Er du også blevet forsøgt bildt ind, at juridisk kønsskifte “bare er et talskift i et cpr-nummer og intet andet”? Så tro om igen. Det er meget mere end dét. Juridisk kønsskifte udløser rent faktisk i sig selv helt andre særrettigheder. — Det kigger vi på her. — Vi ser også på, hvordan loven om juridisk kønsskifte fletter fingre med andre trans-ideologiske love, regler og afgørelser, og hvilke følgevirkninger det har fået i det danske samfund generelt.

Skrevet d. af

At få juridisk kønsskifte kræver ikke andet end, at man udfylder en ansøgning, venter et halvt år og bekræfter ansøgningen igen. Men det har store konsekvenser. Det udløser adskillige andre, meget, meget afgørende rettigheder og fratager andre mennesker rettigheder. Men det skulle man ikke tro, hvis man spørger regeringens repræsentanter. Det var der nogle andre politikere, der gjorde i Folketingssalen forleden – den 25. februar. Og de fik bizarre svar. Ifølge regeringens repræsentanter betød juridisk kønsskifte bare et talskift i et cpr-nummer. Intet som helst andet.

Det er bare ikke rigtigt.

Regeringens repræsentanter lod til at lege samme leg, som vi har oplevet igen og igen fra trans-aktivisters side. Vi skal helst bildes ind, at de trans-aktivistiske ændringer, der bliver foretaget i Danmarks love, ikke betyder noget særligt – og at de ikke frarøver andre nogen som helst rettigheder.

Jeg har fanget en af Danmarks førende trans-aktivister – Helge Sune Nymand, formand for Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn (FSTB) – i det i en ultrakort video. Klik her for at se den >>

NB – Pga. en teknikalitet nytter det ikke noget at klikke på billedet, hvis du vil se videoen. Klik i stedet her >>

Som videoen viser, skal vi bildes ind, at det, som han og andre trans-aktivister kræver, er noget, som ingen indvirkning har på andres rettigheder. Det er fx “bare et nummer” (som han sagde i TV 2 News den 24. august sidste år).

Men i P1 Debat den 15. januar i år sagde han pludselig noget andet, som er svært at fortolke som andet end, at det eneste moralsk og menneskeretsmæssigt rigtige er at behandle “transkønnede” mennesker, fuldstændig som hvis de havde det køn, de påstår:

“Hvis man er transkønnet pige, så er man pige – med alt, hvad det indebærer.”

Den manipulationsteknik med at påstå, at juridisk kønsskifte “bare er et tal”, har vi hørt fra mange andre end Nymand. Og forleden skulle vi som sagt sågar høre det igen og igen fra regeringen – i selveste folketingssalen.

Ligestillingsminister Magnus Heunicke indledte debatten om de borgerliges beslutningsforslag om begrænsning af retten til juridisk kønsskifte (B47) tirsdag den 25. februar.

I sin tale sagde Heunicke bl.a. følgende:

“Det er regeringens opfattelse, at muligheden for juridisk kønsskifte i praksis ikke går ud over andres rettigheder i Danmark.”

Og Venstres ligestillingsordfører Jan E. Jørgensen fulgte trop. Han udtalte følgende:

“I sig selv giver det ikke nogen rettigheder, at man har fået et andet cpr-nummer, andet end at man ikke skal stå og forklare sig over for eksempelvis en betjent i paskontrollen.”

Så det, som Jan E. Jørgensen sagde her, er, at juridisk kønsskifte ikke giver en person flere rettigheder end andre mennesker. Det retter kun op på en uretfærdighed.

Om Magnus Heunicke og Jan E. Jørgensen påstår disse ting på grund af inkompetence eller mod bedre vidende, kan jeg ikke afgøre. Begge dele er lige trist. Men det er ganske enkelt usandt. Hvorfor vil jeg dokumentere i dette indlæg.

