Her er Birgitte Baadegaards spørgsmål:
Og her kommer så mit svar:
Jeg er ikke enig med Jordemoderforeningen. De “andre”, som du kalder dem, Birgitte, er også “bare” kvinder. Det etablerer en parallel i den lovmæssige status mellem køn og kønsidentiteter -dvs. mellem videnskabelige fakta og pseudoreligiøse tilhørsforhold til trans-aktivisme-bevægelsen.
Og det bevarer ordet “kønsidentitet” i dansk lovgivning. Så bliver det meget svært at få ordet “kønsidentitet” ud af andre love, hvis det ord gives lovmæssig status i sundhedsloven/abortloven, som netop nu er under revision, og hvor der var mulighed for at få gjort op med en del af den trans-aktivistiske invasion af dansk lovgivning.
Jeg kan godt se, at det er ubehageligt at skulle åbne øjnene hos disse mennesker, som er blevet bildt ind, at deres “kønsidentitet” var noget, der havde samme status som “køn”. Og det er en næsten ufattelig ondskab. Men den bør vi placere hos dem, der gjorde dét. Bildte dem det ind.
Det var infamt. Manipulerende. Fejt, fejt, fejt. Ødelæggende.
Ødelæggende overfor de mennesker, som blev vildledt – bl.a. på lovgivningsplan (i sundheds-/abortloven, med loven om juridisk kønsskifte og med indskrivning af ordet “kønsidentitet” i den såkaldte “hadparagraf”) – og ødelæggende for alle os andre.
Piger og kvinder bliver i øjeblikket presset til at gøre knæfald for trans-aktivismen og overskride deres egne grænser og opføre sig “høfligt” og “empatisk” overfor kvindekøns-imiterende mænd, mens deres egne rettigheder bliver stjålet for næsen af dem.
De mennesker, som blev vildledt, skal naturligvis have en kæmpemæssig undskyldning fra politikerne.
Det har jeg sagt, lige fra dengang jeg var i “Borgerlig Tabloid” (under overskriften “Vi steriliserer homoseksuelle børn”) for næsten et år siden. De mennesker er blevet vildledt. Det er fuldkommen utilgiveligt.
Men vi må have den trans-aktivistiske kønsidentitets-pseudoreligion ud af lovgivningen. Med alle dens subjektive, fuldstændigt grænseløse vrøvleord.
Den trans-aktivistiske kønsidentitets-pseudoreligion er en alvorlig trussel mod børns og kvinders rettigheder. Og mod ytringsfriheden. Og tankefriheden.
Det er jo bl.a. det, som retssagen mod mig handler om. En mand mener – bl.a. – at det er ærekrænkende/chikane mod ham, at jeg gentagne gange siger, at han er en mand.
Hvis piger og kvinder skal kunne sætte grænser overfor mænd, skal vi kunne sige højt, at de er mænd. Kan vi ikke dét, er der ingen grænser at sætte.
—————————————
Birgitte Baadegaards spørgsmål var, så vidt jeg kan regne ud, affødt af dette indlæg fra min hånd:
