I dette indlæg kigger jeg på, hvilke forestillinger man bliver nødt til at klynge sig til, hvis man som forælder skal kunne distancere sig fra tvivlen om, hvorvidt man har gjort det rigtige, når man har truffet beslutninger på vegne af sit raske og sunde lille barn, som med høj sandsynlighed fører til, at barnet bliver sterilt og senere hen får amputeret sunde kropsorganer.
Jeg bruger Helge Sune Nymand som eksempel, fordi han ofte er i medierne, og vi derfor har en del citater fra ham.
Helge Sune Nymand er formand for Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB), som har udgivet vejledningsmateriale til bl.a. børnehaver med støtte fra Sundhedsstyrelsen.
Når Nymand er i medierne (fx for at agitere for, at aldersgrænsen for juridisk kønsskifte skal sættes helt ned til 0 år), tager han meget ofte udgangspunkt i historien om sin egen søn, som han insisterer på at omtale som sin “datter”. Så vidt jeg kan regne ud, må Nymands søn i dag være omkring 10 år gammel.
For halvanden uge siden – mere præcist den 1. maj – optrådte Nymand i et længere interview i Radio 24syvs program “Blåt Bælte”. Anledningen til interviewet var det beslutningsforslag om, at børnekønsskifte skal forbydes, som var til førstebehandling i Folketinget i går.
I dette interview udtalte Nymand sig mere generelt og refererede ikke til sin egen familie. Det gør han ellers ofte, og familiereferencerne vender vi tilbage til senere.
Den lange række påstande, som han serverede i interviewet den 1. maj, diskuterer jeg herunder.
Derpå kigger jeg nærmere på, hvordan det kan være, at han og andre forældre til “transkønnede børn” igen og igen fremkommer med påstande, som ingen videnskabelig gang har på Jord, og som fremstår ulogiske og besynderlige, når man kigger på dem på nært hold.
Jeg kommer til sidst også ind på, hvilke helt centrale spørgsmål Nymand aldrig bliver stillet af journalisterne, og hvad der efter min mening er årsagen til det.
Vi undersøger først en række af Nymands påstande
Nedenstående citater stammer fra en afskrift af interviewet med Nymand i Radio 24syv den 1. maj.
Man kan høre interviewet her: https://web.24syv.dk/audio_clips/311375 (fra minut 10:31).
Påstand nr. 1:
Mine tanker:
Børn i 2-4-årsalderen kan godt se forskel på drenge og piger, men de bliver ofte forvirrede over forskellen på kønnene, hvis den ikke følger de helt stereotypiske forestillinger. En voksen, fremmed kvinde med kort hår kan de fx komme til at opfatte som en mand. Så hvis de oplever, at de gerne vil lege med det, som børnene af det andet køn vil lege med, og der bliver sat forhindringer i vejen i børnehaven (som bl.a. opdeler børnene i drenge og piger under visse aktiviteter), insisterer de på, at de ER det andet køn. For dem betyder en “pige” et barn, der fx foretrækker at lege med de ting, som piger leger med, og som ikke bryder sig om drengenes voldsomme lege.
(Se fx denne video med en lille dreng. Videoen illustrerer børns opfattelse af køn, og hvordan den ændrer sig, efterhånden som børnene bliver ældre: https://youtu.be/luqSuuPSEOM)
Og små børn kan samtidig godt mærke, at de ikke lever op til omgivelsernes forestillinger om, hvordan en “rigtig dreng” eller en ”rigtig pige” skal være. Det fortæller mange voksne, som fx senere har indset, at de var homoseksuelle, og at det var en af de væsentlige grunde til, at de følte sig forkerte som børn, og til, at de dengang oplevede ubehag ved og utilfredshed med deres krop.
Desuden er der ingen som helst forskningsmæssig evidens for, at der er nogen realiteter bag ordene “transkønnethed” og “kønsidentitet”.
Det er ord, vi hører konstant, men de studier, som transkønsbevægelsen hævder viser, at mennesker er “født i den forkerte krop” og altså derfor har en hjerne, som har et køn, som ikke svarer til personens biologiske køn, har meget få deltagere, og de studier er af meget, meget ringe kvalitet.
Når man skal foretage den slags studier, skal man enten lave ekstremt omkostningstunge scanninger af levende hjerner eller anvende hjernevæv fra afdøde donorer. Da den befolkningsgruppe, som man undersøger, desuden er meget, meget lille, er det meget vanskeligt at nå op på et antal deltagere, der gør resultaterne statistisk signifikante.
Når man laver studier af forskellen på “transkønnede” og andres hjerner, er det helt afgørende at forsøge at sikre sig, at de eventuelle forskelle ikke skyldes andre faktorer, som kan resultere i en ændring af hjernen eller i, at hjernen ser anderledes ud fra fødslen.
Disse faktorer er bl.a.:
– Anvendelsen af krydshormoner
– Autisme
– Personlighedstrækket neuroticisme (som disponerer for angst og depression)
– Psykiske lidelser
– Homoseksualitet
Den slags er disse studier alt, alt for små til at kunne sige noget fornuftigt om. Og de fleste af studierne forsøger ikke engang på at udelukke de faktorer.
Det virker særlig besynderligt, at forskerne slet ikke forholder sig til, om den sidste af faktorerne – homoseksualitet – kan vise sig at være den årsag, der resulterer i en forskel på hjernerne hos de mennesker, som forskerne opfatter som ”transkønnede”.
I nogle af studierne er det meget, meget påfaldende, at forskerne ganske og aldeles ignorerer muligheden for, at deltagerne er homoseksuelle, selvom den mulighed nærmest skriger på at blive bemærket.
Her ser vi et eksempel på, at transkønsbevægelsen på nærmest påfaldende vis ignorerer muligheden for, at de børn, de kalder “transkønnede”, i virkeligheden blot er børn, som vil vise sig at være homoseksuelle. Det er et gennemgående tema i denne bevægelse og i den forskning, som den baserer sig på.
Det er også vigtigt at forstå, at hele forskningsområdet er ideologisk forgiftet. Det er næsten umuligt at bevare en karriere indenfor faget som forsker og lave studier, der kan risikere at afkræfte de dogmer, der har dannet sig indenfor feltet. Det er karriereselvmord, og mange forskere har måttet forlade feltet, fordi de hurtigt måtte sande, at de ville blive udråbt som “transfober” på nettet, hvis de formastede sig til at sætte spørgsmålstegn ved, om fx kønsidentitet findes, og at de derfor ville være brændemærkede og sandsynligvis ville blive fyret.
Et spritnyt studie har påvist, at forskningen indenfor kønsskiftebehandling af børn og unge er groft fejlbehæftet og fyldt med fordrejede resultater. Studiet peger bl.a. på, at det meste af den nuværende forskning indenfor kønsskifte for børn og unge foretages af personale på de kønsskifteklinikker, som tjener penge på denne behandling.
Den slags forskning er af lav kvalitet. Ikke bare mangler der mulighed for at kontrollere for mange former for bias, som opstår på grund af begrænsningerne i forsøgenes format, forskningen foretages desuden ofte af folk, som har store karrieremæssige og økonomiske interesser i udfaldet.
Tilbage til Nymands påstand … Han gentager en meget populær cirkelslutning indenfor transkønsbevægelsen: “Børn er transkønnede, hvis de siger, at de er transkønnede.” Hvordan ved man det? Det ved man, fordi de siger det. Hmmm. Ingen har nogensinde forklaret, hvorfor dette er sådan en perfekt test. Det er det bare.
Den forestilling, at børn ved 100 %, hvad de udtaler sig om, når de taler om noget, som har enorme konsekvenser for deres voksne liv (bl.a. fordi de kan risikere at skulle have amputeret deres kønsorganer på grund af denne udtalelse), er helt afgørende at tro på for mennesker som Nymand, som har skubbet tvivlen og frygten fra sig og gjort sit barn til sin anfører og leder. Hvis ikke Nymand insisterer på, at børn er i stand til at vide, “hvem de er”, så bobler tvivlen og skepsissen om beslutningen op igen, og så bliver det svært for folk som Nymand at forsvare, hvad de har gjort.
At børn er transkønnede, hvis de “konsistent, vedholdende og insisterende” udtrykker, at de er det modsatte køn, er en påstand, man hører igen og igen fra folk indenfor transkønsbevægelsen.
Christina Buttons har skrevet en fænomenal artikel, hvor hun har samlet en næsten endeløs række af relevante forskningsartikler, som giver mulige forklaringer på, hvorfor autisme og kønsdysfori kan forveksles. Hvorfor er det relevant her? Det er det, bl.a. fordi man indenfor transkønsbevægelsen udviser en nærmest påfaldende mangel på interesse for, hvad der er forklaringen på, at mindst 1 ud af 3 børn med kønsdysfori har autistiske træk.
De børn, der blev henvist til Storbritanniens centrale kønsskifteklinik, var langt mere tilbøjelige til at have autistiske træk end gennemsnittet af børn. 35-48 % af dem havde autistiske træk.
Og i Irland har man for nylig lavet en undersøgelse, der viste, at op til 90 % af dem, der er blevet henvist til irske kønsskifteklinikker, har autisme.
