Danmarks socialfaglige personale skal uddannes til at sende autister afsted på “kønsrejsen” — Social- og Boligstyrelsen står bag … Få dokumentationen her — inkl. en video med afprøvning af det anbefalede, ultimative manipulationsredskab

Social- og Boligstyrelsens står bag et projekt, som skal uddanne Danmarks socialfaglige personale til at sende danske autister ud på en ”kønsrejse”. For det anbefaler ”forskningen”, påstås det. En ”forskning”, som ved nærmere eftersyn viser sig at være transaktivistisk og – åbent – queer-teori-ideologisk.

Projektet skal udmunde i produktion af materiale – og sandsynligvis også “opkvalificerende” kurser – i første omgang rettet mod socialfagligt personale på autismeområdet.

Projektet er lavet, får vi at vide, for at øge den “(køns-)normkritisk[e] tilgang” blandt fagpersonalet. Og de socialfaglige medarbejdere, som er skeptiske, skal reflektere over ”egne kønsbias”.

Den såkaldte ”forskning”, som projektet viser sig at basere sig på, er ikke blevet kvalitetsvurderet på nogen måde.

Det bliver bl.a. foreslået, at autistiske træk måske slet ikke skyldes autisme, men at de derimod skyldes, at folk med “anderledes kønsidentiteter” bliver “fejlkønnet” og stigmatiseret.

Alt ved ”kønsrejsen” fremstilles som positivt. Der er ingen alternativer og ingen risici, hvis man skal tage det såkaldte ”vidensnotat”, som er første trin i projektet, for gode varer.

Der nævnes heller ikke et ord om homoseksualitet eller om social smitte.

Det har jeg kigget nærmere på – og dokumenteret i detaljer.

Indlægget afsluttes med en video, hvor jeg afprøver det ultimative manipulationsredskab, som projektet anbefaler, at fagpersonalet anvender i deres ”samarbejde” med autistiske personer.

I videoen ender jeg ud med en temmelig bizar “indkøbsliste” … 😉

(Du kan også selv afprøve redskabet, hvis du har lyst til dét.)

Dette projekt er i øvrigt ikke slut endnu. Det er først lige begyndt.

Jeg er bekendt med, hvordan projektet udrulles i Danmark. Udrulningen vil jeg også kigge nærmere på – om kort tid.

——————————————

Et par ord om terminologi:

Der er stor strid om, hvorvidt “autister”, “mennesker med autisme” eller “autistiske personer” er det korrekte udtryk at bruge. Der er folk, der argumenterer heftigt for hvert af udtrykkene – også indenfor den gruppe mennesker, som har problemet inde på livet personligt. Jeg har derfor besluttet ikke at hænge mig for meget i, hvilket udtryk jeg bruger, for lige meget hvad jeg skriver, vil jeg få på hattepulden for det af den ene eller den anden lejr i denne strid.

——————————————

Projektet omfatter mange offentlige institutioner og private aktører

Projektet er et samarbejde mellem:

  • Social- og Boligstyrelsen
  • Region Midtjylland
  • Det såkaldte ”Metodecenter”
  • Autismeplatform.dk
  • Autismecenter Nord-Bo
  • Autismecenter Syddanmark
  • Center for Autisme
  • Neuropsykologisk Praksis

Men der er også nedsat en “sparringsgruppe”, som skal være med til at “kvalificere udviklingen af materialet”. Dens medlemmer nævnes på Autismeplatform.dk.

Udover de allerede nævnte samarbejdsparter består denne “sparringsgruppe” af repræsentanter for følgende aktører:

  • Center for kønsidentitet, Aalborg
  • Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB)
  • LGBT+ Danmark
  • Specialområde Autisme
  • Autisme- og Aspergerforeningen
  • Autismeforeningen
  • Foreningen Autisme Ungdom
  • To unavngivne autistiske samarbejdspartnere

Autismeplatform.dk skriver, at projektet er finansieret af Social- og Boligstyrelsen.

Social- og Boligstyrelsens rolle i projektet

På Social- og Boligstyrelsens hjemmeside kan man se et projekt skitseret her:

Som det ses på samme side, er det Social- og Boligstyrelsens enhed “VISO”, som står bag projektet:

Social- og Boligstyrelsen skriver, at følgende “samarbejdsparter” indgår i projektet:

En enhed under “Specialområde Autisme” (som jo hører ind Region Midtjylland) er den såkaldte “Autismeplatform.dk”. Autismeplatform.dk skriver også om projektet. De præsenterer projektet på denne måde:

I screenshottet ovenfor kan man se, at der er udarbejdet et såkaldt “vidensnotat med de vigtigste fund”.

Dette vidensnotat skal danne rammen for udvikling af det “anvendelsesorienterede materiale” til projektet, kan man læse.

Autismeplatform.dk skriver også, at et af projektets overordnede mål er:

Så allerede her får vi at vide, at projektet er lavet for at øge den “(køns-)normkritisk[e] tilgang” blandt fagpersonalet. Og her taler vi altså om et projekt, der ligger i Social- og Boligstyrelsens regi.

“Vidensnotatet” er projektets grundsten

Som sagt er første trin i projektet det såkaldte “vidensnotat“. Dette vidensnotat har den lange titel “Autisme og kønsidentitet – Hvad er vigtigt at vide – set fra et socialfagligt perspektiv? Metodecentret, Aarhus“.

Den 29. februar i år offentliggjorde det såkaldte “Metodecenter” dette 61 sider lange pdf-dokument. Dokumentet er gratis at downloade, og det kan derfor bruges af alle, der arbejder indenfor autismeområdet.

Metodecentret er en selvejende institution, som alle kommuner og regioner i Danmark kan blive medlem af. Det betyder, at det materiale, som Metodecentret udgiver, kan ende med at blive udbredt i hele Danmark.

Foreløbig er Region Midtjylland medlem – samt følgende kommuner:

  • Aarhus
  • Herning
  • Norddjurs
  • Randers
  • Ikast-Brande
  • Gentofte
  • Hvidovre

De første 5 kommuner ligger indenfor Region Midtjyllands område, men det gør de to sidste – Gentofte og Hvidovre – ikke.

“Metodecentret” skriver om sig selv, at de “er et kraftcenter for nye effektfulde løsninger på socialområdet. Gennem skræddersyede projekter hjælper vi kommuner og regioner med at udvikle og implementere metoder, der dokumenterbart øger trivsel og livskvalitet for udsatte børn, unge og voksne eller personer med handicap.”

Og de skriver videre: “Vores løsninger tager altid udgangspunkt i den nyeste forskning”.

Men vidensnotatet er udarbejdet af kun to personer, hvoraf den ene er en studentermedhjælper. Begge navne står anført med – lige – stor skrift på forsiden af rapporten.

Der er tale om henholdsvis chefkonsulent og antropolog Helle Høgh og studentermedhjælper og nuværende cand.scient.pol.-studerende Siri Kullberg (som dog har bestået bachelordelen af sin uddannelse, fremgår det af LinkedIn).

præsentationssiden skriver Metodecentret, at baggrunden for at udgive vidensnotatet er følgende:

Her bliver det fremstillet, som om Metodecentret har “viden fra forskningen i autisme og kønsidentitet”. Det lyder jo godt, hvis de har det. Det kommer vi til at kigge nærmere på.