I dette indlæg kan du bl.a. læse om:

  • Retten til at gaslighte egne børn.
  • Retten til særbehandling i fængsler og ved Danmarks domstole.
  • Har Magnus Heunicke læst forkert i Højesteretsdommen?
  • Danmarks domstole leger med i pronomen-legen, som gør det svært for kvinder at holde mænd ude af deres enemærker.
  • “Disse rettigheder tager ikke noget fra andre”, hører vi igen og igen. Jo, de gør så.

Vi har en masse administrative bestemmelser og afgørelser, som giver “transkønnede” rettigheder til at tvinge andre mennesker omkring dem til at behandle dem, som om de er det modsatte køn af det, de er.

Her i indlægget har jeg fokuseret på de særrettigheder, der udløses, når man i Danmark siger, at man har det modsatte køn. En del af de rettigheder – også rettigheder, der har store, store konsekvenser for andre mennesker – udløses direkte af, at man har fået juridisk kønsskifte – dvs. at man skriver under på en ansøgning om det, venter et halvt år og bekræfter ansøgningen. Andre af særrettighederne kræver ikke engang det, selvom det jo er særdeles lidt. De kræver blot, at man siger, at man er det modsatte køn.

Jeg kan jo have overset noget, for jeg er jo ikke jurist. Men lad os se at komme i gang …

Retten til at gaslighte egne børn

Juridisk kønsskifte giver ret til det, som LGBT+ Danmark med et forskønnende, virkelighedstilslørende ord kalder en “kønsbekræftende forældertitel“. Med myndighedernes velsignelse kan man nu tvinge sine børn til at spille med i sin eget private fantasi – hvis man siger, at man er “transkønnet”.

En kvinde kan pludselig kalde sig “far”, og en mand kan kalde sig “medmor”.

I 2022 blev paragraf 31 a og 31 b nemlig indsat i Børneloven – som en følge af Lov om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre love.

De to paragraffer er udformet i meget, meget abstrakt sprog. Heldigvis står det lidt mere forenklet i regeringsudspillet fra 2020 “Frihed til forskellighed – styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer“, som er grundlaget for disse lovændringer:

“Når transkønnede, der har gennemført et juridisk kønsskifte, bliver forældre, skal fastslåelse af deres forældreskab ske i overensstemmelse med det juridiske og selvvalgte køn – og ikke det biologiske køn. Forældrene skal samtidig sikres de samme rettigheder og pligter, som hvis de ikke havde ændret køn.”

Man afgiver altså ingen rettigheder ved at foretage juridisk kønsskifte, men man får en ny ret – nemlig at gaslighte sine børn. Om noget så fundamentalt i et barns liv: hvem der er deres mor, og hvem der er deres far.

Lad os lige huske på, hvad det var, vi fik at vide fra Magnus Heunicke og Jan E. Jørgensen tirsdag den 25. februar i år:

“Det er regeringens opfattelse, at muligheden for juridisk kønsskifte i praksis ikke går ud over andres rettigheder i Danmark.” (Heunicke)

“I sig selv giver det ikke nogen rettigheder, at man har fået et andet cpr-nummer, andet end at man ikke skal stå og forklare sig over for eksempelvis en betjent i paskontrollen.” (Jørgensen)

Hvad bilder Heunicke og Jørgensen sig ind? Der har jo nu fra 2022 stået i Børneloven, at “transkønnede” forældre får denne gaslighting-rettighed overfor deres børn – som en direkte følge af, at de har fået juridisk kønsskifte inden barnets fødsel.

Nu er børn tvunget til at deltage i deres forældres fantasiforestilling. Med statens velsignelse og aktive deltagelse.

Jeg er målløs.