I den artikel, som burde have en pris blot for den endeløse række af relevante kilder, påpeger Christina Buttons bl.a.:
”’Konsekvent, vedholdende og insisterende’ er de ord, som man indenfor sundhedsvæsnet bruger som indikatorer på, at en person har kønsdysfori, men de ord kunne lige så godt bruges om en autists forhold til sin særinteresse.”
(Jeg har oversat Christina Buttons artikel. Du finder oversættelsen her: https://www.transkoen.dk/2023/03/27/derfor-kan-autistiske-traek-forveksles-med-koensdysfori/ )
Og som nævnt før, er det velkendt, at børn, der senere viser sig at være homoseksuelle, gennemgår en periode i deres barndom, hvor de lider af kønsdysfori, som jeg også har omtalt tidligere her i indlægget. Faktisk taler man indenfor den homoseksuelle verden om, at børn, som senere viser sig at være homoseksuelle, lider af “gender envy”. De ville ønske, at de var det andet køn. Og hos et mindre barn kan det manifestere sig som, at de insisterer på, at de ER det andet køn. Og hvis forældrene så bekræfter dem i, at man sagtens kan være “født i den forkerte krop”, så kan den forestilling naturligvis sagtens vare ved i lang, lang tid.
——————————-
Påstand nr. 2:
Mine tanker:
Her ser vi, at intervieweren bruger ordet “børn”, da hun stiller et spørgsmål til Nymand, men at Nymand straks udskifter ordet “børn” med “borgere”. Han anvender endda ordet “borger” hele 3 gange i dette svar. Det er et af hans yndlingstricks i debatter så vidt muligt at undgå ordet “børn”. Han foretrækker at tale om “borgere” og “mennesker” i stedet. Det er et temmelig effektivt trick, fordi vi på den måde nemt kommer til at glemme forskellen på børns og voksnes evne til at forudse konsekvenserne af deres handlinger.
Men egentlig ser vi blot en konsekvens af Nymands påstand nr. 1. Det virker, som Nymand allerede har bildt sig selv ind, at helt små børn ved noget, som vi andre jo udmærket godt ved, at små børn ikke ved. Og nu følger det sådan set logisk nok af det, at de også ved, hvilken sundhedsfaglig behandling de bør have.
Nymand mener ligefrem, lader det til, at børn – ligesom “andre” voksne – kan indgå i en dialog med lægen om konsekvenserne af en behandling, som de først vil opleve 10-20 år senere.
Igen tror jeg egentlig ikke, at Nymand grundlæggende mener, at børn kan træffe beslutninger om alt, blot man informerer dem om konsekvenserne. Han ville fx nok ikke mene, at det var en god idé at give børn kørekort, blot en politibetjent satte sig ned og forklarede dem om konsekvenserne af at køre galt.
Jeg tror snarere, at det er en udløber af Nymand grundlæggende forestilling. Når først et barn har sagt: “Jeg er [det modsatte køn]”, så følger resten “logisk”.
Det virker, som om Nymand og andre som ham er drevet af en trang til at lindre barnets negative følelser her og nu. Det fører ham ind i absurde følgeslutninger om, at det, at barnet giver udtryk for et ønske lige nu og her, viser, at barnet kan gennemskue, hvordan det vil have det på et senere tidspunkt.
——————————-
Påstand nr. 3:
Mine tanker:
Her ser vi igen, at Nymands påstand ikke er baseret på andet end en cirkelslutning og nogle negative følelser, som han ikke bryder sig om, at de 11-årige skal opleve. Da han bliver spurgt, om 11-årige børn kan overskue konsekvenserne af stophormoner, så er hans argumentation, at de “fint” kan gå ind i en dialog med lægerne. Han forklarer ikke, hvad han baserer dette på. Det kan de bare. Endda “fint”. “Fint” er i øvrigt et ord, som Nymand bruger som argumentation flere steder under interviewet.
Da han bliver presset en gang til af journalisten, som er forundret over, at han mener, at et 11-årigt barn vil kunne forudse konsekvenserne af stophormonerne, så kommer der et andet underligt argument. Spørgsmålet handler om, hvorvidt 11-årige børn har den nødvendige kognitive kapacitet og livserfaring til at træffe den slags beslutninger, men Nymands argumentation går på, at de “virkelig, virkelig har behov for det. Virkelig ønsker det.” Så han afleder journalisten fra, om børn kan træffe den slags beslutninger, og fokuserer i stedet på, at de ønsker den slags behandling. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, men det er sådan, Nymand argumenterer her.
——————————-
Påstand nr. 4:
Mine tanker:
Her ser vi, at Nymands fokus igen er på at redde børn fra negative følelser. Hvis ens krop stikker af en i en kønnet retning, som man ikke kan forlige sig med, skal man reddes nu og her – også selvom “redningen” medfører livsvarige, alvorlige konsekvenser for ens krop.
For Nymand og andre tilhængere af børnekønsskifte lader det til at være ubærligt at opleve, at børn har negative følelser. Og så slår man ulogiske knuder på sig selv, når løsningen på problemet giver langt flere problemer for barnet på langt sigt end den lindring, det vil kunne opleve her og nu.
I øvrigt afhjælper placebomedicin kønsdysfori-ramte teenageres psykiske problemer bedre end “kønsbekræftende” medicin (Læs mere her: https://www.transkoen.dk/2023/01/22/placebomedicin-afhjaelper-koensdysfori-ramte-teenageres-problemer-bedre-end-koensbekraeftende-medicin-viser-metaundersoegelse/ ).
Men hvis det faktum er noget, som folk som Nymand kender til, er det åbenbart ikke noget, der kan bruges til noget, for de har lænket sig til forestillingen om, at deres barn er det modsatte køn. Vi vil senere se, at Nymand i medierne har fortalt, at fordi hans søn, da han var 4 år gammel, sagde, at han var en pige, så ER han en pige. Og Nymand har dermed gjort det umuligt for sig selv at overveje andre løsninger på sønnens problemer.
——————————-
Påstand nr. 5:
Når man en gang for alle har lænket sig til forestillingen om, at man altid bør tage det for pålydende, hvis børn siger, at de ER det modsatte køn, bliver man jo også nødt til at finde en måde at bortforklare, at social smitte kan være en faktor i den store stigning, vi har set inden for teenagepiger, som pludselig erklærer sig som transkønnede. Det bliver i Nymands besynderlige logik til, at de altid har været transkønnede, men at de bare aldrig har haft ord for det.
Ønsker du at læse mere om den rolle, som påvirkninger fra internettet og fra vennegrupper spiller, hvad angår kønsdysfori blandt teenagepiger, kan du finde dokumentationen her: https://www.transkoen.dk/2023/04/05/stort-nyt-studie-stoetter-teorien-om-at-eksplosionen-indenfor-teenagepiger-der-identificerer-sig-som-transkoennede-skyldes-social-smitte/
——————————-
Påstand nr. 6:
Mine tanker:
Nymand fremstiller det ofte, som om kritikerne af transkønsbevægelsen er “gammeldags” (fra det “forrige århundrede”) – lidt ligesom man ville gøre det, hvis folk var kritiske overfor, om der fandtes noget, der hed “homoseksualitet”. Det kan gøre journalisterne, han taler med, bange for at give udtryk for gammeldags, “transfobiske” synspunkter, og de afkræver sjældent Nymand dokumentation for de påstande, han kommer med.
Angående Nymand påstand om, at det er forkert og gammeldags at antage, at 80 % af de børn, der lider af kønsdysfori, vil vokse fra det af sig selv, så lad os kigge på, om det virkelig kan passe, at det er helt og aldeles dinosauragtigt at hævde det …
Indtil nu er 61-98 % af “kønsinkongruente” børn holdt op med at identificere sig som transkønnede, før de blev voksne. Dette resultat bekræftes i alle de 11 studier, der har undersøgt dette fænomen. (Alle disse 11 studier oplistes på s. 51-52 i sexolog og psykolog og ph.d. James Cantors edsvorne ekspertvidneudsagn. De 11 studier nævnes oprindeligt i Cantors videnskabelige artikel “Transgender and gender diverse children and adolescents: Fact-checking of AAP policy“.)
Det er dog vigtigt at lægge mærke til, at de 61-98 % er blevet kaldt overdrevne af andre forskere, som har anført, at nogle af de børn, der fik diagnosen “kønsidentitetsforstyrrelse”, blot var kønsmæssigt ekstremt nonkonforme. Det kan være den kritik, som Nymand hentyder til.
Men i en fornyet gennemgang af disse data fokuserede man på den gruppe af børn, som opfyldte alle diagnosekriterierne, og det viste sig, at hele 67 % af dem fortrød deres sociale kønsskifte, og at størstedelen af dem viste sig at være homoseksuelle, da de blev voksne.
