“Transperson” er et ord, der signalerer, at disse mennesker adskiller sig på grundlæggende vis fra andre mennesker. Dermed bliver det oplagt, at de skal tildeles særrettigheder.
At det ord bruges igen og igen får folk til at tro, at der er noget helt særligt ved disse mennesker – fx at de fx har en hjerne fra det modsatte køn. At mænd fx kan være kvinder “indeni”. For ellers ville man vel ikke sige, at de var “trans”.
Jeg synes, det er vigtigt at bringe fokus tilbage på disse personers adfærd. På det, de gør. Og samtidig pointere, at de ikke er noget andet end det køn, de er. De imiterer noget – med større eller mindre held – men de *er* ikke det, som de imiterer.
På den måde bliver det også nemmere at få tilbagerullet al den statslige understøttelse – fx af indoperering af bryster til mænd.
Og det bliver nemmere at få børn og unge til at forstå, hvad det egentlig er, som bliver promoveret.
Det er imitation. Der er ingen forvandling at opnå.
————–
Det var bare nogle af mine tanker om brugen af det ord. 
Igen er det her ikke for at skulle bestemme, hvad nogen siger. Det er bare mine refleksioner.
Og som sagt er de ment som en påmindelse om, at kampen i høj grad vindes eller tabes gennem de ord, vi bruger.
Det ved trans-aktivisterne. Og det bør vi også gøre os klart.