Ret til særbehandling i fængsler og ved Danmarks domstole

Retssagen om den dobbeltdømte, forvaringsanbragte voldtægtsmand, som ville ind til kvinderne

Indenfor de seneste par år har en meget opmærksomhedsskabende retssag bevæget sig igennem retssystemet, lige fra Byretten (februar 2022), over Landsretten ( maj 2023) og helt til Højesteret (september 2024). Retssagen var anlagt af en mand, som havde fået juridisk kønsskifte, men som aldrig havde fået foretaget nogen former for “kønsskifte”-behandlinger. Manden havde anlagt retssagen mod Kriminalforsorgen. Ud over erstatning var det, som han ønskede at få ud af retssagen, var følgende:

  • At blive omtalt som “hun” af Kriminalforsorgen
  • At afsone på kvindeafdeling
  • At blive nøgenvisiteret af en kvindelig fængselsbetjent
  • At aflægge urinprøver i selskab med en kvindelig fængselsbetjent

I Weekendavisens artikel om retssagens forløb i Landsretten fik vi en opsummering af mandens baggrund:

Den retssag har udkrystalliseret og stadfæstet nogle afgørende ting på transkønsområdet.

Kriminalforsorgen udarbejder en vejledning

Mellem landsretsdommen og højesteretsdommen – nemlig den 17. november 2023 – skrev Kriminalforsorgen på deres hjemmeside, at de havde lavet en vejledning om kønsminoriteter i fængsler og arresthuse.

På hjemmesiden er der opsummeret nogle punkter fra vejledningen, men selve vejledningen er der ikke adgang til dér. Det fik jeg dog, efter at jeg bad om aktindsigt.

I den vejledning, som jeg fik tilsendt, fremgår det, at Kriminalforsorgens praksis med hensyn til behandling af mænd, der siger, at de er kvinder, nu er ophøjet fra at være uskreven til at blive udmøntet i konkrete instrukser til personalet og ledere.

I “Kriminalforsorgens praksis ift. kønsminoriteter – Uddybet vejledning til ledere m.fl.“, som jeg som sagt fik adgang til via aktindsigt, kan man læse følgende i ordlisten om “Juridisk køn” og “Kønsidentitet”:

Om placering står der:

Her ovenover ser vi, at Kriminalforsorgens personale bliver instrueret i, at udgangspunktet for placeringen af de dømte “sker som hovedregel på baggrund af den dømtes CPR-nr., det vil sige den dømtes juridiske køn”.

“Men” – kan vi videre læse – “i de tilfælde, hvor den indsattes juridiske køn er forskelligt fra den indsattes kønsidentitet, biologiske køn og/ eller fødselstildelte køn vil udgangspunktet for placering bero på en konkret og individuel vurdering.”

Og hvordan foretages så denne “individuelle vurdering”? Den beror på en sikkerhedsvurdering, som inddrager den dømtes kriminalitet, og om placeringen kan udgøre en risiko for den dømte selv, for de andre indsatte – dvs. de kvindelige fanger – og personalet – inkl. de kvindelige fængselsbetjente.

En mand, der ikke har begået voldelige forbrydelser, ville ikke have en chance for at få lov til at afsone på kvindeafdeling – alene af den grund, at han er en mand. Men den gennemsnitlige mands risikoprofil bliver her ignoreret – nulstillet, kunne man sige – når manden har fået juridisk kønsskifte. Så skal han ikke behandles, som andre mænd bliver behandlet i fængslet – nemlig baseret på, at de er mænd. Nu bliver han så placeret på kvindeafdeling – medmindre hans kriminalitet peger i retning af, at han er farlig. Det – på trods af, at der intet er, der tyder på, at mænd, der siger, at de er kvinder, statistisk set er mindre farlige end andre mænd. Og på trods af, at mænd, der siger, de er kvinder, er overrepræsenterede mht. seksualforbrydelser. (Dataene kan ses her.)

Så her bliver både kvinder og mænd udsat for diskrimination – uden anden begrundelse end, at en person har anmodet om juridisk kønsskifte, ventet 6 måneder og bekræftet sin anmodning.

Mænd bliver diskrimineret, fordi der er nogle mænd – dem, der siger, at de er kvinder – som får flere rettigheder end andre mænd – nemlig retten til at afsone på kvindeafdeling – medmindre de aktuelt afsoner domme for farlig kriminalitet. Hvorfor kan alle mænd så ikke få samme behandling? Det kan da ikke være retfærdigt. Her ligger en menneskerettighedssag og venter, skulle man mene.

Kvinder bliver diskrimineret, fordi de kan blive tvunget til at afsone med mænd. Også her kunne menneskerettighedsadvokater begynde at råbe op, hvis de virkelig arbejdede for alles menneskerettigheder.

Men hvad så med Ibi-Pippi, som jo lige nu afsoner sin fængselsstraf på en mandeafdeling? Der kan være andre årsager, som vi ikke kender til, men skulle Kriminalforsorgen følge deres egen vejledning, virker det oplagt, at en person som Ibi-Pippi burde afsone blandt kvinder. Men som sagt sidder han i øjeblikket i fængsel på en mandeafdeling.

Det er svært ikke at fortolke det som et udslag af, at han – i modsætning til andre mænd med juridisk kønsskifte – har fået mediernes opmærksomhed. Er der tale om, at man i Kriminalforsorgen ikke har brudt sig om opmærksomheden om den “inklusive”, men kvindefjendske vejledning og derfor har undladt at placere ham på kvindeafdeling – alene fordi han er i mediernes søgelys?

Hvordan det forholder sig med placeringen i danske fængsler af andre mænd, som har fået juridisk kønsskifte, ved ingen.

På siden, hvor Kriminalforsorgen annoncerede vejledningen om kønsminoriteter i fængsler og arresthuse, hævdes det, at Kriminalforsorgen ikke registrerer de indsattes kønsidentitet systematisk, og at man derfor ikke ved, hvor mange indsatte i Danmarks fængsler, der tilhører “kønsminoriteter.

Det virker besynderligt. Er det en behændig rygdækning, man har lavet her?

Ifølge vejledningen har en mand, som har fået juridisk kønsskifte til kvinde, ret til at blive placeret på kvindeafdeling – medmindre der er risiko for, at han kan blive til fare for medindsatte eller personalet. Det er altså ikke vedkommendes egentlige køn – det køn, som nu på trans-ideologisk nysprog kaldet vedkommendes “biologiske køn” – som forhindrer, at han indsættes på kvindeafdelingen. Det er alene sikkerhedshensyn, der afgør det. Og det vil sige, at en mand, som ikke har begået nogen personfarlig kriminalitet, men som har skaffet sig juridisk kønsskifte, sandsynligvis vil blive placeret på kvindeafdeling i et fængsel.

Så når regeringspolitikere påstår andet, er det altså usandt.

Har Magnus Heunicke læst forkert i Højesteretsdommen?

Som man kunne se i det screenshot af uddraget fra ligestillingsminister Magnus Heunickes tale på Folketingets talerstol den 25. februar, sagde han om denne problematik følgende:

“[…] i forhold til præcis de sager har Højesteret jo afgjort, at en indsat transkvinde, der biologisk er mand, ikke skal afsone i fængslets kvindeafdeling. Det har man taget stilling til. Der skal ikke afsones i fængslets kvindeafdeling, selv om man er transkvinde, fordi man biologisk er mand.”

Det er jo simpelt hen ikke sandt. Hvorfor Magnus Heunicke siger det fra Folketingets talerstol, kan jeg kun gisne om. Tror han selv på det? Det håber jeg ikke. Omvendt er det ikke rart, hvis han ved, at det er usandt, og alligevel siger det.