Men ikke bare har Metodecentret “viden fra forskningen”. På samme side skriver de, at de også kan anbefale “forskellige måder at klæde socialfaglige medarbejdere bedre på til at hjælpe autistiske personer med kønsovervejelser eller kønsdysfori”.

Som Metodecentret skriver på forsiden af deres website, “klæder [de] fagpersoner på til at udføre hjælp og behandling, som virker”.

Og et andet sted på Metodecentrets hjemmeside skriver de, at de laver “skræddersyede projekter” for “kommuner og regioner”, og at de “står klar til at hjælpe fagprofessionelle i kommuner og regioner”.

Vidensnotatet har stærkt ideologisk, queer-teoretisk slagside

Lad os nu kigge på selve dokumentet.

Efterhånden som jeg læser i vidensnotatet, bliver det tydeligt, at det har voldsom ideologisk slagside. Jeg begynder derfor at tælle, hvor mange gange følgende ord nævnes i det:

“Queer-teori” nævnes 4 gange.

“Intersektionel”/”intersektionelt”/”intersektionalitet” nævnes hele 14 gange.

Rent faktisk får “Queer-teori og intersektionalitet” sit helt eget afsnit i vidensnotatet.

Det er særdeles kritisabelt, at et vidensnotat, der skal bruges af offentlige institutioner og socialfagligt personale, baserer sig på queer-teori.

Queer-teori fremstår som forskning, men det er queer-teori ikke. Queer-teori er aktivisme – forklædt som forskning.

Indiana Universitys biblioteks website beskriver man queer-teori på følgende måde:

“Queer-teori er (…) en tænkemåde, der nedbryder de traditionelle antagelser om køn (“gender”) og seksuelle identiteter, udfordrer traditionelle akademiske tilgange og bekæmper social ulighed.”

Queer-teoretikere hævder, at det vestlige samfund er bygget på nogle antagelser om køn og seksualitet, som queer-teoretikerne kalder for “cisheteronormativiteten” [eller blot “heteronormativiteten”].

De anser disse forestillinger for at være opfundet af hvide mænd, for at de kan tilrane sig magt over andre samfundsgrupper.

Ifølge queer-teoretikere består denne “cisheteronormativitet” af følgende antagelser:

1: “Køn er noget biologisk, og der findes kun 2 køn.”

2: “Cisheteroseksualitet er den bedste seksualitet, og andre former for seksualitet er ikke helt stuerene.”

3: “Børn er uskyldige væsener uden seksuelt begær.”

Queer-teoretikernes endemål er at fjerne denne såkaldte “cisheteronormativitet” – At afsløre, kritisere og nedbryde de “cisheteronormative” forestillinger og i stedet opbygge en “queer” verden, hvor disse forestillinger ikke længere dominerer, og mennesket er sat 100 % frit.

Du kan læse mere om queer-teoretikerne og den ladeport, som queer-teori åbner for mennesker, som har som mål at nedbryde grænser, i mit indlæg med titlen “Transkønsideologiens og normkritikkens rødder i queer-teori åbner en ladeport for de pædofile“. Der får du dokumentation for ovenstående karakteristik af queer-teori.

Tilbage til vidensnotatet og dets afsnit “Queer-teori og intersektionalitet” (Se evt. screenshottet af afsnittet længere nede i teksten) … Lad os kigge på det i detaljer …

Afsnittet starter sådan her:

“Forskning om køn har de seneste årtier bidraget til en større nuancering af køn og tolerance for kønsdiversitet i samfundet. Her ses køn som en social og kulturel konstruktion, dvs. fænomener, der er relationelle, foranderlige og afhængige af tid og sted.”

Der tales her om “forskning”. Man kunne have en forventning om, at forskning går ud på at undersøge noget på en systematisk måde, som – så vidt det er muligt – udelukker, at forskerens egen forudindtagethed (hans eller hendes “bias”) kommer til at påvirke resultatet. Men det er ikke det, der er tale om her.

Som vi kan se af formuleringen i vidensnotatet, godtages det som acceptabelt for “forskere”, at de “ser” køn på en særlig måde. Der er således tale om, at disse “kønsforskere”, som fremhæves her, ser på de ting, de “forsker” i, gennem en aktivistisk linse.

“Kønsforskerne” fremhæves endda her, som om de har “bidraget til en større nuancering … og tolerance”.

De sætninger, der følger i vidensnotatet, er særdeles ubehjælpsomt og uklart udtrykt. Vi bliver belært om, at der i “forskning om køn” bl.a. “refereres … til queer-teori”. Queer-teori, får vi at vide, “betyder “underlig”. Men her må vel nærmere menes ordet “queer” … Og så bliver vi fortalt, at “queer-teori” “forstås som dét forhold, at det enkelte individ ikke bare kan indpasses i de binære normative rammer”. Igen er det uklart. “Queer-teori” kan vel ikke forstås som et “forhold”?

Det virker ikke, som om forfatterne af vidensnotatet forstår, hvad queer-teori er – eller kan udtrykke det på skrift. Men én undskyldning har de da. Disse sætninger er åbenbart noget, som de har kogt sammen fra queer-teoriens dronning, filosoffen Judith Butler, og hendes bog Gender Trouble. Judith Butler er ifølge Lex.dk “en væsentlig skikkelse i queer theory”. Butler er kendt for – om det er bevidst eller ubevidst, vides ikke – at udtrykke sig i tåger.

I Lex.dk’s opslag om Judith Butler står der også, at hun i bogen Gender Trouble “kritiserede feminismens grundlæggende antagelse, at der findes en kvindelig identitet, som udgår fra det biologiske køn.” Lex.dk fortsætter: “Butler betragter i stedet kønnet som performativt, dvs. en handling, der skaber eller ‘konstituerer den identitet, det foregiver at være’.”

Hvad skal denne queer-teori så bruges til i dette vidensnotat, viser det sig? Den skal – via en lille omvej til “intersektionalitet” – bruges til at afsløre “samfundets magtstrukturer og normer”, skriver de to forfattere, Helle Høgh og Siri Kullberg.

Hvis du har lyst, kan du læse afsnittet selv her:

For ideologer og aktivister er autistiske mennesker jo mest spændende, hvis de også er født i den forkerte krop – for så kan de anskues i et “intersektionelt perspektiv” – som dobbelt-ofre. Men her er der altså tale om et vidensnotat, som skal bruges i arbejdet med autistiske mennesker i offentligt regi.

Er vidensnotatet, som det påstås, “en gennemgang af den internationale forskningslitteratur”?

Herunder ses den første del af afsnittet i vidensnotatet, der har overskriften “Baggrund og søgestrategi”.

Som man kan se ovenfor, kan man her læse, at man i “Specialområde Autisme i Region Midtjylland” møder flere og flere “autistiske personer, der gerne vil forstås og støttes i en ikke-gængs binær kønsopfattelse.”

Derfor har Metodecentret foretaget en “gennemgang af den internationale forskningslitteratur”, skriver forfatterne.

Man er det så rent faktisk “en gennemgang af den internationale forskning”, der er tale om her?

Man bliver jo lidt skeptisk, når det derefter bliver fremhævet som noget positivt, at Metodecentrets gennemgang “adskiller sig fra forskningsmæssige standarder ved at have et primært fokus på at udsondre viden, der vil kunne anvendes af praktikere, der arbejder inden for det socialfaglige område med autistiske mennesker.”

Hvordan kan noget, der fremstilles som en gennemgang af forskning, samtidigt adskille sig fra forskningsmæssige standarder?