Den gennemgang blev foretaget så sent som i 2018, hvilket ikke kan siges at være “i forrige århundrede …
Det høje antal af “kønsdiverse børn”, der fortryder deres sociale kønsskifte, er blevet bekræftet flere gange af forskningspionererne indenfor kønsskiftebehandling for børn, og dette faktum anerkendes sågar også i The Endocrine Societys behandlingsretningslinjer, som Rigshospitalets børnekønsskifteklinik refererer til på deres interne side om behandlingen af mindreårige. I behandlingsretningslinjerne fra The Endocrine Society (https://academic.oup.com/jcem/article/102/11/3869/4157558) står der:
“In most children diagnosed with GD/gender incongruence, it did not persist into adolescence. The percentages differed among studies, probably dependent on which version of the DSM clinicians used, the patient’s age, the recruitment criteria, and perhaps cultural factors. However, the large majority (about 85%) of prepubertal children with a childhood diagnosis did not remain GD/gender incongruent in adolescence.”
——————————-
Påstand nr. 7:
Mine tanker:
Det angiveligt meget høje selvmordstal bliver ofte nævnt, når emnet transkønnethed omtales, og det er ofte en stærk følelsesmæssig motivation til, at forældre støtter deres børn i, at de skal skifte køn.
Selvom der ikke er tvivl om, at børn og unge, der lider af kønsdysfori, er en ekstremt sårbar gruppe, som fortjener vores støtte og omsorg, stammer det ofte citerede selvmordstal fra spørgeskemaundersøgelser, som der er mange fejl ved, og der er desuden ingen evidens for, at kønsskifte er ’kuren’. (Læs mere her: https://www.transgendertrend.com/the-suicide-myth/)
Som Storbritanniens største kønsidentitetsklinik udtrykker det: ”Selvmord er ekstremt sjældent [blandt børn og unge med kønsinkongruens].” Denne holdning deles af formanden for afdelingen for børn og unge hos organisationen WPATH (The World Professional Association for Transgender Health).
Den bedste evidens om selvmord stammer fra en omfattende rapport offentliggjort af de svenske myndigheder. I den undersøgelse er sandsynligheden angivet som 0,6 % – hvilket er lavere end for mange andre psykiske lidelser og andre problemer. (Se undersøgelsen her: https://www.socialstyrelsen.se/globalassets/sharepoint-dokument/artikelkatalog/ovrigt/2020-2-6600.pdf)
Enhver risiko for selvmord er altid skræmmende for forældre, og ethvert selvmord er en forfærdelig tragedie, og netop derfor er det uansvarligt at overdrive risikoen og anvende den som en konstant trussel.
Hvad børn med kønsdysfori angår, er der kun ringe evidens for, at krydshormoner nedsætter selvmordsrisikoen. Der er desuden også kun ringe evidens for, at stophormoner er nødvendige for at forhindre selvmord. (Se undersøgelsen her: https://link.springer.com/article/10.1007/s10508-020-01743-6)
En undersøgelse viste desuden, at voksne transkønnede var 4,9 gange mere tilbøjelige til at forsøge selvmord efter deres kønsskifteoperation. (Se undersøgelsen her: https://www.researchgate.net/publication/291340368_Gender_Dysphoria_in_Adults)
Ifølge en australsk undersøgelse opnår en del patienter et dårligt resultat af operationerne, hvilket øger selvmordsrisikoen. (Se undersøgelsen her: https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/1039856218775216)
En fremtrædende undersøgelse, hvori det hævdedes, at medicinsk kønsskifte mindskede selvmordsrisikoen, måtte korrigeres, så det blev anført i den, at det ikke kunne bevises, at kønsskifteoperationer fik selvmordsfrekvensen til at falde. (Se rettelserne af undersøgelsens konklusion her: https://ajp.psychiatryonline.org/doi/10.1176/appi.ajp.2020.1778correction)
En svensk langtidsundersøgelse viser, at antallet af selvmordsforsøg blandt transkønnede er betragteligt øget efter kønsskifteoperationen. (Se undersøgelsen her: https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0016885)
——————————-
Påstand nr. 8:
Mine tanker:
Det er igen påfaldende, så ivrig Nymand lader til at være efter udelukkende at få børns kønsdysfori behandlet med hormoner. Han har da ret i, at børn skal behandles. Men et væsentligt spørgsmål må da være: Behandles hvordan?
Det virker Nymand ikke interesseret i at overveje. Men det er jo også svært at begynde at overveje, når man har låst sig fast på, at børnene har en “kønsidentitet”, der ikke stemmer overens med deres krop, og at det hele løser sig, når de får lavet om på kroppen.
Som sagt viser en metaundersøgelse, at placebomedicin afhjælper kønsdysfori-ramte teenageres psykiske problemer bedre end “kønsbekræftende” medicin. (Den kan man læse mere om her: https://www.transkoen.dk/2023/01/22/placebomedicin-afhjaelper-koensdysfori-ramte-teenageres-problemer-bedre-end-koensbekraeftende-medicin-viser-metaundersoegelse/?fbclid=IwAR0nO-wjztvvKH_rg6Ee68lgCfK_1yLYAD0JXcXtb5AFIQTlHqJ14HA5XEI)
Og i Sverige, Finland og Frankrig er man gået væk fra at behandle børn og teenagere, der lider af kønsdysfori, med stop- og krydshormoner. I de tre lande anvender man nu hovedsageligt psykoterapi. De eneste børn, der vil modtage hormonbehandling i de tre lande, er de børn, som deltager i kontrollerede forsøg.
(Læs mere her:
——————————-
Påstand nr. 9:
Mine tanker:
Hvis man som Nymand og andre forældre som ham, som har skubbet tvivlen om den kæmpemæssige beslutning, man tog på sit barns vegne, og som man tilsyneladende baserede på 1 spørgsmål, som man stillede barnet, fra sig, så giver det god mening, at man gerne vil bilde sig selv ind, at den proces, man har sat sit barn i gang med, er noget, som man på ethvert tidspunkt kan standse – uden nogen konsekvenser.
Det er også det, jeg synes, at vi ser hos Nymand. Han fremstiller fx her stophormoner, som om de blot er en slags pauseknap, som giver barnet mulighed for at tænke sig om. Men det er bare ikke sådan, de fungerer. Snarere end at være en pauseknap er stophormoner startknappen til kønsskifte.
Mindst 98 % af børn, der bliver behandlet med pubertetsblokkere ender med at få krydshormoner. Det er der et britisk og to hollandske studier, der viser. (Læs mere om det her: https://www.transkoen.dk/2023/02/18/pubertetsblokkere-er-ikke-nogen-taenkepause-de-er-tvaertimod-startknappen-til-koensskifte-hvor-ved-man-det-fra-det-siger-dataene-her-er-de-og-husk-placebomedicin-virker-bedre/ ) Og det står der også på side 38 i den rapport, som den anerkendte britiske børnelæge udfærdigede om England og Wales’ centrale børnekønsskifteklinik GIDS. (Rapporten kan downloades her: https://cass.independent-review.uk/publications/interim-report/ )
Desuden er der alvorlige, livsvarige risici forbundet med stophormoner. Det har bl.a. New York Times skrevet om. Skadevirkningerne omfatter bl.a. knogleskørhed, hæmning af hjernens udvikling og sterilitet. (Læs mere her: https://www.transkoen.dk/2022/11/18/video-selveste-new-york-times-indroemmer-nu-at-pubertetsblokkere-har-livsvarige-skadevirkninger-de-giver-boern-og-unge-knogleskoerhed-haemmer-deres-hjernes-udvikling-og-goer-dem-sterile/ )
Ydermere fører anvendelsen af stophormoner til, at barnet ikke gennemgår puberteten sammen med sine jævnaldrende, hvilket resulterer i, at barnet ikke får mulighed for at udvikle sociale færdigheder, og at vedkommendes problemløsningsfærdigheder bliver mangelfulde. (Læs mere her: https://www.transkoen.dk/2023/03/11/saadan-boer-informeret-samtykke-om-koensskiftebehandling-foregaa-ifoelge-koensdysforieksperten-stephen-levine-mon-det-foregaar-saadan-paa-danmarks-boernekoensskifteklinik/ )
Oven i dét hæmmer stophormoner udviklingen af børns evne til at træffe komplekse beslutninger i risikofyldte situationer. Dette udtalte den anerkendte børnelæge Hillary Cass i rapporten om sin undersøgelse af den britiske centralklinik for børnekønsskifte. (Det kan du læse her: https://cathnews.co.nz/2022/08/08/trans-medicine-cass-report-children-gender/ )
Så man kan jo stille spørgsmålstegn ved, om børn, der har modtaget stophormoner, kognitivt er på linje med andre 15-årige, hvilket burde have konsekvenser for, om de, som loven er nu, bør have lov til at træffe beslutninger om deres kønsskiftebehandling alene, hvis deres forældre er imod den.
——————————-
Påstand nr. 10:
Mine tanker:
Når fx en piges stemme er blevet dyb pga. krydshormoner, kan man ikke gøre den lys igen. Så kan man ikke bare sige: “Nå. Det var ikke den rigtige vej at gå …” Så vil den unge pige for altid blive afkodet som en dreng/mand, når hun taler.
Her ser vi igen, at Nymand lader til at være fikseret på at forhindre negative følelser hos barnet. Uanset omkostningerne for barnet senere hen. Også hvis de omkostninger er irreversible.