Visitation og urinprøvetagning

Tilbage til Kriminalforsorgens vejledning, som jeg jo fik aktindsigt i …

I den står der følgende om visitation og urinprøvetagning:

Her får at vide, at visitation skal foretages af personer af samme “biologiske køn” som den indsatte. Men vi får også at vide, at det nogle gange kan være svært at vurdere, hvilket “biologisk køn” vedkommende har. I de tilfælde må fængselspersonalet godt slå efter i cpr-registeret. Men samtidig kan vi læse, at “der må aldrig udføres en undersøgelse, der indebærer afklædning, med henblik på at fastslå den indsattes køn”.

Igen får personer, der siger, at de er det modsatte køn, en helt særlig behandling, som ingen andre i fængslet får. Baseret på noget, de siger, og som ikke kan verificeres ad anden vej.

Pronominerne – altid de forbandede pronominer …

Kriminalforsorgens vejledning har også et afsnit om “tiltaleform”. [Der må menes “omtaleform”, da man ikke siger “hun” til nogen, men om nogen.] Bemærk, at nedenstående instruks om “tiltaleform” udløses af, at den indsatte påstår at have en “kønsidentitet”. Vedkommende behøver ikke have fået juridisk kønsskifte.

Denne instruks er ikke en direkte følge af juridisk kønsskifte, men det er igen en særrettighed, som kun udløses til folk, der påstår, at de har en “kønsidentitet”. Man kan fx ikke insistere på, at fængselspersonalet kalder én “dronning Mary” – medmindre man har en kønsidentitet. Så kan man måske?

Og læg mærke til, at Kriminalforsorgen her går længere end til “han” og “hun”. Også “hen”, “de” – og sågar “den” – kan fængselspersonalet blive tvunget til at omtale indsatte som.

Danmarks domstole leger med i pronomen-legen, som gør det svært for kvinder at holde mænd ude af deres enemærker

Vi danskere bør kunne forvente, at domstole forholder sig til virkeligheden og ikke giver nogle mennesker en særstatus – og at dommere og retssystem ikke forholder sig til nogen menneskers subjektive virkelighedsopfattelse, som om der i stedet var tale om objektive realiteter.

Men sådan er det ikke længere. Hvis en mand siger, at han er kvinde, bliver han omtalt som “hun” i den skriftlige offentliggørelse af dommen i domsdatabasen.

I den famøse sag om den dobbelt-voldtægsdømte og forvaringsanbragte mand, som ønskede at afsone på kvindeafdeling, og som nåede Højesteret sidste år, blev manden omtalt som “hun” i alle 3 afgørelser – Byrettens, Landsrettens og Højesterets – udelukkende på basis af, at han havde fået juridisk kønsskifte og sagde, at han var kvinde. Han havde som sagt ikke fået foretaget nogen former for “kønsskifte”-operationer.

I byretsdommen står der i afsnittet om “Rettens begrundelse og resultat”:

Også i selve afgørelsen fra Byretten lyder det:

Ifølge byretsdommen skal denne mand, som siger, at han er kvinde, omtales som “hun” af Kriminalforsorgen. Byretten baserer denne afgørelse på, at det er sket indtil nu så vidt muligt – undtagen når personalet begår en fejl og kalder ham “ham”:

Det er efter denne byretsdom, at Kriminalforsorgen har udarbejdet deres vejledning, for i den udgave af den, som jeg som sagt har fået tilsendt via aktindsigt, står der, at den udkom den 12. oktober 2023.

På den måde blev praksis gjort til en konkret instruks.

Sig “hun”!

Den dobbelt-voldtægtsdømte og forvaringsanbragte mand ankede byretsdommen til Landsretten.

I Landsretten fik manden stadig ikke opfyldt sine ønsker om afsoning på kvindeafdeling og visitation foretaget af kvindelige fængselsbetjente. Men han fik stadfæstet Byrettens afgørelse, der gik ud på, at han skulle omtales som “hun”.

