi for børn og teenagere med kønsdysfori
Forskergruppen skrev, at de fleste af familierne, der deltog i studiet, ikke mente, at diagnosen kønsdysfori var hverken “etisk” eller “gavnlig”. Og forskerne angav også, at i mange tilfælde var kriteriet om “ubehag”, som er nødvendig for at få diagnosen “kønsdysfori” ifølge diagnosemanualen DSM, ikke opfyldt.
Dette muliggør, at børn med en særlig forælderprofil bliver regnet med: En forælder, som i den grad har besluttet sig for, at deres barn er transkønnet – også selvom barnet ikke opfylder kravene til diagnosen kønsdysfori.
På nuværende tidspunkt er diagnosen kønsdysfori nødvendig for, at det kan fastslås, at lægelig behandling er nødvendig. Eftersom der i dette studie ikke var noget krav om diagnosen kønsdysfori, er det uklart, hvorvidt studiets resultater kan overføres til den gruppe børn og teenagere, der lider af kønsdysfori. Det, at der ikke krævedes nogen diagnose, gør det ligeledes uklart, hvordan dette studie ville kunne reproduceres.
4. Det er umuligt at vide, om studiets resultater også ville gælde for børn, hvis kønsdysforien først opstår i puberteten
Det er bemærkelsesværdigt, at forholdet mellem børn født som drenge og børn født som piger er ca. 2:1. At deltagergruppen overvejende bestod af drenge, kombineret med hvor tidligt børnene skiftede socialt køn (i en alder af 6,5 år i gennemsnit) peger i retning af, at de fleste af deltagerne var børn, hvis transkønsidentitet var opstået i den tidlige barndom.
I tidligere studier af den samme gruppe deltagere er det blevet rapporteret, at alle børnene i The Trans Youth Project havde fremragende psykisk helbred. Bl.a. fandt man “at deltagernes niveau af depression svarede til gennemsnittet i befolkningen, og at angstniveauet kun var en smule højere end i gennemsnitsbefolkningen. De afveg ikke fra kontrolgruppen, hvad angik depressionssymptomer og havde kun marginalt højere angstsymptomer.
Som en modsætning til dette er det værd at bemærke, at størstedelen af den gruppe unge mennesker, der ønsker hormoner, er personer, som først begynder at identificere sig som transkønnede omkring eller kort efter puberteten, og at mange af dem har psykiske lidelser eller neurokognitive comorbiditeter. Desuden er størstedelen af dem født som piger.
Det vides endnu ikke, om det, at transkønsidentiteten varer ved hos børn, som blev udsat for tidligt kønsskifte, og hvis kønsdysfori opstod i den tidlige barndom, og som havde et godt psykisk helbred, kan overføres til pubertetsbørn, hvis transkønsidentitet er opstået efter pubertetens indtræden, og som har psykiske lidelser.
5. Studiet udelod visse grupper, og der var deltagerfrafald undervejs
Der er to oplagte kilder til skævhed i resultaterne på grund af deltagerfrafald.
For der første havde børnene allerede levet som det andet køn i halvandet år, før de deltog i studiet. Derfor er det sandsynligt, at studiet underrepræsenterer familier, hvor barnet havde skiftet køn i en kortere periode for derefter at fortryde det og vende tilbage til at leve som sit biologiske køn igen.
For det andet kontaktede et betydeligt antal af familierne ikke forskerne i de sidste to år af studiets forløb, og et ukendt antal undlod at kontakte forskerne i løbet af studiets allersidste år (2020).
De familier, der valgte at undlade at svare, kan i højere grad være forældre til børn, der har fortrudt det sociale kønsskifte.
Denne bias kan påvirke studiets troværdighed i negativ retning på adskillige måder. Bl.a. kan studiet undervurdere det egentlige antal af børn, der har fortrudt deres sociale kønsskifte, og studiet kan desuden underrepræsentere oplevelserne hos de børn, som skiftede socialt køn i en periode og senere vendte tilbage til at leve som deres biologiske køn.