Den tilforladelige sætning “noget frisure og noget tøjvalg og måske et navn og et pronomen” dækker over det, som man normalt kalder socialt kønsskifte. Det får Nymand fremstillet, som om det blot handler om noget, der er fuldkommen harmløst og som noget, som man kan prøve sig frem med. Men socialt kønsskifte er startknappen til medicinsk og kirurgisk kønsskifte.
I det seneste udkast til de nye retningslinjer fra de britiske sundhedsmyndigheder står der, at socialt kønsskifte “ikke er en neutral handling”. Socialt kønsskifte kan risikere at påvirke barnets psyke i betydelig, negativ grad, skriver de. Derfor fraråder sundhedsmyndighederne nu socialt kønsskifte for kønsforvirrede børn.
I det nye udkast til retningslinjerne anføres det desuden, at de fleste tilfælde af “kønsinkongruens” hos børn blot bør betragtes som en fase, som går over, enten inden eller når barnet kommer i puberteten.
Sundhedsmyndighederne understreger, at forskningen viser, at der er risici ved at påbegynde et socialt kønsskifte, og at barnet kan få vanskeligt ved at vende tilbage til dets biologiske køn, når puberteten sætter ind.
——————————-
Påstand nr. 11:
Mine tanker:
Her får Nymand sat lighedstegn mellem det, at nogle af børnene går til privat psykolog, med, at man indenfor sundhedssystemet afprøver, om terapi virker bedre end medicinsk kønsskifte. Men det er jo på ingen måde det samme. Det ville jo skulle foregå gennem forsøg med kontrolgrupper, hvilket jo ikke er det samme som, at nogle af børnene går til psykolog privat samtidig med, at de bliver behandlet på Sexologisk Klinik.
Igen virker det besynderligt, at en højtuddannet mand som Nymand ikke kan se forskel. Det tror jeg også godt, han kan. Men det lader jo til, at han har lænket sig til forestillingen om, at børn med kønsdysfori er “transkønnede”, og at de derfor skal have lavet om på kroppen. Den forestilling ville et forsøg, hvor man lod en gruppe af kønsdysforiramte børn modtage psykoterapi som eneste behandling, jo potentielt kunne underminere.
——————————-
Påstand nr. 12:
Mine tanker:
Her ser vi igen, at det lader til at være magtpåliggende for Nymand at få fremstillet kønsskiftebehandling til børn som et helt normalt “sundhedsfagligt” tilbud. Udtrykket “sundhedsfaglig” benytter han hele 9 gange i interviewet. På den måde får han det til at lyde, som om børnene er lige så “syge”, som hvis de led af lungebetændelse. Men deres kroppe er jo rent faktisk sunde og raske …
At nogle børn senere skulle ende med at fortryde deres kønsskifte (det, man ofte kalder at “detransitionere”), får Nymand fremstillet, som om de havde brug for behandlingen, da de påbegyndte den, og da de standsede den, så var det, fordi at nu havde de ikke brug for den mere.
At nogen fortryder kønsskiftet, er meget svært at få til at passe ind i forestillingen om, at kønsdysfori betyder, at man er “transkønnet” og “født med den forkerte krop”. For hvorfor skulle man så fortryde, at man fik den krop, man havde brug for?
Hvor mange af patienterne der rent faktisk fortryder kønsskiftebehandlingen, kigger vi på lige om lidt …
——————————-
Påstand nr. 13:
Mine tanker:
Vi hører igen og igen fra tilhængerne af børnekønsskifte, at ”kun 1-2 % fortryder”. Her siger Nymand endda, at kun 1 % fortryder. Det virker dog, som om han selv godt kan se, at det måske er lidt urealistisk. Og dog gentager han tallet “99 %”. Ifølge ham bliver 99 % af patienterne tilfredse og fortryder aldrig.
Oveni det påstår han sågar, at det er “succesraten” i Danmark. Hvorfor Nymand ligefrem insisterer på, at der i Danmark kun er 1 % af patienterne, der fortryder, ved jeg simpelthen ikke.
De danske kønsskiftelæger har selv indrømmet, at man ikke har foretaget nogen opfølgning eller opgørelse af, hvad der sker med patienterne, efter at de har modtaget kønsskiftebehandling. Det fortalte overlæge på Sexologisk Klinik Mette Ewers Haahr så sent som i januar i år.
Bekymringen for, at der er nogen af patienterne, der kommer til at fortryde behandlingen, er netop også det, der har fået Sexologisk Klinik til at blive mere påholdende med, hvor mange børn og teenagere de behandler.
(Mette Ewers Haahrs udtalelser kan du læse mere om her: https://www.transkoen.dk/2023/02/02/er-der-en-aendring-at-spore-hos-de-danske-boernekoensskiftelaeger-nu-i-en-artikel-paa-kus-sundhedsvidenskabelige-fakultets-webside-fra-for-3-dage-siden-udtrykker-mette-ewers-haahr-overlaege-pa/)
Det giver naturligvis heller ingen som helst mening, at det kun er ekstremt få af de mennesker, som har fået amputeret raske og sunde organer, der på et tidspunkt i deres liv kommer til at fortryde det.
Der er mange årsager til, at folk fortryder deres kønsskifte. Her kommer en liste med de typiske årsager:
– Mange af de teenagere, der samtykker til kønsskiftebehandling, har ingen seksuel erfaring.
– Kun få af teenagerne forventer, at de i fremtiden kommer til at ønske at få børn.
– Seksuel dysfunktion på grund af hormonbehandlingen, operationerne eller angst for fysisk intimitet.
– Sorgen over ikke at kunne få børn.
– Anstrengte familiebånd.
– Manglende evne til at finde og indgå i et stabilt parforhold.
– Oplevelsen af at blive udsat for diskrimination.
– Behovet for livsvarig medicinering og lægebehandling.
– Medicinering for at dæmpe angst og depression.
– At man ikke fik chancen for at udforske ens problemer og bekymringer i psykoterapi, før man skiftede køn.
De nyeste studier af fænomenet detransitionering er for nylig blevet metaanalyseret af psykiateren Stephen Levine og sundhedsforskeren E. Abbruzzese.
Det, som metaanalysen viser, er bl.a., at antallet af folk, der fortryder, at de har modtaget kønsskiftebehandling – foreløbig – er oppe på hele 10-30 %. Og det tal kommer sandsynligvis til at stige, efterhånden som tiden går.
Desuden viser metaanalysen, at 3 ud af 4 personer, som fortryder kønsskiftebehandlingen, ikke fortæller det til de læger og psykologer, der var involveret i den.
Man kan sagtens fortryde kønsskiftet, selvom man oplever fordele ved behandlingen. Og det, man typisk oplever først, er fordelene.
Den såkaldte ”honeymoon period” varer fra et par måneder til adskillige år, og hos voksne, modne mennesker, der har skiftet køn, dukker skadevirkningerne som regel først op 8-10 år efter kønsskiftet.
En af grundene til, at tidligere undersøgelser viste, at meget få patienter fortrød behandlingen, var, at man i de studier definerede “fortrydelse” helt absurd snævert. Bl.a. skal man have fået fjernet sine testikler/æggestokke, før man i de tidligere undersøgelser kan blive betragtet som en “fortryder”. Og det vil fx sige, at hvis man som kvinde “kun” har fået fjernet begge sine bryster, kan man ikke tælle med som en “fortryder” …
(Metaanalysens resultater har jeg opsummeret her: https://www.transkoen.dk/2023/04/25/hvor-mange-fortryder-at-de-har-modtaget-koensskiftebehandling-tilhaengerne-af-boernekoensskifte-paastaar-at-det-kun-er-1-2-men-nye-data-viser-at-tallet-er-helt-oppe-paa-10-30-og-det-ta/)
——————————-
Påstand nr. 14:
Mine tanker:
Nymand synes at mene, at de læger, der går ind for kønsskiftebehandling af børn, er rigtig dygtige, og at de følger behandlingen nøje. Men vi ved jo, at de danske kønsskiftelæger ikke har lavet nogen undersøgelser af, hvad der sker med patienterne, efter at de har modtaget kønsskiftebehandling …
Nymand er helt anderledes kritisk overfor en læge indenfor samme felt, som udtrykker skepsis og bekymring overfor behandlingen af børn med kønsdysfori med kønsskiftehormoner. Hans viden vil Nymand gerne “udfordre”.
Bivirkningerne bagatelliserer Nymand sådan generelt, virker det til, for sådan nogen er der altid ved “medicin af den kaliber”. Og de bivirkninger, som den kritiske børne- og ungepsykiater Lasse Sørensen opremser, afviser Nymand helt. Hvorfor? Fordi de ikke står på indlægssedlen.
Det lader til, at Nymand mener, at alle bivirkninger af en medicin står anført på indlægsedlen. Igen virker det ikke som noget, en højtuddannet mand som Nymand generelt ville tro på, hvis det drejede sig om alle andre lægemidler end kønsskiftemedicin. Der stod vel fx heller ikke på indlægsedlen på den kvalmestillende medicin Thalidomid, at den gav deforme børn. Det virker snarere, som om dette her er noget, Nymand påstår, fordi det kan bruges til at affeje ubehagelige tanker hos ham selv om, at han har svigtet sit forældreansvar.