Man kunne tro, at det var vigtigt i et såkaldt “vidensnotat” at tage stilling til de artiklers kvalitet, som man formulerer anbefalinger på baggrund af – men det bliver kun gjort i ét tilfælde. Hvad angår alle de andre 38 artikler, bliver der ikke taget stilling til deres kvalitet på nogen måde – hverken hvor lang tid undersøgelserne strækker sig over, eller om forsøgene er udført med kontrolgrupper eller ej, hvor mange forsøgspersoner der deltager, hvor mange deltagere der er droppet ud undervejs, eller om studierne er foretaget af forskere, der har økonomiske interesser i udfaldet.

Godt nok indgår der fire “systematic reviews” blandt kilderne anvendt i vidensnotatet. Men de reviews handler kun om, at der er en overrepræsentation af autistiske personer blandt mennesker, der oplever “kønsuoverensstemmelse” eller “kønsubehag”, hvilket ingen for alvor betvivler. Disse fire reviews kommer ikke med nogen dokumentationsunderbyggede teorier om, hvad der ligger bag denne overrepræsentation.

Kvaliteten af de andre studier hører vi intet – som i ingenting – om i vidensnotatet. Der præsenteres studierne bare, som om hver af dem er værdifulde og kan bruges til at understøtte vidensnotatets anbefalinger.

Det er meget alvorligt. Især når man ved, hvor mange studier indenfor forskningsfeltet “kønsdysfori” der ikke lever op til de allermest basale standarder. Men det har man ikke brugt tid på at forholde sig til her.

Da de svenske forskere sidste år foretog en systematisk gennemgang (et såkaldt “systematic review”) af den internationale forskning i hormonbehandling af børn og unge under 18 år med kønsdysfori, viste det sig, at forskningen på feltet var så ringe, at de svenske forskere endte med at lave en en slags opsang – en “tjekliste” – til forskerne i hele verden. I den tjekliste stod der bl.a., at man som forsker skulle huske at …

  • definere, hvad man i studiet betragter som “kønsdysfori”
  • angive, hvem der indsamlede dataene om deltagerne
  • angive, hvor mange deltagere der faldt ud af studiet undervejs
  • angive, om deltagerne fik psykoterapi ved siden af behandlingen [dvs. så man derfor ikke ved, om det var psykoterapien eller hormonerne, der hjalp]
  • angive, hvorvidt deltagerne havde andre psykiatriske lidelser
  • anføre alle behandlingens effekter – også de negative …

Ja, det er vel barnemad, skulle man tro, men det står åbenbart så ringe til indenfor dette forskningsområde, at de 6 forfattere bag reviewet følte sig nødsaget til at trække hele verdens transkønsforskere i skole og undervise dem i banaliteter.

Hvad den systematiske gennemgang af den internationale forskningslitteratur på området i øvrigt viste, kan man læse mere om mit indlæg her: Hvad viser den nyeste, systematiske gennemgang af den internationale forskning i hormonbehandling af børn og unge under 18 år med kønsdysfori? — Og får den mon konsekvenser for den lovede, snarlige revision af de danske behandlingsretningslinjer?

På jagt i kilderne – En mand ved navn “Strang”

Som sagt er der ikke tvivl om, at autistiske mennesker er overrepræsenterede blandt de personer, der oplever det udefinerede og uafgrænsede fænomen “kønsuoverensstemmelse” eller “kønsubehag”.

Men når det kommer til de forklaringsmodeller, som forfatterne af vidensnotatet fremlægger, så bliver det afgørende, hvad de bygger deres forklaringsmodeller på. Så nogle af deres kilder kigger vi lidt nærmere på nu.

En forsker ved navn “Strang” nævnes hele 30 gange i alt i vidensnotatet. 7 af gangene er der tale om, at denne Strang har været førsteforfatter på en af de kilder, som Vidensnotatet baserer sig på. De andre 23 gange er der, hvor der i selve teksten henvises til en af disse 7 kilder.

I en af de kilder – nemlig artiklen “A Special Issue of Autism in Adulthood Dedicated to the Intersection of Autism and the Broad LGBTQ” – omtaler denne (J.F.) Strang (sammen med en anden forsker ved navn A. L. Fischbach) skandalen på børnekønsskifteklinikken på Tavistock-instituttet i England.

I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at det har vist sig, at selvom kun to procent af børnene i Storbritannien befinder sig på det autistiske spektrum, var det på Tavistock-klinikken over 30 procent af de henviste, der havde autistiske træk, hvilket bekymrede nogle af behandlerne. De var bange for, at man “skiftede køn” på børn, fordi de havde autistiske træk. (Læs mere om skandalen her.)

Men det bekymrer ikke Strang og Fischbach. De skriver:

“In the United Kingdom, autism factored prominently in the legal proceedings against the national Tavistock gender clinic, even though the autistic young person whose parents were among the claimants had not been seen for services in the clinic.”

Strang og Fischbach mener således, at man overfokuserede på autismeaspektet i søgsmålene mod klinikken.

Lige derefter kommer Strang og Fischbach med følgende kommentar:

“It seems that anti-LGBTQ+ movements are beginning to capitalize on the painful societal legacies of stigma against autistic people, drawing upon tropes that autistic people lack the authority to know about who they are and what they need”.

Så vi kan se, at Strang og Fischbach har den holdning, at de mange søgsmål mod Tavistock-klinikken bl.a. skyldes, at folk har fordomme mod autistiske mennesker og ikke mener, at de skal have lov at bestemme over deres eget liv …

Vi vil senere kigge nærmere på, hvad denne “Strang” ellers har lavet …

En anden hyppigt citeret kilde i vidensnotatet er bogen Working with Autistic Transgender and Non-Binary People: Research, Practice and Experience. Kapitler fra den bog er skrevet af forskellige forfattere og redigeret af en person med efternavnet Kourti (som i vidensnotatet staves (forkert) som “Kouti” de fleste steder i teksten). Den bliver citeret i alt 14 gange.

Goodreads står der bl.a. om denne bog: “It’s exactly what it says in the title. Almost every chapter is written by a different person, and all the writers are autistic and trans themselves.” Bogen falder i god smag hos denne person, der er tydelig trans-aktivistisk. Personen slutter nemlig sin anmeldelse med at skrive:

Der er derfor meget, der tyder på, at bogen – som vidensnotatet i høj grad baserer sig på – har en stærkt transaktivistisk slagside og ikke er en objektiv, akademisk bog.

Hele 8 gange i vidensnotatet refereres der til en artikel skrevet af et par forfattere, der hedder Davidson og Tamas. Artiklen har den mystiske titel “Autism and the ghost of gender“. Den allerførste sætning i abstractet for den artikel lyder:

“The paper examines first-hand accounts of differently gendered emotional experience of the autism spectrum drawn from responses to online surveys, blogs and published autobiographies.”

Så vi har altså her at gøre med en artikel, der ikke baserer sig på egentlig forskning, men som baserer sig på følelser og subjektive udgydelser.