Og ikke bare dét. Under selve retssagen greb landsretsdommeren ind, når Kriminalforsorgens advokat et øjeblik glemte det. “Sig hun”, lød det. I al fald ifølge Weekendavisens reportage fra retssalen:

I dommen fra Landsretten bliver manden desuden omtalt som “hun” hele vejen.

Dommen blev anket videre til Højesteret. Og i afsnittet i højesteretsdommen om “Højesterets begrundelse og resultat” kan man se, at Højesteret nu med hensyn til mandens placering på mande- eller kvindeafdeling i fængslet tager udgangspunkt i den vejledning, som Kriminalforsorgen har udarbejdet i mellemtiden:

Og hele vejen igennem dommen kalder Højesteret manden for “hun”. Også lige efter en sætning, hvor Højesteret har konstateret, at han er en mand:

Så kvinder kan ikke regne med, at en mand i det danske retssystem – hverken ikke i selve retssalen eller i en dom – bliver kaldt det, som han er: en mand. Heller ikke når han er dømt for at have voldtaget hele to kvinder, hvoraf han slog den ene i hovedet med en sodavandsflaske.

Det er muligt, at landsretsdommeren insisterede på, at Kriminalforsorgens advokat kaldte manden “hun” inde i retssalen, fordi dommeren mente, at det fulgte af Kriminalforsorgens praksis og af byretsdommen. Men det er ikke sikkert. Det kan også være en generel praksis, der er ved at udvikle sig blandt dommere.

Så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad der bliver tilfældet i selve retssalen i min retssag, som skal foregå i retten i Lyngby den 12. august i år … Den retssag, som handler om, at en mand, som siger, at han er kvinde, påstår sig “ærekrænket” – bl.a. baseret på, at jeg har “fejlkønnet” ham. Og jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvordan han vil blive omtalt i dommen, når den bliver offentliggjort.

Og så er der jo domsstatistikkerne …

Lige en afstikker tilbage til debatten den 25. februar i Folketingssalen om de borgerliges beslutningsforslag om begrænsning af loven om juridisk kønsskifte …

Der fremførte ligestillingsminister Magnus Heunicke det argument, at det ikke betød noget, at Ibi-Pippi havde besvaret et spørgeskema om kvinders overgangsalder, som han var blevet tilsendt, fordi han havde skiftet juridisk køn til kvinde – for det havde forskerne selv sagt, da det var “en forsvindende lille del af” besvarelserne.

Og nu til statistikken over domfældelser i Danmark.

Det er svært at forestille sig, at Danmarks statistik bruger andet end cpr-nummer, når de opgør tallene over domfældelser i Danmark fordelt på mænd og kvinder.

Herunder ses Danmarks statistiks tal for voldtægter begået af mænd kontra kvinder:

Her er der jo tale om ekstremt lave tal for voldtægter begået af kvinder. Et par mænd, der skifter juridisk køn til kvinde, vil mangedoble antallet af “kvinder”, der ifølge statistikken har begået voldtægt. Måske optræder de allerede – fx i tallet “3” for 2022?

Forureningen af statistikkerne er en direkte følge af loven om juridisk kønsskifte.

Ret til at få ens køn angivet som et “X” i passet

I pasbekendtgørelsen § 4 kan man i stk. 4 og 5 læse, at når man har fået juridisk kønsskifte, kan man vælge at få anført ens køn som “M” eller “F” i passet – afhængigt af det juridiske køn, man har skiftet til. Men man har også en tredje mulighed: man kan få kønsbetegnelsen “X” i stedet.

Faktisk kræves der slet ikke juridisk kønsskifte for at få lov til at få “X” i passet. Det kræver blot, at man afgiver en skriftlig erklæring om, at man opfylder 1 af følgende 3 betingelser:

  • har en oplevelse af at tilhøre det andet køn
  • er interkønnet
  • ikke identificerer sig som enten mand eller kvinde

At man kan få en så underlig kønsbetegnelse som et “X” indført i ens pas, underminerer den begrundelse, vi igen og igen har hørt fra fortalerne for juridisk kønsskifte. Det skulle jo forhindre, at der skabtes opmærksomhed i paskontrollen, og at man blev trukket til side og skilt fra sin familie. Men sandsynligheden for det er da større – og ikke mindre – hvis ens kønsbetegnelse er angivet som “X”, skulle man tro?