Nymand påstår desuden her, at man ikke kan finde noget, der tyder på, at stophormoner påvirker et menneskes fertilitet. Det har nogle forskere ellers haft på fornemmelsen mindst siden 1985, og den mistanke er, så vidt jeg ved, ikke blevet afkræftet siden.
Hvis man skal undersøge det emne, skal man vide, at det videnskabelige navn for ”stophormoner” på dansk er “GnRH analog”. På engelsk kaldes de enten ”gonadotropin-releasing hormone agonist analogs” eller blot ”GnRHa”.
Se fx dette studie helt tilbage fra 1985 med titlen ”Testicular Histology After Prolonged Treatment with a Gonadotropin-Releasing Hormone Analogue” (https://www.auajournals.org/doi/10.1016/S0022-5347%2817%2949110-5 ).
Her står: “The spermatogenic suppression [dvs. nedsat sædkvalitet] seen after prolonged gonadotropin-releasing hormone analogue administration may not be as reversible as previously suggested”.
Eller se dette studie fra 2019 med titlen ”Fertility concerns of the transgender patient” (Det kan downloades her: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31380227/ ).
I det studie kan man læse: “Suppression of puberty with gonadotropin-releasing hormone agonist analogs (GnRHa) in the pediatric transgender patient can pause the maturation of germ cells, and thus, affect fertility potential.”
Når man har at gøre med noget så alvorligt som, at ens barn måske ikke vil kunne få børn selv, så mener jeg, man bør stoppe op og spørge sig selv, om man som forælder har ret til at fratage sit barn den mulighed.
——————————
Påstand nr. 15:
Mine tanker:
For nylig har overlæge Astrid Højgaard, som er ledende overlæge på Center for Kønsidentitet på Aalborg Universitetshospital, indrømmet i et notat, som Dansk Regnbueråd er i besiddelse af, at læger og psykologer ikke et diagnostisk apparat til rådighed i forhold til at vurdere, om de gør det rigtige eller ej, når de skal afgøre om personer må påbegynde kønsskifte med hormoner.
(Det kan du se dokumenteret her: https://www.danskregnbueraad.dk/nyt/cheflge-indrmmer-vi-har-ingen-sikkerhed-i-diagnosticering-af-folk-med-knsdysfori)
Og som sagt er overlæge Mette Ewers Haahr efterhånden selv blevet bekymret over, om de børn og teenagere, som man behandler på Sexologisk Klinik, vil komme til at fortryde behandlingen.
Men Nymand mener tilsyneladende ikke, at man skal være skeptisk. Man skal ligefrem “støtte op om” lægerne og “stole på deres faglighed”. Igen synes jeg, at det virker, som om det er noget, som Nymand siger, fordi han skubbet al tvivlen om den beslutning, han tog, da hans søn var 4 år gammel, fra sig.
Nymand sætter yderligere trumf på her overfor både journalisten, debattører og politikere: Vi skal give lægerne “arbejdsro”, for ellers kan det ligefrem gå ud over “de her børn og unges både mentale og fysiske trivsel og helbred”. Det lyder nærmest, synes jeg, som om vi kan komme til at skade børnenes helbred, fordi vores debat kan forstyrre lægerne, der kan komme til at ryste på hænderne …
——————————
Påstand nr. 16:
Denne påstand stammer fra et andet interview.
HELGE SUNE NYMAND I TV-/RADIOINTERVIEW I P1 DEBAT I 2019:
Nedenstående citat er herfra: https://www.facebook.com/watch/?v=1689713507826878
Transdrengene … De hader de bryster, der er ved at udvikle sig. Og transpigerne … De har mange, mange søvnløse nætter på grund af de … Netop på grund af de … øh … skægstubbe, der er på vej ud. Og det er ligesom det, de handler på.
Så det er ikke en beslutning om: “Hvor vil jeg være om 30 år?” Det er mere en … “Altså, hvis ikke det her, det kommer væk, så må jeg jo skære mig selv op og fjerne det selv.
Interviewer: “Men problemet er jo, at beslutningen handler også om: “Hvor vil jeg være om 30 år?” Og det er den, der kan være svær at overskue, ikke?”
Helge Sune Nymand: “Det er egentlig ikke så svært for de her unge her, fordi de kan ikke se sig selv som … Hvis ikke de kan … Hvis ikke de bryder sig om at have en lillebitte smule dun på overlæben som unge teenagere, så ville de hade sig selv som en fuldvoksen mand med skæg ned til gulvet som 30-årig. De kan simpelt hen ikke se sig selv i den situation.
De vil bare gerne være helt almindelige børn og unge og få lov til at spille på pigefodboldholdet … eller klatre i træer med de andre drenge eller gå til ballet, eller hvad nu end de har lyst til … og ikke være denne her, som omverdenen tror er i tvivl om sit eget køn. Fordi det er de faktisk ikke.
Mine tanker:
Her er endnu et eksempel på, hvor absurde logiske forkludringer Nymand tilsyneladende må ind i, fordi han efter min mening har lænket sig til forestillingen om, at børn ved alt om livet – fra de er børn. Det virker, som om han faktisk får afsløret for sig selv og dem, han taler med, at det for ham handler om at lindre børns (måske mest hans egen søns, men sikkert også andre børns) smerte. Han fortæller her, at det kan være pinefuldt for en dreng, der kommer i puberteten, at opleve de forandringer, som puberteten fører med sig – her specifikt det spirende overskæg. Journalisten tør her heldigvis godt minde Nymand om, at det vel også er vigtigt, at den beslutning, som Nymand mener, at børnene er modne nok til at træffe, ikke kun bliver truffet på baggrund af børnenes umiddelbare følelser ved pubertetens spæde start.
Hvis Nymand ikke havde lænket sig til forestillingen om, at børn, der insisterer på, at de er transkønnede, altid ER transkønnede, så er jeg ret sikker på, at han selv kunne se, hvor absurd hans næste argument er. Men nej. Han påstår så, at det, at børn hader en kropslig forandring, som de oplever i puberteten, automatisk betyder, at de så også vil hade resultaterne af forandringen, når de er fuldvoksne.
Hvis Nymand havde ret, så ville det jo betyde, at de allerfleste voksne hadede deres krop, for vi har vel stort set alle sammen haft noget ved vores krop, som vi hadede i puberteten.
Det virker også, som om Nymand selv kan høre, at der er et eller andet galt med argumentationen, for hvorfor skulle han ellers give den en ekstra tand og fremmale et fuldkommen urealistisk billede af en voksen mand med “skæg ned til gulvet som 30-årig”? Hvorfor er det, at Nymand ikke i stedet har brugt noget af sin energi på at forklare sin søn, at han ikke behøver at have skæg ned til gulvet som voksen mand? Det giver jo ingen mening.
Det næste mærkelige i det interview er, at Nymand siger, at transkønnede børn bare gerne vil “være helt almindelige børn og unge og få lov til at spille på pigefodboldholdet … eller klatre i træer med de andre drenge eller gå til ballet, eller hvad nu end de har lyst til …Bortset fra det med, at en dreng vil spille på pigefodboldholdet, er det igen ulogisk. Børn behøver da ikke erklære sig som “transkønnede”, for at en pige får lov til at klatre i træer, eller at en dreng kan gå til ballet. Igen virker det, som om “transkønnetheds”-etiketten er en snuptagsløsning for et barn, som ikke lever op til de stereotypiske forestillinger om drenge og piger, og hvis forældre ikke kunne sætte sig igennem overfor transkønsindoktrinerende børnehavepædagoger.
Hvor stammer disse påstande mon fra?
Lad os nu kigge på, hvad der mon har fået en person som Nymand til at fremkomme med den slags påstande.
Når Nymand er i medierne (fx for at agitere for, at aldersgrænsen for juridisk kønsskifte skal sættes helt ned til 0 år), tager han meget ofte udgangspunkt i historien om sin egen søn, som han insisterer på at omtale som sin “datter”. Så vidt jeg kan regne ud, må Nymands søn i dag være omkring 10 år gammel.
For nylig havde Nymand sågar sin søn med i Folketinget til møder i socialudvalget og ligestillingsudvalget, hvor FSTB havde fået foretræde. Det fik fire udvalgsmedlemmer til at klage til Folketingets præsidium, fordi de følte, at børnene skulle agere løftestang for en politisk dagsorden. (Det kan man læse her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kritik-transkoennede-boern-skulle-agere-loeftestang-i-lobbyisters-moede-med-politikere)
HELGE SUNE NYMAND I ARTIKEL I KRISTELIGT DAGBLAD I 2019:
Nedenstående citat er herfra: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/far-til-transkoennet-datter-da-vi-saa-hende-som-en-pige-lyste-hun-op-som-et-helt-andet
Da deres yngste søn var to år, begyndte han at give udtryk for, at han var en pige. Da han var tre, ønskede han sig udelukkende kjoler til sin fødselsdag. Da han blev fire, indkaldte pædagogerne i børnehaven Helge Sune Nymand og hans hustru, Louise Kristine Vigsnæs, til et møde. Han er it-konsulent, og hun forsker i tarmmikrobiologi.