Allerede i de korte gratis uddrag af denne artikel, som alle har adgang til, bliver der refereret til Judith Butler, dronningen af queer-teori, hele 4 gange. Og hendes – tågede – måde at udtrykke sig på bliver efterlignet. Her er en bid af et af uddragene:

“The operation of the ghost of gender – its social and spatial strategies, the kinds of tacit and feeling rules through which it interpellates its subjects – has been well theorized in relation to neurotypical lives (see, for example, Butler, 1990, Butler, 2004 12). And we think it is a spectral presence here too; if, as Butler argues …”

Og var man ikke allerede overbevist om, at vi her har at gøre med en stærkt queer-teori-aktivistisk artikel, så bliver man det, når man læser overskriften på den afsluttende del af artiklen, hvor målet med artiklen bliver afsløret: “the queering of autism studies”:

At forfatterne til vidensnotatet baserer så meget af teksten på en artikel – husk, de refererede til den hele 8 gange – der har til hensigt at queer’e autismefeltet, bør jo få alle til at sætte spørgsmålstegn ved ordet “viden” i “vidensnotatet” og ved, om man kan stole på det, der i vidensnotatet præsenteres som “forskning”, men som har en tydelig ideologisk og aktivistisk agenda.

Hele 13 gange i vidensnotatet bliver der refereret til en artikel af “Hillier et al.”. Artiklen er fra 2020. Den har titlen “LGBTQ + and autism spectrum disorder: Experiences and challenges“.

(Godt nok fremstår det ca. halvdelen af gangene, som om der er tale om en anden artikel af samme forfattere, men fra 2019, men denne “Hillier” har ikke skrevet nogen artikel i 2019, som både handler om autisme og om kønsdysfori, som er kriterierne for at blive medtaget i vidensnotatet, og på kildelisten fremgår der kun 1 artikel af denne “Hillier” – fra 2020. Så man må formode, at alle referencerne er til artiklen fra 2020.)

I abstractet for Hilliers artikel er der et afsnit om, hvilken metode man har anvendt i dette studie. Der kan vi læse følgende:

Det vil sige, at artiklens konklusioner er baseret på kun 4 personer – Konklusioner, som bliver citeret hele 13 gange i vidensnotatet. Det ved folk, der læser vidensnotatet, bare ikke – medmindre de går på jagt i kilderne, som jeg har gjort – Hvad de fleste naturligvis ikke gør. At konklusionerne baseres på et så spinkelt grundlag har vidensnotatets forfattere ikke nævnt nogen steder.

Strang og … WPATH

Tidligere lovede jeg, at vi skulle dykke mere ned i, hvad “Strang” er for en fætter. Det gør vi så nu. “Strang” hedder “Strang, J. F” – eller “John F. Strang”. Han er neuropsykolog og leder af “The Gender and Autism Program” på Children’s National Hospital i Washington, D.C. På dette børnehospitals hjemmeside kan vi læse, at han underviser for … The World Professional Association for Transgender Health – også kendt som WPATH.

WPATH er en international, stærkt transaktivistisk, pseudovidenskabelig organisation, hvis kønsskiftebehandlingsvejledninger Rigshospitalet (i skrivende stund) stadig skriver, at de følger.

WPATH samarbejdede med mænd fra et fetichforum fyldt med udpenslede beskrivelser af kastrationsfantasier, da WPATH meldte ud, at ”eunuk” er den sidste nye kønsidentitet. Den ene af de hovedansvarlige bag kapitlet om behandlingen af ”eunukker” skrev desuden en artikel i The Washington Post, hvor han anbefalede ISIS at kastrere deres fanger i stedet for at hugge hovedet af dem …

(Læs mere om WPATH – og få dokumentationen for mine påstande om organisationen – her.)

John F. Strangs involvering i WPATH er endnu større. John F. Strang har været med til at skrive WPATHs seneste kønsskiftebehandlingsretningslinjer – i daglig tale kaldet “Standards of Care 8” eller bare “SOC8”. Det kan man se på Google Scholar, når man søger på hans navn. Så kommer hans publikationer nemlig frem – og blandt dem er:

Når man klikker på den titel – og videre til pdf-filen – kan man se, at hans navn kommer frem blandt de mange medforfattere, som er opremset på første side af WPATHs behandlingsretningslinjer. Desuden angiver WPATH også, at “John Strang” er medlem af hele to af de arbejdsgrupper, der har stået for udviklingen af “SOC8” – arbejdsgruppen for behandling af børn og arbejdsgruppen for behandling af teenagere.

Hvad har Strang så bidraget med i WPATHs kønskiftebehandlingsretningslinjer? I screenshottet herunder, som er fra WPATHs “Standards of Care 8” side 570, kan man se, at Strang anbefaler, at fagpersoner får særlig træning i at forstå autistiske børns – ja, børns – “gender-related needs”. Ikke fordi det er vigtigt ikke at komme til at overfortolke deres behov og presse børnene ind på en kønsskiftekurs, de aldrig skulle have været på. Nej, nej. Formålet med denne særlige træning er, at personalet ikke skal komme til at overse behovet for kønsskiftebehandling hos autistiske børn. For, som der står, “den slags træning er særlig relevant, eftersom forskning har vist, at autisme er mere almindeligt hos ‘kønsdiverse’ børn og unge end blandt resten af befolkningen.”

En af de to artikler med Strang som førsteforfatter, som ovenstående anbefalinger fra WPATHs retningslinjer henviser til (“Strang, Meagher et al. 2018”) er artiklen “Initial clinical guidelines for co-occurring Autism Spectrum Disorder and Gender Dysphoria or Incongruence in adolescents“. Den artikel optræder også i litteraturlisten i vidensnotatet:

Strang er ikke den eneste forsker bag den artikel, der er ivrig efter at finde tegn på “kønsidentitet” hos børn og unge.

En af de andre forfattere, som udover Strang har været med til at skrive den artikel, er “Ehrensaft, D.” Der er her tale om psykologen Diane Ehrensaft, som jeg har skrevet om før. Jeg dokumenterede hendes besynderlige argumentationsmetoder i mit indlæg med overskriften “Sådan argumenterer man indenfor transkønsbevægelsen … Lad os kigge lidt nærmere på den superpopulære ekspert i transkønnede babyer, Diane Ehrensaft“. Der kan man læse, at Ehrensaft under den såkaldte “Satanic Panic” tilbage i 90’erne fik publiceret en artikel i et videnskabeligt tidsskrift om, at børnehavepædagoger bortførte børnehavebørn igennem tunneler under jorden og voldtog dem som et led i sataniske ritualer. Hendes groteske artikel om dette havde overskriften “Preschool child sex abuse: The Aftermath of the Presidio Case”. Den kan man læse her. Men Diane Ehrensaft er “genopstået” som transkønsekspert.

Tilbage til Strang …

I vidensnotatet præsenteres der et redskab kaldet “The Gender Self-Report”, som socialfagligt personale kan benytte sig af i deres “samarbejde” med autistiske personer. Førsteforfatteren på den artikel, som introducerer dette nyudviklede redskab, er også John F. Strang.

Det redskab kigger vi på i detaljer senere …

John F. Strang er desuden førsteforfatter på en artikel med overskriften “‘They thought it was an obsession’: Trajectories and Perspectives of Autistic Transgender and Gender-Diverse Adolescents“. Den artikel står også på litteraturlisten i Metodecentrets vidensnotat, og den kan være henvist til op til 6 gange. Hvor mange vides ikke med sikkerhed, da det, som der pga. formaliasjusk henvises til med ordene “Strang et al., 2018” også kan være en af de førnævnte artikler.

