Trans-aktivisterne og deres “allies” ønsker ikke noget kompromis. De ønsker, at mænd, der siger, at de er kvinder, får kvinders rettigheder. Det gjorde Helge Nymand også så tydeligt med sit “Transpiger *er* piger. I *alle* henseender.” (citeret efter hukommelsen, fra P1 Debat i går).
De opfatter det som “transf0bisk” at sige, at der er nogle mænd, der siger, at de er kvinder. Det må vi ikke sige for dem. Vi skal sige, at de er en særlig form for kvinder.
Og af det følger – sådan set “logisk” nok – at de skal tildeles kvinderettigheder. Men det skal de jo ikke. De er jo “bare” mænd, der siger, at de er noget. Og som imiterer kvinder. Og så er vi tilbage ved, at det opfattes som “transfobisk”.
Der er ikke noget kompromis at indgå. Hvis man forsøger, opdager man, at man flytter problemet. Siger man: Okay, så kalder jeg dem “transkvinder”, men jeg vil kalde dem for “han”, så viser det sig, at det var ikke nok at kalde dem “transkvinder”. De skal også kaldes “hun”, for ellers bliver de ikke anerkendt som kvinder. Hvilket jo er rigtigt nok.
Det bliver jo også tydeligt, hvis man siger, at man kan gå med til at kalde dem “trans-identificerende mænd”. Det bliver også opfattet som “transfobisk” at sige.
Det er anerkendelsen – den fulde og hele anerkendelse – som kvinder, som ønskes. Intet mindre kan accepteres fra den side.