”De spurgte, om vi var opmærksomme på, hvor vedholdende hun var omkring at italesætte sig selv som pige. Det affødte mange konflikter i børnehaven, hver gang nogen sagde, at hun var en dreng, og skolestarten begyndte at nærme sig,” fortæller Helge Sune Nymand, der også i datid omtaler sin yngste som pige.
Han er næstforperson i Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn og bor i Københavns Nordvestkvarter med sin kone og deres to børn – en søn på 10 og datteren på 6, som blev født som dreng.
Børnehaven tilbød at hjælpe dem på vej ved at tilknytte en psykolog, som kunne støtte familien på fire. De vidste meget lidt om at være transkønnet, og til at begynde med havde forældrene den holdning, at deres yngste barn, som altså stadig gik i børnehave, umuligt kunne have styr på sin egen identitet allerede. Var det ikke bare en fase, en fiks idé eller en leg?
”Vi spurgte hende, om hun var en pige eller en dreng, og hun svarede prompte ’pige’. Og da hun var yngre, spurgte hun ofte, hvornår tissemanden mon faldt af, så tissekonen ville komme frem.”
Familien besluttede fra den dag, at de ville acceptere hende som den pige, hun følte sig som.
”Det fik hende til at lyse op som et helt andet menneske. Hun blev simpelthen lykkelig over at blive set som den, hun er. Det var samtidig hårdt for os at tænke på, at vi havde holdt hende nede.”
Mine tanker:
Hvis jeg skulle gætte, har vi at gøre med en dreng, som senere vil vise sig at være homoseksuel, eller som af andre grunde afviger i sin opførsel og personlighed fra de stereotypiske forestillinger, vi har om drenge.
Det er selvfølgelig bare et gæt fra min side, men studier viser, at for 80 % af de børn, der lider af kønsdysfori, forsvinder kønsdysforien, når de bliver teenagere. Og mange af dem viser sig at være homoseksuelle. Det kan du læse mere om her: https://www.transkoen.dk/2022/11/19/video-koensdysfori-er-i-de-allerfleste-tilfaelde-en-fase-de-britiske-sundhedsmyndigheder-fraraader-nu-socialt-koensskifte-for-boern-for-80-af-boernene-forsvinder-koensdysforien-naar-de-bliver/
Nymands søn kan måske mærke, at han ikke lever op til, hvordan en “rigtig” dreng skal være. Det behøver ikke være noget, der er sagt direkte. Børn kan fornemme den slags.
Da så børnehaven indkalder Helge og hans kone til et møde, gætter jeg på, at de får et chok. Det skal man måske have haft et barn i børnehavealderen for at forstå. Børnehavepædagoger har en ekstrem magtposition i forhold til forældre, og når man bliver indkaldt til et møde med pædagogerne, ved man aldrig, hvad det kan føre til.
På dette møde bruger pædagogerne ord, der afslører, at de abonnerer på transkønsideologien: “vedholdende” – “italesætte sig som pige”.
At et barn “vedholdende, insisterende og konsekvent” giver udtryk for, at det “er” det modsatte køn, bliver indenfor transkønsbevægelsen set som det ultimative tegn på, at barnet er transkønnet.
Det er nemt at forestille sig, at Helge og hans kone nu bliver udsat for et psykisk pres af pædagogerne. Hvis ikke de går med på tanken om, at deres søn er en pige, kan de risikere, at de nu er under ekstra opsyn for, om de “ser” deres barn ordentligt.
Senere vil du også se, at det viser sig, at Helge var den af forældrene, der gjorde mest modstand mod forestillingen om, at hans søn skulle være transkønnet, så her oplever han måske også, at han bliver isoleret som forælder. Han risikerer pludselig at blive set som den “onde” forælder, mens han kone er den “gode”.
Det er en meget smertelig position at blive sat i. Man risikerer hurtigt at give efter for presset – og bagefter at efterrationalisere det hele, så man rent faktisk begynder at fortrænge, at man havde gode grunde til at stritte imod.
Børnehaven tilbyder at hjælpe familien på vej ved at tilknytte en psykolog, der kan støtte dem, fortæller Helge. Her ser vi, at børnehaven tromler videre med den religiøse forestilling om, at et barn kan have et køn, der ikke stemmer overens med barnets biologiske køn. Og de “tilbyder” ligefrem at “tilknytte” en psykolog. Kan man sige nej til det tilbud? Nej, det kan man ikke. Hvis man siger nej til “tilbuddet”, bliver der sat spot på, om man vil sit barn det bedste. Og hvis man takker ja til “tilbuddet”, bliver der tilknyttet en slags politibetjent, der kan holde øje med, om man opdrager barnet i den rette transkønstro. Så nu er Helge nok sat skakmat. Og som jeg ser det, vælger han at kapitulere.
Godt nok fortæller Helge, at han og konen spørger sønnen, om han er en pige eller en dreng, og at sønnen “prompte” svarer, at han er en pige. Men for det første ved man jo, at små børn svarer det, som de fornemmer, at de bør svare. Og her sidder desuden forældrene sandsynligvis accepterende og smilende og stiller et spørgsmål, som gør det muligt for sønnen at komme ud af den pine, han oplever, fordi han føler, at der er noget galt med ham. Så han svarer “pige”. Det er jo det svar, der vil give ham mulighed for at lege med pigerne og føle sig mindre forkert.
Hvorfor bliver der ikke i stedet spurgt: “Vil du rigtig gerne lege sammen med pigerne? Synes du, at drengene er alt for voldsomme?”
Intet bliver der gjort fra børnehavens side for at afdække, om vi i virkeligheden blot har med et homoseksuelt barn at gøre. Intet. Det er en skandale. Nej, barnet skal transes. For børnehavepædagogerne er tilhængere af kønsidentitetsreligionen.
Hvis det er sådan, det er foregået, bliver Helge fra nu af nødt til at få alt det, han tænker og siger, til at stemme overens med forestillingen om, at hvis et barn SIGER, at det er det modsatte køn, så er det sådan, det er.
Læg mærke til den sidste sætning: “Det var samtidig hårdt for os at tænke på, at vi havde holdt hende nede.” Her tror jeg, at vi ser Helges sorg. Sorgen over at have været den forælder, som satte sig på bagbenene. Og lettelsen ved at kunne lindre sønnens fortvivlelse med et snuptag og samtidig lægge al sin egen tvivl og al sin egen skam over at have været den “onde” forælder og blive ydmyget og sat skakmat af pædagogerne til mødet bag sig.
Vi forældre må nogle gange træffe beslutninger om vores børn, som har store og afgørende konsekvenser for dem, og i de tilfælde er det normalt, at man aldrig helt kommer af med tvivlen om, hvorvidt det var det rette at gøre. Den tvivl giver Nymand ikke udtryk for, at han går rundt bagefter. Det er ikke overbevisende at høre på.
Den tvivl virker det, som om det er lykkedes ham at trylle væk ved at bekende sig til kønsidentitetsreligionens to videnskabeligt komplet uunderbyggede forestillinger:
1: Der findes noget, der hedder “transkønnethed” og “kønsidentitet”.
2: Man kan afgøre, om et barn er “transkønnet” ved at spørge det, om det ER det modsatte køn. Siger det ja, så er det transkønnet.
Efter min mening er det de grundforestillinger, som nu fører Helge ud i absurditeternes overdrev.
Hvor blev tvivlen af, Helge?
Og hvorfor er der ingen, der spørger Helge, hvordan han ville kunne skelne mellem, at hans søn var homoseksuel, og at han var transkønnet? Og hvordan han kan være sikker på, at det er det sidste, han er, og ikke det første?
HELGE SUNE NYMAND I VIDEOKLIP FRA TV2 I 2019:
(Nedenstående afskrift er herfra: https://livsstil.tv2.dk/samliv/2018-06-07-han-er-en-helt-almindelig-far-der-bare-har-en-datter-i-en-drengekrop)
Vi tror, at her har vi en lille søn, der vokser op og bliver en ung mand. Og … aj, vi kan jo se det for os, ikke? Og nu får vi at vide, at vi har en pige, og at hun vokser op og bliver en kvinde, og … Det er jo noget helt andet. Det er jo en helt anden verden. Det barn, vi troede, vi kendte … Det er jo … Det er væk! Og så kommer der et helt andet.
Hun har altid været sådan lidt … øh … som lille, sådan lidt melankolsk … sådan lidt inde i sig selv … Og sådan lidt … Hun blev altid væk på legepladser … når vi var ude … fordi hun gik altid sådan lidt for sig selv … og gik og rodede med noget … Og det er jo enormt charmerende … når sådan nogle små børn gør det … ”Naj, jeg tror, der er en lille forsker på vej der …”, og sådan noget …
Og så efter at hun ligesom skiftede, og vi … anerkender, at hun er, som hun er … Og vi siger: ”Jamen vi forstår godt nu, at du er en pige. Du må sgu undskylde, at vi ikke fattede det noget før,” har vi sagt til hende … Så lyser hun jo fuldstændig op og bliver en helt anden, og så styrter hun jo rundt. Og lige pludselig kan hun jo … Hun er jo accepteret som det menneske, hun er … Som … Det er en helt anden, meget mere energi og meget mere … Det væltede ind med legeaftaler allerede ugen efter, at vi havde meldt det ud nede i … nede i børnehaven, hvor hun pludselig blev accepteret som en pige … med et pigenavn og … Ja, alt er, som det skal være.