Denne artikel figurerer – naturligvis – også i litteraturlisten i WPATHs kønsskiftebehandlingsretningslinjer “Standards of Care 8”:

I selve teksten i WPATHs behandlingsretningslinjer refereres der til denne artikel 4 gange. (I henvisninger til artiklen i selve teksten kaldes den “Strang, Powers et al., 2018). En af gangene er i allerede nævnte tekstbid fra WPATHs retningslinjer.

Artiklen baserer sig på “dybdegående” interview med 22 “well-characterized autistic gender-diverse adolescents”. Artiklen er fyldt med følelsesfulde udtalelser fra disse 22 autistiske teenagere. Og som man kan regne ud baseret på overskriften, er en af artiklens konklusioner, at det er en misforståelse, når folk tror, at autistiske teenageres “transkønnethed” og “kønsdiversitet” er et udslag af en slags besættelse af en tanke eller aktivitet, som autistiske mennesker kan have.

Fx står der:

Artiklens forfattere “identificerer” – dvs. beslutter – at der findes 5 grundlæggende temaer hos disse teenagere. Artiklen giver ikke adgang til selve interviewene, som dens forfattere påstår, at den har “identificeret” disse 5 grundlæggende temaer i.

Og som vi jo nu ved, bruges denne artikel til at begrunde WPATHs kønsskifteretningslinjer for behandlingen af autistiske børn, der udtrykker, at de oplever “kønsuoverensstemmelse”. Og den anvendes også af Metodecentret.

Et af de 5 temaer, som artiklens forfattere har besluttet, at de kan “se” i interviewene, er “hastende kønsidentitetsbehov” (“Urgent Gender Needs”).

Fx indledes dette tema med “Urgent Gender Needs” på følgende måde:

Det virker besynderligt, at disse udtalelser skulle udelukke – og ikke snarere pege i retning af – at “transkønnetheden” eller “kønsdiversiteten” kan være en “obsession” hos disse autistiske teenagere.

I øvrigt går “dokumentationen” af, at disse temaer er de gennemgående, ud på, at “mange” af deltagerne (fx “Many youth mentioned”; “were described by many youth”) eller “de fleste” af dem (fx “most youth – including many with binary gender identities – described”) udtrykker noget, der – hvis vi skal tro artiklen, da den ikke giver adgang til de transskriberede interview – svarer til de 5 temaer, forfatterne påstår, at de har “identificeret”. Vi får kun “repræsentative” eksempler på udtalelser fra deltagerne at læse.

Ikke bare er artiklens udvælgelse af de 5 temaer uigennemskuelig, men selve analyseprocessen er ultraideologisk funderet. Her kommer lidt om forløbet.

Efter at interviewene er blevet transskriberet, er de blevet analyseret af det første analyseteam. I artiklen nævnes det, at det er vigtigt at holde teamets “cultural experiences, aspects of privilege, and resulting bias” for øje, når analysen fortolkes. Der er derfor bl.a. to teenagere (“adolescents”) med i teamet, og de “were given priority for initial thematic proposals and discussions” – åbenbart fordi de andre i teamet var mindst 6 år ældre end den ældste deltager i interviewene.

Da dette analyseteam har udvalgt temaerne fra interviewene, kommer der et andet team ind og giver feedback – 5 personer, som bliver kaldt “key stakeholders”. Dette team er udvalgt, så de “afspejler mangfoldigheden blandt de interviewede”.

Der er tale om en autistisk “transgender self-advocate” (hvad end det betyder …), en autistisk “gender nonbinary self-advocate”, en “retransitioned self-advocate” (som tidligere var “transgender” og nu er “cisgender”, fordi vedkommendes kønsdysfori er aftaget med tiden), en “gender nonbinary self-advocate”, som har over ti års erfaring med at facilitere støttegrupper for kønsdiverse unge mennesker, en person, som arbejder med “gender care” for børn, og som har erfaring med sundhedspleje til autistiske kønsdiverse teenagere …

Artiklens hovedkonklusion er den samme, som da man henviser til den i WPATHs behandlingsretningslinjer – nemlig at man endelig ikke må overse kønsskiftebehov hos autistiske teenagere, selvom det nogle gange kræver særlig træning at “identificere” disse behov – som kan haste!

Anerkendelse af “kønsidentitet” kan muligvis mindske autisme, påstås det

I vidensnotatets afsnit om “Minoritetsstress og følelse af anderledeshed” får vi at vide, at en mulig forklaring på, at autistiske træk er overrepræsenterede hos personer med det vagt definerede fænomen “kønsinkongruens” (altså “kønsuoverensstemmelse”), er følgende:

“(…) oplevet minoritetsstress fremkalder autistiske træk, som ikke er relateret til udviklingsforstyrrelsen, men til det omkringliggende samfunds stigmatisering og medfølgende stress”.

Altså bliver det hævdet, at kønsuoverensstemmelse kan føre til belastning, som kan føre til udvikling af autistiske træk, som ikke er relateret til egentlig autisme.

Igen, hvis man ikke tror på, at det virkelig kan være det, der står, så læs det selv her:

Hvis man følger denne “logik”, ligger det lige for, at socialfagligt personale kan mindske eller ligefrem fjerne personers autistiske træk ved at optræde 100 % anerkendende overfor deres kønsdiversitets-relaterede behov og sørge for, at de får behandling, som bringer kroppen i overensstemmelse med deres indre oplevelse af kønsidentitet, så de ikke længere udsættes for stigmatisering og “maskerings-behov”, fordi de opfattes af samfundet som det køn, de “i virkeligheden” er.

Omvendt må det kunne udledes, at forestillingen er, at man som fagperson kan komme til at øge personers autistiske træk, hvis man ikke er opmærksom på sine egne “kønsbias” (et ord, som nævnes hele 12 gange i vidensnotatet).

Social smitte kan man ikke længere tale om – Det er jo ikke anerkendende

I vidensnotatet definerer man slet ikke, hvad der skal til for at opleve “kønsuoverensstemmelse”. Man skriver i stedet:

“Det er vigtigt at påpege, at personer med kønsuoverensstemmelse ikke nødvendigvis oplever eller udvikler et decideret kønsubehag. Der findes således en graduering af oplevelsen af kønsuoverensstemmelse, som kan placeres på et spektrum i forhold til hvor meget den indvirker på personens liv”.

Trods det, at forfatterne bag vidensnotatet ikke definerer, hvad “kønsuoverensstemmelse” er, og hvad det ikke er, så anbefaler de fagfolk at hjælpe autistiske personer, som udtrykker “kønuoverensstemmelse” med at komme på det, de i vidensnotatet kalder en “kønsrejse” – vel at mærke en “rejse”, som kan ende med sterilitet og amputering af raske organer.

Man tager således for givet, at når folk – deriblandt autistiske mennesker – siger, at de oplever “kønsuoverensstemmelse”, så gør de dét. Det kalder man i vidensnotatet at benytte “indefra-perspektivet”, som forfatterne fremstiller som den moderne tilgang indenfor det socialfaglige felt, og dermed også indenfor autisme-feltet.

I vidensnotatet forklarer man, at der i socialfagligt arbejde “ikke er en ensartet forståelse af autisme og kønsidentitet”, fordi to modsatrettede “forståelser” strides:

1: Det bio-psyko-sociale perspektiv, hvor autisme betragtes som et udviklingshandicap og “har fokus på de udfordringer og problemer, som opstår som følge af autismen”.

2: Neurodiversitets-perspektivet, hvor autisme ses “som en identitet eller en dimension af forskellighed og fremhæver de autistiske træk som et aktiv i tilværelsen”.

