“Society for Evidence-Based Gender Medicine” (SEGM) gennemgår artikel fra Ugeskrift for Læger, hvor de danske børnekønsskiftelæger reflekterer over deres markante retræte

I går publicerede Society for Evidence-Based Gender Medicine (SEGM), som jeg for nylig blev optaget i, en lang og særdeles grundig artikel om de temmelig markante ændringer, som Sexologisk Klinik her i Danmark for nylig har foretaget på området kønsskifte for mindreårige. (Link nederst i indlægget.)

Tilbage i 2018 endte hele 65 % af de mindreårige, som henvendte sig til klinikken for at få lov at “skifte køn”, med at få udskrevet hormoner.

I 2021 var det tal faldet til 24 %, og i 2022 var det kun 6 % af de mindreårige, som havde fået en henvisning til klinikken, som blev tildelt hormoner.

SEGM’s artikel baserer sig bl.a. på en særdeles interessant artikel i Ugeskrift for Læger fra d. 3. juli i år. En af artiklens forfattere er overlæge Mette Ewers Haahr fra Sexologisk Klinik.

I artiklen i Ugeskrift for Læger indrømmer lægerne selv, at en del af stigningen i teenagere, der ønsker at skifte køn, formentlig skyldes “social påvirkning”.

Men glem ikke: Som det fremgår i artiklen i Ugeskrift for Læger, giver man på Sexologisk Klinik stadig hormoner til børn – blot deres kønsdysfori er opstået inden puberteten …

Nu må vi jo se, hvilke forandringer der kommer, når den lovede, snarlige revision af behandlingsvejledningen bliver offentliggjort.

Hvis Sundhedsstyrelsen vælger at følge konklusionerne fra den seneste systematiske gennemgang (“systematic review”) af hele den internationale forskningslitteratur – som jeg i går redegjorde for – her: https://www.transkoen.dk/2023/08/17/hvad-viser-den-nyeste-systematiske-gennemgang-af-den-internationale-forskning-i-hormonbehandling-af-boern-og-unge-under-18-aar-med-koensdysfori-og-faar-den-mon-konsekvenser-for-den-lovede-snarl/ – så vil man ikke længere give hormonbehandling til børn som standardbehandling.

Heller ikke, selvom deres kønsdysfori er opstået før puberteten.

Vælger Sundhedsstyrelsen derimod at undlade at følge konklusionerne fra den nyeste, systematiske gennemgang af den internationale forskningslitteratur, vil jeg mene, at der er tale om politiske markeringer – ikke om evidensbaseret lægevidenskab.

Og så svigter man som læge sit ansvar for børns kroppe og liv.

Vi må se, hvad der sker …

——————————————–

SEGM’s artikel kan læses her: https://segm.org/Denmark-sharply-restricts-youth-gender-transitions

SEGM’s artikel findes også i opsummeret form i SEGM’s egen twittertråd om den her: https://twitter.com/segm_ebm/status/1692257828784717960?s=20

Artiklen i Ugeskrift for Læger kan man læse her: https://ugeskriftet.dk/videnskab/sundhedsfaglige-tilbud-til-born-og-unge-med-konsubehag