Mine tanker:
Her tror jeg, vi igen kan høre Helges store sorg i ordene, han starter med: “Vi tror, at her har vi en lille søn, der vokser op og bliver en ung mand. Og … aj, vi kan jo se det for os, ikke? […] Det barn, vi troede, vi kendte … Det er jo … Det er væk!”
Men det virker, som om Helge omgående lægger låg på sorgen og fortæller sig selv og dem, han taler med, at det jo ikke en sorg. For der kommer der jo et helt andet barn! Det virker nu ikke overbevisende, at man kommer sig over sorgen over tabet af drengen, bare fordi der kommer en “pige” i stedet. Det er jo ikke en pige, der kommer i stedet, men et barn, der skal gennemgå medicinske og kirurgiske behandlinger, og som kommer til at få amputeret sunde og raske kropsdele.
De mange, mange risici, der er ved behandlingen, har psykiater og ekspert i børnekønsskifte Stephen Levine udspecificeret. Dem kan du læse om her: https://www.transkoen.dk/2023/03/11/saadan-boer-informeret-samtykke-om-koensskiftebehandling-foregaa-ifoelge-koensdysforieksperten-stephen-levine-mon-det-foregaar-saadan-paa-danmarks-boernekoensskifteklinik/
I passagen om det melankolske, ensomme barn, som altid gik for sig selv på legepladsen, siger Helge, at “det er jo enormt charmerende … når sådan nogle små børn gør det … ‘Najjj, jeg tror, der er en lille forsker på vej der …’ og sådan noget.”
Her tror jeg, vi hører Helges fortrydelse over sin egen bagatellisering af sønnens ensomhed, som han næsten ikke kan holde ud at tænke på. Det er meget, meget smerteligt at have et ensomt barn. Man er magtesløs, og man kan bare se på, mens barnet lider, og mens barnets selvbillede bliver værre og værre. Det kan jeg sagtens forstå, at Helge havde det slemt med at opdage.
Men løsningen er ikke at bilde sig selv og resten af verden ind, at barnet har et andet køn. Det er imidlertid den løsning, Helge lader til at vælge til mødet med pædagogerne i sønnens børnehave. Og fra da af er han 100 % loyal overfor sin søns indbildte transkønsidentitet, og imens virker det på mig, som om hans loyalitet overfor sønnens biologiske krop forsvinder som sand ud mellem fingrene.
Mange forældre ser sig selv i deres børn, og de genoplever deres egen barndom, når de ser på barnet. Og måske er Helge pludselig blevet mindet om sin egen følsomhed og ensomhed som barn. Og som næsten alle andre forældre bliver han grebet af trangen til at forhindre, at hans eget barn skal gå den ensomhed igennem. Måske havde han i en periode slået sig til tåls med, at “sådan er børn jo”, eller “det går nok over”. Så vågnede han brat af den søvn, da børnehavepædagogerne indkaldte ham og hans kone til et møde. Og nu har han grebet den løsning, som de transkønsideologiske pædagoger serverede på et sølvfad.
Det er igen helt forståeligt, at forældre for alt i verden ønsker at forhindre, at deres børn skal gå samme smertefulde barndom igennem som dem selv. Men løsningen er ikke at kaste al skepsis og fornuft overbord og snuppe en løsning på problemet, som lige nu giver et væld af legeaftaler for barnet, men som med overvejende sandsynlighed fører til, at barnet skal have lemlæstet sin krop via hormoner og amputeret sine kønsorganer.
Jeg synes, at Helges skam over at have bagatelliseret sønnens smerte bliver tydelig her: “Og vi siger: ‘Jamen vi forstår godt nu, at du er en pige. Du må sgu undskylde, at vi ikke fattede det noget før.'” Den højtuddannede Helge har nu valgt en pseudovidenskabelig forklaring på sønnens fortvivlelse: Han er en pige. Den beslutning løser sønnens ensomhedsproblem med det samme. Og på mig virker det, som om det er det, som Helge fokuserer på: “Det væltede ind med legeaftaler allerede ugen efter, at vi havde meldt det ud nede i … nede i børnehaven.”
Igen så forstår jeg godt Helges enorme lettelse, efter at sønnen endelig bliver indlemmet som en naturlig del af de andre børns leg. Men her begår Helge en kæmpemæssig fejl som forælder, mener jeg. Forældre har – og skal have – langlyset på. De må ikke lade sig lokke til at vælge lindring nu og problemer senere. Det kan man selvfølgelig godt komme til i ulvetimen, hvor man stikker børnene noget slik et par gange. Eller hvad man nu finder på. Men når det gælder lemlæstelse af kroppen, så er der ingen undskyldning.
Men Helge er, så vidt jeg kan se, blevet fanget i sin trang til at lindre sønnens smerte her og nu. Hvad det fører til af groteske, ulogiske knuder, han efterfølgende må slå på sig selv for at retfærdiggøre dette valg af lindring NU for barnet, det kommer vi til at se mere til senere.
HELGE SUNE NYMAND I ARTIKEL I MAGASINET ZETLAND I 2021:
Nedenstående citat er herfra: https://www.zetland.dk/historie/so4EY6Ln-ae6Ewl5D-8214d
Eva var allerede i børnehaven klar i mælet, fortæller hendes far: “Hvis børnene skulle inddeles i drenge og piger, stillede hun sig konsekvent hos pigerne, og hun blev ulykkelig, når nogen sagde, at hun ikke var en pige.”
I begyndelsen var [Helge Sune Nymand] slet ikke cool med, at hans yngste søn ville være en pige. Og han måtte gennem en slags sorgproces, inden han helt kunne rumme og forlige sig med tanken om, at køn er en mere kompleks størrelse end bare dreng og pige.
Mine tanker:
Den historie om inddelingen af piger og drenge i børnehaven bliver vi nødt til at dissekere lidt i, bl.a. fordi den lader til at være et af Nymands yndlingseksempler.
Senere vil vi se, at Nymand omtaler historien som en generel “test”, enhver kan foretage på en legeplads, men her bliver den serveret som en oplevelse fra hans søns børnehave, så det vælger jeg at gå ud fra, at den er.
Den inddeling kan ikke have foregået ved, at børnehavepædagogerne har sagt til børnene, at formålet med opstillingen var at finde ud af, hvem af dem der var piger, og hvem der var drenge. Så det må være foregået i forbindelse med nogle aktiviteter, hvor man har valgt at dele børnene op, og hvor den opdeling svarede nogenlunde overens med de aktiviteter, som piger og drenge plejer at være interesserede i.
Og da vi jo allerede nu ved, at pædagogerne i Helges søns børnehave er tilhængere af kønsidentitetsreligionen, så aner vi ikke, om en af dem allerede har snakket med Helges søn om hans forkærlighed for pigeaktiviteter på en måde, der har givet drengen den opfattelse, at man rent faktisk godt kan være “født i den forkerte krop”. Børn er meget, meget påvirkelige overfor det, som voksne udtrykker – mere eller mindre direkte. Det ved man bl.a., fordi der er lavet forskning i afhøring af børn i retslige sammenhænge.
Så det, at Helges søn stillede sig over blandt pigerne, kan ikke bruges som bevis på, at han ER en pige. Det viser blot endnu engang, at han foretrækker at lege med pigerne og at lege det, som pigerne typisk leger.
Jeg vender tilbage til historien om inddelingen i piger og drenge lige om lidt, for som sagt virker det, som om det et af Nymands yndlingsargumenter.
Men her i dette citat antyder Nymand igen, at han i et stykke tid gjorde modstand mod, at hans søn skulle betragtes som en pige. Men den tvivl og skepsis hos sig selv har han tilsyneladende distanceret sig fra nu. Det virker, som om han hurtigt minder selv om, at han nu har “forliget sig med” “tanken om, at køn er en mere kompleks størrelse end bare dreng og pige”. Igen ser vi, at den helt normale og sunde skepsis overfor denne pseudovidenskabelige kønsidentitetsforestilling bliver pakket godt og grundigt væk, så snart den omtales.
Tvivlen lader der ikke til at være plads til hos Helge mere.
I kulter ser man, at kultmedlemmer placerer angsten for og tvivlen om deres egne beslutningers rigtighed og om livets uvished hos kultlederen, som typisk ingen tvivl eller angst udviser. Det befrier kultmedlemmerne for deres angst for at træffe forkerte beslutninger.
Et lignende fænomen lader også til at være på spil her hos Helge. Den almindelige tvivl, som alle forældre har, udtrykker Helge ikke. Han hopper tilsyneladende direkte fra skepsis til 100 % tro på den nye forestilling og udstråler en meget kraftig glæde og forklarethed.