6. Der er problemer med rapporteringen af data
Der er adskillige unøjagtigheder i datarapporteringen, og de begrænser fortolkningen af studiets resultater:
- I studiet står der, at deltagerne blev fulgt i 5 år, men rent faktisk blev de kun fulgt i 3,8 år. Tallet “5 år” opstår, fordi deltagerne allerede havde levet som det modsatte køn i 1,5 år, før de begyndte at deltage i studiet. Selvom forskerne har ret i, at transkønsidentiteten blev registreret 5 år efter, at det sociale kønsskifte var påbegyndt, burde de have udtrykt klart og tydeligt, at de udelukkende kunne vurdere udviklingen i de 3,8 af de 5 år.
- Selvom forskergruppen skrev, at 8 % af deltagerne ikke indsendte spørgeskemabesvarelser i 2 år (2019-2020), gjorde de det ikke klart, hvor mange deltagere der specifikt forventedes at indsende besvarelser i 2020, men som ikke gjorde det. Børns identitetsudvikling er ofte uforudsigelig, og den kan forandre sig hurtigt. Hvis deltagerfrafaldet i 2020 ikke afviger meget fra 2019, er det uvæsentligt. Men hvis deltagerfrafaldet i 2020 var betydeligt højere end i 2019, så kamuflerer det muligvis, at frafaldet var langt højere i studiets allersidste år. At deltagere vælger at undlade at svare, kan være et tegn på, at børnene har fortrudt deres sociale kønsskifte “i stilhed”. Deres forældre har måske ikke officielt trukket sig fra studiet, men de anser det måske ikke længere for relevant at deltage i studiet, fordi deres børn ikke længere betragter sig som transkønnede. Titlen på projektet (“The Trans Youth Project”) og dets udtrykte formål, som er at studere “transkønnede børn” bidrager til, at forældre til børn, der har fortrudt deres sociale kønsskifte, ikke nødvendigvis vil ønske at fortsætte med at deltage i dette forskningsprojekt.
- Tabel 1, hvor deltagerne er opdelt i demografiske grupper, viser kun 3 variable: race, årlig husstandsindkomst og geografisk placering. Andre vigtige demografiske variable er udeladt, bl.a. forældrenes uddannelsesmæssige baggrund, deres civilstand, og hvorvidt de bor i eget hus. Børnenes aldersfordeling, og i hvilken alder de begyndte at identificere sig som transkønnede, er heller ikke angivet. Det er børnenes seksuelle orientering heller ikke. Det er en vigtig udeladelse, da kønsinkongruens i barndommen er stærkt korreleret med fremtidig homoseksualitet. Hvis en betydelig andel af børnene i studiet er tiltrukket af personer af deres fødselskøn, peger det i retning af, at tidligt socialt kønsskifte medfører risiko for, at lesbiske, homoseksuelle og biseksuelle børn bliver påført iatrogen [dvs. behandlingsskabt] skade, fordi de bliver udsat for invasive og unødvendige lægelige indgreb.
7. Indgreb sammenblandes, og der er ingen kontrolgruppe
Størstedelen af deltagerne begyndte at få pubertetsblokkere og/eller krydshormoner i løbet af studiet, så det er vanskeligt at vide, om deltagerne bibeholdt deres transkønsidentitet på grund af det sociale kønsskifte eller på grund af behandlingen med pubertetsblokkere/krydshormoner.
For eksempel bekræfter fire studier, at over 95 % af børn, der påbegynder behandling med pubertetsblokkere, fortsætter med at identificere sig som transkønnede og efterfølgende går videre til krydshormoner.
Det betyder, at det delvist kan være pubertetsblokkerne, der er årsagen til, at børnene i dette studie vedbliver med at identificere sig som transkønnede.
At der ikke er nogen kontrolgruppe, gør det mere vanskeligt at afgøre, hvilke af indgrebene der er korreleret med transkønsidentitet, og studiets format gør det umuligt at afgøre, om der er en tale om en årsagssammenhæng, og hvad der i givet fald er årsag, og hvad der er virkning.