Det bliver tydeligt, at forfatterne foretrækker “neurodiversitets-perspektivet”, som de som sagt kalder et “indefra-perspektiv”, og som ifølge dem ofte bliver “promoveret af autistiske personer selv og deres netværksorganisationer”. Forfatterne skriver, at dette perspektiv er opstået som en reaktion på det tidligere perspektiv (det bio-psyko-sociale), “hvor eksterne vurderingskriterier er centrale for den støtte, der tildeles”.

Når jeg læser det, kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvad med de nonverbale autister? Er deres autisme også et “aktiv i tilværelsen”?

De fortsætter:

“Både autisme og køn kan betragtes som et personligt erfaringsspektrum i denne forståelsesramme. Kønsidentitet er karakteriseret ved et “indefra-perspektiv.”

(…) “Når en person samtidig har autisme, kan der være behov for fagprofessionel hjælp og støtte til både at undersøge, få ro på og evt. komme overens med sin kønsidentitet”.

Og i vidensnotatet kommer forfatterne derefter med “en række anbefalinger til, hvordan denne tilgang kan videreudvikles.” Selve deres anbefalinger vil vi se nærmere på om lidt …

Ikke bare foretrækker forfatterne bag vidensnotatet “indefra-perspektivet”. Det bliver tydeligt, at hvis det socialfaglige personale har forbehold overfor at skulle bistå med at sende en autistisk person afsted på “kønsrejsen”, så bør de skynde sig at komme på genopdragelse, så de kan blive gode samarbejdspartnere i det nye – anerkendende – indefra-paradigme.

Denne tilgang udelukker helt og aldeles, at der kan blive tale om at bringe et fænomen som mulig social smitte på banen – både i samtaler med autistiske personer og internt blandt det socialfaglige personale. For det er jo en ekstern vurdering – og det er ikke-anerkendende at antyde, at de autistiske personers følelse af “kønsuoverenstemmelse” ikke er autentisk, men måske er skabt via smitte – fx fra de tusindvis af trans-influencere, der huserer på YouTube og TikTok.

Det er vigtigt her at være opmærksom på, at man i vidensnotatet ikke skelner mellem, hvordan tilgangen bør være i “samarbejdet” med voksne kontra mindreårige autistiske personer. Forfatternes anbefalinger gælder for socialfagligt arbejde med autistiske personer i alle aldre.

At anbefalingerne gælder for arbejdet med både voksne og mindreårige, kan man bl.a. se af de fokusinterview, som omtales på Metodecentrets præsentationsside for vidensnotatet. Der står:


Når man klikker på linket til interviewene, kommer man til en side, hvor man kan se, at der er tale om 2 typer interview, hvoraf det ene er for fagprofessionelle, der “samarbejder med unge (13-18 år)”.

Så også mindreårige anbefales det at sende afsted på “kønsrejsen”. Og hvis man som fagperson ikke bryder sig om det, så vil man nok få et prik på skulderen fra en mere “anerkendende” kollega og hjælp til at undersøge “sine egne kønsbias” …

Vidensnotatets anbefalinger til socialfagligt personale

Som sagt indeholder vidensnotatet en række anbefalinger, som “socialfagligt personale kan have brug for”. Dem vil vi nu kigge nærmere på.

Anbefalingerne er opdelt i fem grupper, som vi tager én for én.

Gruppe 1 ses herunder:

Som man kan se, mener forfatterne, at det er vigtigt, at socialfagligt personale “får viden” om bl.a. “kønstransition” og “brug af pronominer”. Så de skal i gang med at bekræfte autistiske mennesker i, at de skal afsted på “kønsrejsen”.

Og personalet skal også bringes til at forstå, at hvis de bliver chokerede over at blive sat til at hjælpe autistiske mennesker på vej mod sterilitet og amputation af raske kropsdele, så er det, fordi de er “biased af en binær kønsforståelse”. De må derfor på genopdragelse.

Gruppe 2 ses her:

Denne gruppe anbefalinger består af kun 1 ting – men en meget væsentlig en af slagsen: “kønsneutrale toiletter”. Anbefalingen bliver ikke begrundet her. Men andetsteds i teksten står der:

“Denne tilgang er rummelig og introducerer en kønsdivers forståelse, hvor ‘forkerthed’ reduceres, og køn i højere grad kan ses på et spektrum af identiteter (…) Det kan også kræve en gentænkning af de fysiske omgivelser, fx ikke kønsopdelte toiletter”.

Som man kan se, fremstilles anbefalingen om “kønsneutrale toiletter” som et udtryk for “rummelighed”, men det kunne ikke være mere usandt. Undersøgelser viser, at “kønsneutrale” toiletter fører til en stigning i overfald på piger og kvinder. I Storbritannien viser tal, at 90 procent af anmeldte sager om seksuelt overfald, beluring og chikane af kvinder og piger i prøverum, er hændelser, der finder sted, hvor disse prøverum ikke er kønsopdelte. Desuden finder to tredjedele af alle seksuelle overfald i fritidscentre og svømmehaller sted i såkaldt “kønsneutrale” omklædningsrum. (Disse tal er fra en artikel fra den britiske avis The Independent.)

Så denne anbefaling fra vidensnotatets forfattere er hovedløs – i hvert fald hvis man for alvor ønsker at beskytte autistiske piger og kvinder – og ikke bare leve i en drømmeverden om “rummelighed”.

Gruppe 3 kommer her:

Læg mærke til, at intet af denne “kompetenceudvikling” går ud på at hjælpe autistiske personer med at udforske alternative forklaringer end “kønsidentitet” på deres følelse af “forkerthed”. Som det er tilfældet så mange andre steder indenfor “transkønsfeltet”, kunne man også kalde denne tilgang “Don’t say gay”. Ingen steder i Metodecentrets vidensnotat bliver det foreslået, at man fx hjælper den autistiske person med at overveje, om homoseksualitet er en mere sandsynlig forklaring på følelsen af “forkerthed”, end at vedkommende er “født med den forkerte krop”. Det er et etisk svigt af gigantiske dimensioner, eftersom homoseksualitet ikke fører til afskæring af sunde og raske kropsdele. Så man kunne måske starte der?

Og igen ser vi, at hvis personalet ikke straks istemmer “kønsrejse”-mantraet, så skal de udsættes for kollegialt pres (“faglig supervision, sparring eller refleksion”) over deres “egne kønsbias og empatiforhold”.

Som det ses andetsteds i teksten (screenshot herunder), bliver det antydet, at en fagperson, der “‘påtvinger’ en forventning om køn” overfor en autistisk person, kan komme til at skade vedkommende. Så det er meget alvorligt for socialfagligt personale, hvis de ikke er villige til at sende en autistisk person afsted på “kønsrejsen”, selvom de selv måske er i tvivl om, hvorvidt vedkommendes tanker om “kønsidentitet” er andet end blot tanker. Dertil bliver de givet det perfekte manipulationsredskab. Mere om det redskab senere …

Gruppe 4 blandt anbefalingerne ses her:

Overskriften indeholder det afgørende ord “samarbejde”. Personalet skal “samarbejde med autistiske personer om kønsidentitet”. Som sagt før udelukker denne tilgang – “samarbejdet” – at man som fagperson drager muligheden for social smitte ind i samtalen.