Det virker ikke overbevisende, når man tager i betragtning, at der er tale om en forælder, der har truffet en beslutning, som i sidste ende kan føre til, at hans barn vil få amputeret sine kønsorganer og blive gjort steril – på basis af, at hans søn i 4-års-alderen “insisterede” på, at han “var” en pige.
Er du “on the right side of history”?
Afslutningsvist kigger vi på, hvilke konsekvenser det har i interviews om børnekønsskifte, at det er lykkedes for transbevægelsen at få defineret sygdommen “kønsdysfori” om, så den ikke er en sygdom, men en identitet, som man ikke kan stille spørgsmål til uden at blive stemplet som en, der ikke er “on the right side of history”.
HELGE SUNE NYMAND I RADIO 24SYV DEN 8. FEBRUAR I ÅR
Nedenstående citat er herfra: https://web.24syv.dk/audio_clips/304678
Dette interview med Nymand er en opfølgning på et indslag i samme program, hvor jeg, Lotte Ingerslev, blev interviewet om min kritik af det transkønsindoktrinerende vejledningsmateriale, som Nymands forening havde udarbejdet til bl.a. børnehaver med støtte fra Sundhedsstyrelsen.
Helge Sune Nymand: ”Der er jo heldigvis sket rigtigt meget vidensmæssigt på det her område siden forrige århundrede. Jeg er lidt glad for Lottes indslag tidligere. Hun gjorde faktisk rigtigt fint rede for, hvordan man så på det her område for en … 40-50 år siden. Og heldigvis har man forsket en hel del mere i det siden … og er blevet væsentligt klogere.”
Interviewer: ”Kan et barn på 3 eller 4 år tage stilling til sit køn på den måde?”
Helge Sune Nymand: ”Ja. Det ved vi fra udviklingspsykologien … at børn ned til 3 år, de har faktisk rigtigt fint styr på … på køn … i det hele taget … og også deres eget.
Du kan jo lave forsøget selv. Du kan løbe ned på nærmeste legeplads, og så bede alle pigerne om at stille sig hen i den ene side, og så alle drengene over i den anden side, og så vil du se, at børnene faktisk fint kan finde ud af det … uden at spørge en voksen.”
Interviewer: ”Men betyder det, at det barn, som måske er 3 år gammelt, og det så stiller sig … Det kan være, det er en pige, der så stiller sig sammen med drengene … At hun så er dreng, i virkeligheden? At hun skal vokse op og være dreng?”
Helge Sune Nymand: ”Jamen det ved barnet bedst selv … Intet menneske kender sig selv bedre end mennesket selv.”
Mine tanker:
Hele to gange siger Nymand, at min viden er totalt outdated. Den stammer helt tilbage fra “forrige århundrede”, hævder han. For at understrege dette billede af mig som dinosaur tilføjer han, at jeg gør “rigtigt fint rede for, hvordan man så på det her område for en … 40-50 år siden. Og heldigvis har man forsket en hel del mere i det siden … Og er blevet væsentligt klogere.”
Det billede er mig som dinosaur er da, indrømmet, lidt morsomt, og det virker sikkert effektivt på den uindviede lytter, og dem er der helt sikkert mange af, men det gør det jo ikke sandt, hvad det jo heller ikke er.
Det, at Nymand minder journalisten om, at min holdning af mange bliver opfattet som “gammeldags”, kan beskytte ham imod, at journalisten sætter spørgsmålstegn ved, om “transkønnethed” findes. For sådan tænker “man” (dvs. mennesker, der har sat sig ind i tingene og er “on the right side of history”) jo ikke mere, kan det lyde, som om Nymand understreger.
Det er lykkedes transkønsbevægelsen at få ændret hele transkønsfeltet, så man ikke længere betragter kønsdysfori som en psykisk sygdom, men som noget medfødt. Noget, man bare ER.
Og dermed har man lukket munden på alle mennesker – inklusive journalister – for nu kan man ikke spørge til, hvorfor et barn lider af kønsdysfori. Det ville jo svare til at spørge en far til en homoseksuel søn: “Hvorfor tror du, at din søn er blevet homoseksuel?”
“Transkønnethed” og “kønsidentitet” er ord. Men det er ikke andet end det. Ord. Det kan være meget, meget svært at forstå efterhånden, fordi de ord er blevet gentaget og gentaget af fine folk, og fordi ordet “kønsidentitet” sågar blevet indskrevet i Danmarks love. Så findes det virkelig, ikke? Nej. Det gør det ikke. Der findes mennesker, der lider af kønsdysfori. Men de er ikke “transkønnede”.
For at nogen mennesker skulle kunne være “transkønnede”, skulle der findes mennesker, som har en anden “kønsidentitet” end det køn, de er født med. Og det gør der ikke. Jamen, lyder det måske, det siger folk da ellers hele tiden? Ja, det gør de. Og det er der en masse organisationer, som mangler noget konkret at arbejde for, som nu har slået sig på at promovere. Og det er gået ganske godt indtil nu. De har nemlig flettet fingre med en kæmpeindustri af plastikkirurger og medicinalfirmaer, der har tjent en forfærdelig masse penge på at ødelægge børn og unges kroppe og liv.
Påstanden om, at “transkønnethed” er noget medfødt, er helt central for tilhængere af børnekønsskifte som fx Helge Sune Nymand og hans forening FSTB.
Som jeg har sagt før, er der ingen evidens for forestillingen om, at et menneskes hjerne kan have et køn, som ikke svarer til personens biologiske køn. De få studier, der er lavet, har meget få deltagere, og de studier er af meget, meget ringe kvalitet.
Og i nogle af studierne er det meget, meget påfaldende, at forskerne ganske og aldeles ignorerer muligheden for, at deltagerne er homoseksuelle, selvom den mulighed nærmest skriger på at blive bemærket.
Og igen er det særdeles besynderligt, at Nymand tilsyneladende overhovedet ikke overvejer, om hans søn skulle være homoseksuel i stedet for “transkønnet”. Det ville naturligvis kræve, at Nymand ville kunne udholde, at sønnens problemer ikke kunne løses med et trylle-snuptag, men til gengæld ville sønnen kunne beholde sine kønsorganer og få mulighed for at få børn, når han blev voksen.
At det slet ikke overvejes af Nymand er påfaldende. Og det er et enormt svigt af hans ansvar som forælder.
At det lykkes for Nymand aldrig at få spørgsmålet om eventuel homoseksualitet som en mulighed hos sønnen fra en journalist er også meget, meget besynderligt. Kan nogen ikke snart stille ham det spørgsmål? Jeg forstår godt, at det er penibelt, fordi det betyder, at journalister skal røre ved noget meget, meget personligt hos Nymands søn. Men emnet er for alvorligt til, at Nymand bør få lov til at skubbe sønnen foran sin personlige mission. Hvis han bruger sønnen som menneskeligt skjold, må vi også kunne spørge til den slags. Ellers taber vi alle sammen kampen for børnene, fordi Nymand skubber barnet foran sig, og man så ikke kan stille de spørgsmål, der bør stilles.
Noget andet besynderligt i dette interview er, at Nymand igen drager eksemplet frem, som lader til at stamme fra det, han selv blev fortalt af pædagogerne i hans søns børnehave. Nu er det blevet til et generelt forsøg, som han hævder, vil falde ud på en bestemt måde hver gang. Det er det forsøg, som går ud på, at man siger til små børn, at pigerne skal stille sig i den ene side, og drengene i den anden.
Journalisten er her heldigvis vaks og spørger, om Nymand så mener, at hvis en pige stiller sig over til drengene, så er hun transkønnet. Ja, svarer Nymand. “Det ved barnet bedst selv.”
Men læg mærke til, at han her straks derefter går væk fra at tale om “barnet”. I hans næste sætning er det ord blevet udskiftet med “mennesket”. Han fortsætter: “Intet menneske kender sig selv bedre end mennesket selv.” Hos Nymand er der her ingen forskel på børn og voksne.
Det giver jo naturligvis ingen mening, og jeg er ret sikker på, at Nymands to børn ikke får lov at spise slik fra morgen til aften, hvis de har lyst til det. Der er helt sikkert forskel på, hvad børn og voksne i Nymands familie får lov at træffe beslutninger om.
Men lige her på dette område ved børn åbenbart bedst selv. De ved lige så meget om deres egen identitet, som voksne gør. Faktisk ved de mere end deres forældre ved om dem. For de er “mennesker”. Og ingen mennesker ved mere om et menneske end det menneske selv, siger Nymand.
Man kunne jo få det tanke, at han siger sådan, fordi han ellers har svigtet totalt som forælder, da han bare rettede ind og lod sin 4-årige søns udtalelser om, at han “var” en pige, og børnehavepædagogernes milde trusler om psykologovervågning sætte kursen for resten af sønnens liv.
——————————————————————————————
Også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
————————————————————————-
VIL DU “BUY ME A COFFEE”?
Det koster penge at få adgang til en del af de videnskabelige artikler og andre publikationer, som jeg anvender, når jeg skriver indlæg her på transkoen.dk.
Jeg betaler udgifterne af egen lomme.
Hvis du vil hjælpe lidt til med at dække nogle af omkostningerne, så jeg kan fortsætte, er jeg meget taknemmelig. 🙂