8. Der er ingen langsigtet opfølgning
I studiet anføres det, at et højt antal børn stadig identificerer sig som transkønnede, da de er 11-12 år. Men vi ved ikke, om disse børn stadig vil identificere sig som transkønnede i de senere stadier af puberteten, og når de engang bliver voksne. Alle aspekter af menneskers identitet vedbliver med at ændre sig betydeligt i puberteten og i den tidlige del af voksenlivet, og personers kønsidentitet kan også tænke sig at gennemgå lignende forandringer. Baseret på deltagernes alder ved studiets start var mange af dem ikke nået op i den alder, hvor det er sandsynligt, at de ville være begyndt at forstå sig som lesbiske, homoseksuelle eller biseksuelle (LGB-personer). Lesbiske, homoseksuelle og biseksuelle går ofte igennem en periode i deres barndom, hvor de rammes af kønsdysfori. Mange detransitioners er også begyndt at forstå sig selv som LGB-personer, efter at de i en periode af deres barndom eller pubertet en overgang identificerede sig som transkønnede.
9. Der er svagheder ved studiets hypotese
Forskergruppen hævder, at det eneste problem ved tidligt socialt kønsskifte er, at det kan være ubehageligt for barnet at skulle vende tilbage til dets fødselskøn efter en periode, hvor det har levet som det modsatte køn. Derfor drejer deres forskning sig kun om at fastslå, hvor mange børn, der vedbliver med at identificere sig som transkønnede, og hvor mange der fortryder og vender tilbage til at leve som deres biologiske køn.
Forskergruppen bag studiet har ret i, at forskere – bl.a. forskerne bag den oprindelige hollandske metode (The Dutch Protocol) – har observeret, at børn kan opleve det som en stor psykisk belastning at skulle vende tilbage til deres fødselskøn – især når mange voksne omkring dem ikke er klar over, at barnets fødselskøn er et andet end det, som barnet lever som.
Men det er ikke det eneste problem ved tidligt socialt kønsskifte. Et andet problem, som også omtaltes af de hollandske forskere, er, at børn, som skifter socialt køn i en tidlig alder, og som ender med at vedblive med at identificere sig som transkønnede, mister forbindelsen til de biologiske realiteter, og at de derfor kan have urealistiske forventninger til, hvad der realistisk set kan opnås gennem “kønsbekræftende” hormoner og kirurgi. Dette kan gøre, at de bliver skuffede efter operationerne, eller at de er ude af stand til at deltage i den livslange medicinske pleje og vedligeholdelse, som er påkrævet for at beholde det ønskede udseende:
“Endnu en grund til, at vi fraråder tidligt kønsskifte er, at nogle børn, som tidligt har skiftet socialt køn (undertiden allerede før skolealderen) dårlig nok indser, at de har det modsatte køn. De udvikler en realitetsforståelse, som afviger så meget fra den fysiske realitet, at det bliver meget vanskeligt for dem at indse, hvor mange og hvor langvarige behandlinger de senere vil få brug for at gennemgå. Forældrene, som går med til dette, indser ofte heller ikke, at de bidrager til deres barns manglende forståelse af disse konsekvenser.” (de Vries and Cohen-Kettenis, 2012, p. 308)
Lederen af Storbritanniens kønsidentitetsudviklingsklinik (The Gender Identity Development Service, også kaldet “GIDS”) har fremhævet en komplikation, der er tæt knyttet til tidligt socialt kønsskifte i barndommen, og som gør det vanskeligt at opnå ægte samtykke til den medicinske kønsskiftebehandling:
“I Storbritannien ser vi, at meget mindre børn skifter socialt køn. Derfor er det nogle gange næsten umuligt for dem at tænke på deres fysiske krops realitet. De lever næsten fuldkomment som det køn, de føler, at de er, men det passer deres krop naturligvis ikke til, og det bliver noget, som man ikke kan tale om eller tænke på. Det bliver derfor meget vanskeligt at holde deres valgmuligheder åbne og sikre, at der bliver givet fuldt informeret samtykke til de relevante, fysiske indgreb.” (The Times, 29. august 2015)
Et andet problem, som forskere rejser, er muligheden for, at tidligt socialt kønsskifte kan medføre, at et barn, som ellers af sig selv ville være vendt tilbage til at identificere sig som sit biologiske køn, bliver fastholdt i identiteten som transkønnet:
“Efter at prepubertært socialt kønsskifte i de sidste 10-15 år er dukket op som en ny psykosocial behandlingsmetode – som forældre selv igangsætter (uden at rådføre sig med en behandler) eller med støtte/råd fra en fagperson – står det ikke klart, om fortrydelsesfrekvensen, som er angivet i de fire kernestudier, vil blive repliceret i nyere studier.