Det er dybt alvorligt, at Metodecentret presser socialfagligt personale til ikke at måtte bringe på banen overfor autistiske mennesker, at deres forestilling om, at de er “kønsdiverse”, både kan være skabt af selve diagnosen “kønsdysfori” og kan være opstået som resultat af social smitte.

Som den amerikanske psykoterapeut Amy Sousa forklarer, er det en forudsætning for at få diagnosen “kønsdysfori”, at man oplever “ubehag” som følge af en “markant kønsuoverenstemmelse”, som man oplever. Man kan naturligvis sagtens opleve ubehag på grund af den kønssstereotype, snævre rolle, som samfundet projicerer over på én. Men når nogen føler stærkt ubehag på grund af samfundets kønsstereotyper, bør vi vel hjælpe dem med at kritisere det samfund, der forsøger at presse dem ind i en begrænsende, klaustrofobisk kasse. Men det, som diagnosen “kønsdysfori” i stedet gør, er at opfordre mennesker til at skære noget af deres krop, så de kan passe bedre ind i kønsstereotyperne.

Har Metodecentret – og deres mange samarbejdspartnere – bl.a. Social- og Boligstyrelsen – overvejet, at de kan blive draget til ansvar for, at disse autistiske mennesker – især hvad angår de mindreårige – kan ende med at blive gjort sterile og få amputeret raske kropsdele, fordi de ikke anbefaler, at man først hjælper dem med at overveje alternative forklaringer på deres “forkerthedsfølelse” – fx homoseksualitet, autisme(!), social smitte og selve diagnosen “kønsdysfori” med dens bizarre, regressive kønsstereotyper?

Tilbage til anbefalingerne, gruppe 4 …

Man kunne måske tro, at ordet “beskyttelsesfaktorer” kunne betyde ting, der kunne beskytte den autistiske person mod at træffe forhastede, forkerte beslutninger, hvilket jo så ville være udmærket at lære at hjælpe en autistisk person med.

Desværre bliver disse “beskyttende faktorer” ikke præciseret i vidensnotatet. Men i en af de kilder, som forfatterne henviser til i afsnittet om “Minoritetsstress og følelse af anderledeshed”, er der et afsnit om “Autism as a Barrier or Protector”. (Se screenshot nedenfor.)

I den artikel står der, at autisme øger risikoen for følgende ting:

  • manglende “interpersonal exploration and sense-making of gender identity”
  • marginalisering
  • manglende bekræftelse af ens “gender experiences”
  • manglende adgang til “clinical care”

Men i artiklen kan man også læse, at autisme for nogle kan fungere som en “beskyttende faktor”, fordi den:

  • mindsker frygten for omgivelsernes negative reaktioner
  • gør folk i stand til at leve frit og autentisk med deres kønsidentitet

Så når forfatterne af vidensnotatet skriver, at socialfagligt personale skal lære at identificere “beskyttende faktorer” hos autistiske personer, handler det sandsynligvis om at hjælpe disse mennesker med at bruge deres autistiske “fordele” til at holde fast i deres forestilling om, at “kønsrejsen” vil være løsningen på stort set alle deres problemer.

Og omvendt skal personalet oplæres i at hjælpe autistiske personer med at identificere “risikofaktorer” – hvilket sandsynligvis betyder, at personalet derfor skal gøre alt for at opfange de bittesmå signaler, som kunne tyde på, at autistiske personer oplever “kønsuoverensstemmelse”, da disse personer ikke altid tydeligt kan kommunikere deres “urgent gender needs”.

En af anbefalingerne lyder, som man kan se ovenfor, således:

“At kunne facilitere gruppeforløb, hvor autistiske personer kan udforske kønsidentitet og udtryk sammen med andre i et trygt rum.”

I vidensnotatet bliver det i detaljer gennemgået, hvordan sådan et gruppeforløb kan se ud. Der er tale om en “gruppeintervention specifikt [udviklet] til unge, der er diagnosticeret med både autisme og kønsdysfori”. Og igen er det noget, som Høgh og Kullberg har fra en artikel, som vores efterhånden “gode ven” John F. Strang har været førsteforfatter på.

Der er lavet to forløb – et til autistiske teenagere med kønsdysfori og et til deres forældre.

Herunder ses et par uddrag om detaljerne i forløbet for teenagerne. Det første uddrag er fra den oprindelige afprøvning af forløbet i USA på teenagere i alderen 12-19. De efterfølgende uddrag er fra Holland, hvor man afprøvede det samme forløb på teenagere og unge voksne (i alderen 13-24):

Så det er åbenbart allerede på forhånd taget for givet, at de autistiske personer – og her taler vi om meget unge mennesker – i nogle tilfælde mindreårige – skal ud på en “kønsrejse”. Og “facilitatorerne” – dvs. personalet – skal med dette “tryg[ge] miljø” skabe en forestilling om, at det ikke bare er ufarligt at “afprøve “kønsidentitet(er), men at det vil hjælpe de autistiske personer med at få det bedre psykisk og sågar måske opnå det, som Helle Høgh og Siri Kullberg et andet sted i vidensnotatet kalder “køns-eufori”.

Starten på “kønsrejsen” er nye pronominer, kan man læse – samt en afsked med alt det, man ikke bryder sig om ved sig selv, og en genfødsel som et helt nyt menneske med uanede muligheder. Velkommen til kulten.

Anbefalingsgruppe nr. 5:

Som man kan se her, går den økonomiske maskine nu i gang. Der skabes en hel kønsidentitets-industri på ryggen af de autistiske mennesker. En industri af kurser og oplæg og “kompetenceudvikling”. En industri, som ovenikøbet kan kaldes “anerkendende”. Mens de autistiske personer sendes afsted på en “kønsrejse”, som kan ende i sterilitet og amputation af kropsdele.

Det ultimative manipulationsredskab: “The Gender Self-Report”

Bilag 2 i vidensnotatet indeholder “forslag til redskaber”. De 2 af redskaberne er henholdsvis “The Gender Unicorn” og “The Genderbread Person”. De er i sig selv groteske manipulationsredskaber, som skaber en forestilling om, at “køn” er noget, som nogen andre har valgt for én, og at man kan blive helt unik og spændende, hvis man vælger om. Men disse to redskaber er forholdsvis kendte i forvejen, og de er nemme at overskue. De kan øvrigt ses i deres helhed i vidensnotatet på side 58-60.

Her har jeg i stedet valgt at gå i dybden med det tredje redskab, nemlig “The Gender Self-Report”. Årsagen er, at det redskab er det helt nye på feltet, og at det i virkeligheden er langt mere vidtrækkende, end det måske ser ud, når man ser det, som det er fremstillet i vidensnotatet (s. 57).

Om “The Gender Self-Report” skriver Helle Høgh og Siri Kullberg:

“The gender-self-report [sic] er et forsøg på at udvikle et redskab, som fagpersonen kan anvende som et spørgeskema eller dialogredskab til samtale med en autistisk person om deres egen oplevelse af køn.”

Derefter er der vedlagt en kopi af de spørgsmål, der indgår i dette “dialogredskab”.