Rent faktisk antyder dataene for børn med tildelt køn som dreng i studiet Steensma et al. (2013a) det allerede: Ud af de 23 børn med tildelt køn som dreng, som kategoriseredes som børn, der var vedblevet med at identificere sig som transkønnede, havde 10 af dem (43 %) foretaget et delvist eller fuldstændigt socialt kønsskifte inden puberteten, sammenlignet med kun 2 (3,6 %) af de 56 børn med tildelt køn som dreng, som kategoriseredes som vedblivende med at identificere sig som transkønnede. Derfor opstiller jeg den hypotese, at antallet af børn, der vedbliver med at identificere sig som transkønnede, vil være særdeles høj, når der kommer flere opfølgningsdata om børn, der skiftede socialt køn før puberteten. Dette er ikke en værdidom – Det er ganske enkelt en empirisk forudsigelse.” (Zucker, 2018, s. 7)
I samme stil skrev den hollandske forsker Thomas Steensma, at:
“Socialt kønsskifte i barndommen har af sig selv en effekt. Det påvirker barnets kognitive kønsidentitetsforestilling og/eller dets fremtidige udvikling,” og denne “forbindelse mellem socialt kønsskifte og den kognitive forestillingen om selvet [vil] påvirke antallet af børn, der vedbliver med at identificere sig som transkønnede.” (Steensma et al., 2013, p. 150).
Risiciene ved tidligt socialt kønsskifte omtales også i The Endocrine Societys behandlingsretningslinjer:
“Men for et stort flertal (ca. 85 %) af prepubertære børns vedkommende, som i deres barndom havde fået diagnosen kønsdysfori/kønsinkongruens, forsvandt kønsdysforien/kønsinkongruensen under puberteten. Hvis børn har skiftet socialt køn fuldstændigt, kan de få store vanskeligheder ved at vende tilbage til deres oprindelige kønsrolle, når de kommer i puberteten.
Socialt kønsskifte er korreleret med, at kønsdysforien/kønsinkongruensen fortsætter, når barnet kommer i puberteten.
Det er muligt, at kønsdysfori/kønsinkongruens hos prepubertære børn er det tidligste tegn på, at et barn vil blive transkønnet som teenager/voksen. Men forskning viser, at socialt kønsskifte (sammen med kønsdysfori/kønsinkongruens) øger sandsynligheden for, at transkønsidentiteten holder ved.” (Hembree et al., 2017, p. 3879)
10. I studiet foretages der unødvendige og forvirrende ændringer i de anvendte begreber
“Kønsbekræftelse” kaldes ofte “transition” eller “kønsskifte”. Og når mennesker standser transitionsprocessen, kaldes det som regel “detransition”. Detransition, som lader til at være et fænomen i vækst, er et veletableret begreb, som anvendes af flere nyligt udgivne studier.
Forskergruppens forsøg på at ændre det veletablerede begreb “detransition” til et helt nyt begreb – “retransition” – er i bedste fald unødvendigt, og i værste fald forvirrende. Hvis “detransition” – dvs. at stoppe med at forsøge at skifte køn – bliver lavet om til “retransition”, hvad skal vi så kalde personer, som rent faktisk skifter mening én gang til og vælger at forsøge at skifte køn igen? Det gjorde flere af børnene i studiet rent faktisk.
I et andet studie kan man læse om oplevelserne hos transkønsidentificerende personer, som detransitionerede midlertidigt.
Det er beundringsværdigt, når lægelige begreber udvikler sig, så de beskriver et fænomen klarere, men i dette tilfælde mener vi, at ændringen ikke forbedrer forståelsen af det, men snarere tilslører, hvad der foregår.