I den artikel, som manipulationsredskabet “The Gender Self-Report” kommer fra, og som vores “gode ven” John F. Strang – naturligvis? – har været førsteforfatter på, forklares baggrunden for, at man har udviklet redskabet, sådan her:

Som man kan se her, anser man det for magtpåliggende, at ingen mennesker skal overses, hvis der er den mindste mulighed for, at de vil kunne “drage fordel af kønsidentitets-relateret rådgivning/støtte” – også selvom de ikke kan kommunikere med hjælp af “sofistikerede kønsidentitetstermer”. Heller ikke dem, der ikke er i stand til at udtrykke det – fx autistiske mennesker. Men også alle mulige andre mennesker. Faktisk er der ingen grænser for, hvor dette redskab kan bruges …

Når man læser dette, tænker man måske, at det er vigtigt, at dette redskab ikke ligefrem skaber et behov, der ikke var der i forvejen. Så vi kigger derfor nærmere på, om det mon er tilfældet her …

I vidensnotatet fremstår redskabet som sagt som en række spørgsmål på et stykke papir. Men det viser sig, at redskabet er endnu mere avanceret end dét. Der er rent faktisk tale om et Excel-ark, hvor man ved hjælp af dropdown-menuer kan indsætte sine svar. Når man er færdig, får man en score, som fortæller én, hvor man ligger på følgende tre parametre:

  • Female-Male Continuum
  • Nonbinary Gender Diversity
  • Binary Gender Diversity

John F. Strang, som er førsteforfatter på redskabet, forsker i autisme og kønsidentitet. Men redskabet er lavet med det formål, at det kan anvendes af alle mennesker – både autistiske og ikke-autistiske og “transkønnede”, “nonbinære” og “ciskønnede”. Og af mennesker i alle aldersgrupper. Det kan man læse i konklusions-afsnittet i artiklen:

I en video har jeg afprøvet redskabet, som om jeg var en kvinde på 20 år, hvilket jeg naturligvis ikke er. Denne kvinde har ikke nogen “kønsidentitets”-tanker, da hun starter. I videoen kan du se, hvordan det går – og hvilken score “jeg” får – samt den temmelig bizarre “indkøbsliste“, jeg ender ud med til sidst.

NB! Jeg anser redskabet som dybt manipulerende og skadeligt.
Se videoen og find ud, om du er enig.

Klik her og se videoen >>

NB! Det nytter ikke noget at klikke på ovenstående billede. 😉 Klik i stedet her for at se videoen >>

Hvis du selv er interesseret i at afprøve redskabet og få din score for, hvor “nonbinær” du er, har jeg lavet en vejledning til, hvordan du downloader det. Den finder du her >>

Det er vigtigt at lægge mærke til, at man i redskabet “The Gender Self-Report” bliver bedt om at besvare alle spørgsmålene ud fra, hvordan man har følt “de sidste 6 måneder”. Altså introducerer redskabet forestillingen om, at ens kønsidentitet kan ændre sig når som helst, og at man nok bør mærke efter hele tiden for at følge med i sin “kønsrejse”. Og efterhånden som man kommer længere og længere igennem redskabet, bliver man mere og mere i tvivl om helt basale ting.

Det kan lade sig gøre at komme igennem redskabet og få en score på 100 % mand eller kvinde, men så skal man søreme ikke træde meget ved siden af.

I et andet forsøg med redskabet end det, du ser i videoen, gennemgik jeg redskabet, så jeg svarede så kønsstereotypt, som man overhovedet kan som kvinde – med den ene undtagelse, at jeg svarede “Sometimes” til spørgsmålet “Having a gender neutral name (not clearly male or female) feels or would feel right for me.” For jeg kan sagtens forestille mig, at der er andre kvinder end mig, der ikke ville have ret meget imod at hedde noget kønsneutralt.

Og så kan det ellers være, at jeg blev nonbinær – endda næsten 30 %! Nu blev min score nemlig sådan her:

Der er tale om et manipulationsredskab, som gennem sine spørgsmål påvirker den, der bliver stillet spørgsmålene, mere og mere i retning af, at vedkommende måske bør påbegynde en “kønsrejse”. Og det er et af de redskaber, som Metodecentret i Social- og Boligstyrelsens regi anbefaler socialfagligt personale at bruge i “samarbejde” med autistiske personer.

Hvad er så de næste skridt i udbredelsen af “kønsrejsen” blandt Danmarks autister – og andre sårbare mennesker?

Metodecentrets vidensnotat forfattet af Helle Bøgh og Siri Kullberg var som sagt første trin i Social- og Boligstyrelsens projekt “Unge og voksne med autisme og spørgsmål i relation til egen kønsidentitet“.

Og nu er de næste trin i udbredelsen af Metodecentrets anbefalinger allerede påbegyndt. Det kommer jeg i øvrigt til at fortælle om i detaljer om kort tid. Stay tuned, som man siger.

Tidligere fortalte jeg, at man inviterede til fokusinterview af fagpersoner i forbindelse med projektet. Man har allerede interviewet autistiske personer. Den 30. april skrev “Specialområde Autisme” et opslag på Facebook om, at de søgte autistiske personer til interview til “et nyt projekt, som vi udfører på vegne af Social- og Boligstyrelsen og i samarbejde med Metodecentret”:

Der kan man læse, at udviklingschefen “glæder” sig til at komme til at bruge det nye materiale. Stort set alle de ord, som udviklingschefen anvender her, er fuldkommen vage og uafgrænsede: “åbne og nysgerrige” – “ift. kønsidentitet” – “hvilke omkostninger det kan have” – “føle sig tilpas med”. Det er karakteristisk for hele Social- og Boligstyrelsens projekt.

De manglende afgrænsninger og brug af vage begreber er særdeles alvorlig. For hvor er den nedre grænse for, hvem der skal sendes afsted på “kønsrejsen”? Hvis kriteriet kun er, at man ikke føler sig tilpas i det køn, man fik tildelt ved fødslen, er vi vist en del, der burde overveje kønsskifte.

Og når Danmarks autister er blevet sendt på “kønsrejsen”, er det måske tid for børn og unge, der befinder sig på døgninstitutioner og hos plejefamilier? Det var kendt, at 25 % af de børn, der fik kønsskiftebehandling på Tavistock-klinikken i England, var børn, der “had spent time in care“, så hvorfor skulle det være anderledes i Danmark?

De børn har jo ingen forældre, der kan sætte hælene i, når børnene bliver draget af den opmærksomhed og “kærlighed”, som de vil kunne få over internettet, hvis de springer ud som et af de 72 nye køn. Og nu findes der jo det ultimative redskab – The Gender Self-Report – som forvandler stort set alle mennesker til “nonbinære”, og som fagpersoner kan bruge i “samarbejdet” med dem, de er ansat til at hjælpe.

*****

————————————————————————-

Vil du deltage i debatten om dette indlæg?

Så kan du fx gøre det her:

Hvis du har en Twitter-konto, kan du kommentere mit indlæg på Twitter.
Jeg har postet om det på Twitter her: https://x.com/lotteingerslev/status/1818293633285566739

Hvis du er ven med mig på Facebook, kan du kommentere mit indlæg om det her: https://www.facebook.com/lotte.ingerslev/videos/460649803446460

————————————————————————-

VIL DU HJÆLPE MIG LIDT?

Alle mine indlæg her på transkøn.dk er gratis – for at så mange danskere som muligt kan få adgang til afgørende viden om den nyeste forskning og den massive markedsføring af kønsidentitetsideologien fra transkønsorganisationer og transkønsindustrien.

Men arbejdet koster tid og penge.

Hvis du vil hjælpe lidt til med at dække nogle af omkostningerne, så jeg kan fortsætte, er jeg meget taknemmelig. 🙂

Klik her og “buy me a coffee”: 
https://www.buymeacoffee.com/lotteingerslev