Konklusioner:
Der er to mulige forklaringer på, at man i dette studie finder et højt antal af børn, som vedbliver med at identificere sig som transkønnede efter tidligt socialt kønsskifte.
Den ene mulige forklaring er, at studiets deltagergruppe bestod af forældre, som var usædvanligt dygtige til at forudse, om deres barn i fremtiden ville identificere sig som transkønnet eller ej.
Dette ville betyde, at selvom de fleste (61-98%) transkønsidentificerende børn af sig selv holder op med at betragte sig selv som transkønnede, når de kommer i puberteten, så havde de forældre i studiet, som havde forudsagt, at deres børn ville vedblive med at identificere sig som transkønnede, ret 100 % af gangene. Selvom dette teoretisk set er muligt, er det usandsynligt.
Den anden mulige forklaring er, at tidligt socialt kønsskifte kan cementere en transkønsidentitet, som ellers ville gå over af sig selv igen.
Vi mener, at forklaring nummer to er den mest sandsynlige. Hypotesen om, at tidligt socialt kønsskifte ikke er en neutral handling, men at det derimod er en psykosocial interventionsmetode, som fastholder en transkønsidentitet, som ellers blot ville have været en midlertidig overgang, er der forskere, der har bragt på banen før. Dette studies resultater støtter denne hypotese.
Forældre, der overvejer at foretage et socialt kønsskifte på vegne af deres kønsdiverse børn, bør informeres om denne mulige konsekvens.
Det bør også bemærkes, at drengene i dette studie (“transpigerne”) blev udsat for socialt kønsskifte ét år tidligere i gennemsnit end pigerne (“transdrengene”): som 6-årige og ikke som 7-årige (tabel 2).
Det kan være et udslag af omgivelsernes ubehag ved feminine drenge, der ikke lever op til kønsstereotyperne for drenge, hvilket kan få nogle forældre til at udsætte de kønsmæssigt nonkonforme drenge for socialt kønsskifte i en tidligere alder.
Efterhånden som interventionsmetoden tidligt socialt kønsskifte bliver mere udbredt, kan man forvente, at mange flere kønsdiverse børn vil vedblive med at identificere sig som transkønnede.
Dette vil føre til en betydelig stigning i antallet af unge mennesker, der ønsker hormonbehandling og kønsskifteoperationer, hvilket er bekymrende, fordi der er meget lidt viden på området.
Den længste periode, man har fulgt personer, som fik kønsskiftebehandling i puberteten og det tidlige voksenliv følger kun patienterne, til de er 21 år i gennemsnit, og den bedste evidens på området er klassificeret som af “lav” eller “meget lav” kvalitet.
På nuværende tidspunkt er der debat om, hvor gamle børn skal være for at kunne give ægte samtykke til kønsskiftebehandling på grund af risiciene og den manglende viden om behandlingen, samt at det er næsten 100 % sikkert, at patienterne bliver infertile og endda sterile, når de får pubertetsblokkere i Tannerstadie 2 og efterfølgende krydshormoner.
Over hele Europa diskuteres det for tiden, om 16-årige [I Danmark er alderen 15 år, red.] og 12-årige kan samtykke til den slags alvorlige, livslange følger, og for nylig også i adskillige amerikanske stater.
Eftersom næsten alle børnene i Olson et al.-studiet, som blev udsat for tidligt socialt kønsskifte, fortsatte med at identificere sig som transkønnede, da de kom i puberteten, og eftersom over 60 % af dem allerede er i gang med medicinsk kønsskifte, ser dette studie ud til at vise, at mange af disse livsændrende beslutninger rent faktisk ikke træffes i 12-års-, 14-års- eller 16-års-alderen, men i virkeligheden allerede træffes, når børnene kun er 6-7 år gamle.
——————————————————————
Den oprindelige artikel – ”Early Social Gender Transition in Children is Associated with High Rates of Transgender Identity in Early Adolescence” – som ovenstående er en oversættelse af, er skrevet af SEGM (The Society for Evidence Based Gender Medicine). Du finder artiklen her.