Ret til at slippe for værnepligt – hvis man er mand

I Indenrigs- og Sundhedsministeriets onlinedokument med den lange titel “Vejledende information til personer over 18 år, som har søgt om nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn vedrørende betydningen af at få tildelt nyt personnummer” kan man læse, at en mand undgår at skulle aftjene værnepligt, hvis han får juridisk kønsskifte:

Det har nok ikke den store betydning i dag, da militæret er lille, og de fleste soldater er frivillige, men begge ting kan jo ændre sig i fremtiden.

Uanset om det rent faktisk betyder noget lige nu, så er der tale om, at mænd, der får juridisk kønsskifte, får adgang til rettigheder, som ingen andre mænd har.

Ret til at anmelde andre mennesker for “had”

Mennesker, der siger, at de er “transkønnede”, blev fra 2022 indskrevet i Straffelovens to paragraffer mod hadforbrydelser og hadtale.

Jeg – og mange andre – er principielt imod disse to paragraffer. Hvorfor bliver for irrelevant at gå i dybden med her, hvor fokus er på noget andet.

Straffelovens paragraf 81 og 266 b blev ændret fra 1. januar 2022. Den daværende beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard udtalte dengang følgende:

“Samtidig præciseres straffeloves § 81, nr. 6 om hadforbrydelser og § 266 b, stk. 1 om hadefulde ytringer. Med lovændringen bliver det tydeligt at transpersoner og interkønnede er beskyttet af loven.”

Her er straffelovens to paragraffers nuværende ordlyd: [De passager, der blev indføjet i 2022, er fremhævet.]

“§ 81. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed […]
6) at gerningen helt eller delvis har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika eller lignende,”

“§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Juridisk kønsskifte er ikke nødvendigt for at få denne særlige særstilling i forhold til de ovenstående 2 paragraffer. Der kræves ikke andet end, at man påstår, at man er et andet køn, end man er.

Læg mærke til, at “køn” ikke indgår som en beskyttet identitet. Igen er der forskel på folk.

Ret til at klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på basis af en subjektiv virkelighedsopfattelse – og til at blive omtalt med biologisk ukorrekte pronominer i nævnets afgørelser

Hvis man som “transperson” føler sig diskrimineret af en virksomhed eller myndighed, fordi omgivelserne ikke vil deltage aktivt i fantasien om, at man ikke har det køn, man har, så behøver man nu ikke lægge sag an ved domstolene. Fra 2022 har man i stedet kunne klage til Ligebehandlingsnævnet.

I en pressemeddelelse fra december 2021 meddelte Beskæftigelsesministeriet:

“Beskyttelsen af transpersoner og interkønnede har hidtil alene været indfortolket i lovgivningen. Med lovændringen bliver det tydeligt, at det er forbudt at forskelsbehandle transpersoner og interkønnede.”

Den relevante paragraf i “Lov om ligestilling” er paragraf 2. Den er lidt lang, så jeg har udvalgt nogle centrale dele.

Paragraffen indledes sådan her:

“Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.”

Forskelsbehandlingen kan være direkte – dvs. gennem en instruks – men den kan også være indirekte.

I samme paragraf kan man læse, at der er en undtagelse fra forbuddet om forskelsbehandling. Undtagelsen lyder således:

“Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.”

Og i paragraf 2 står der desuden følgende:

“Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika indebærer ikke en pligt til at stille særlige fysiske faciliteter til rådighed.”

Afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet

Herunder kommer de af Ligebehandlingsnævnets afgørelser på området, som jeg umiddelbart har kunnet finde frem til, og som jeg har vurderet som relevante. Men det skal jo siges, at jeg jo ikke er jurist.

Det lader til at være få tvister, der når til Ligebehandlingsnævnet. Men de sager, der så har været, bliver sandsynligvis toneangivende for, hvordan lovgivningen fortolkes, er min forståelse.

Som en kuriøsitet kan det nævnes, at to af afgørelserne, som jeg oplister nedenfor, blev nævnt i stævningen mod mig af Nadia Jacobsen og hans advokat, selvom de er irrelevante for retssagen mod mig.

Jeg har ikke kunnet finde nogen domme på domsdatabasen om “forskelsbehandling” kombineret med søgeordene “kønsidentitet”, “transkvinde” el. lign. Men der kan jo have været retssager, der er blevet afgjort ved domstolene, men som ikke fremgår af domsdatabasen – fx fordi de er blevet afgjort ved Byretten og ikke anket videre.

Herunder kommer afgørelserne fra Ligebehandlingsnævnet i kronologisk orden. Jeg har citeret selve afgørelserne samt de ting fra dem, som jeg i øvrigt har fundet væsentlige. Derefter har jeg tilføjet mine kommentarer til hver afgørelse.

2016: Svømmehal – Klager havde skiftet juridisk køn
(Ligebehandlingsnævnets afgørelse J. nr. 2015-6811-22682)

Nævnets sagsfremstilling:

“Klager er blevet tildelt et nyt kvindeligt personnummer. Klager har ikke fået foretaget operative indgreb. Den 5. maj 2015 besøgte klager en svømmehal. Klager fremstod som en mand. En medarbejder i svømmehallen meddelte klager, at det ikke var muligt for klager at klæde om i omklædningsrummet for kvinder. Klager blev herefter tilbudt at klæde om i et særskilt omklædningsrum.”

Citat fra indklagedes (dvs. svømmehallens) bemærkninger:

“Indklagede oplyser, at klager ved billetsalget var klædt som en mand. Klager gav ikke udtryk for, at klager havde ønske om at få adgang til dameomklædningen. Klager passerede herefter receptionen og gik ind i dameomklædningen. Klagers omklædning og badning medførte uro blandt de øvrige kvindelige gæster, som klagede til personalet.”

Opsummering af afgørelsen:

“En svømmehals tilbud til klager om separat omklædningsrum til person med juridisk kønsskifte havde intet med ligebehandling i ligestillingslovens forstand at gøre. Klager er juridisk en kvinde, men fremtræder fysisk som en mand. Klager kunne derfor af blufærdighedsmæssige hensyn ikke benytte kvindernes omklædningsrum i svømmehal. Klager fik derfor ikke medhold.”

Citat fra klagers bemærkninger:

“Klager henviser til, at klager i omklædningsrummet legitimerede sig som kvinde ved at fremvise sit sygesikringskort og en indkaldelse til screening for livmoderhalskræft.”

Min kommentar til afgørelsen:

Det er interessant, at Ligebehandlingsnævnet anser det for afgørende, at manden “fremtræder fysisk som en mand”. Man kan jo spørge sig selv, om nævnet var kommet frem til en anden afgørelse, hvis manden havde fået fjernet sin penis og konstrueret en simili-vagina eller -vulva. Så havde nævnet måske ikke anset det for blufærdighedskrænkende, at denne mand havde kunnet beglo kvinderne i omklædningsrummet? Eller at han kunne udgøre en risiko for kvinderne, som befinder sig i afklædt tilstand?

Lad mig minde om, at data viser, at “transkvinder” (dvs. mænd, der siger, at de er kvinder) ikke er mindre farlige for kvinder, end andre mænd er – Hellere ikke, når de har gået til den yderlighed at få fjernet deres penis – Måske snarere tværtimod. (Dokumentationen er her.)

2017: Familievejleder
(Ligebehandlingsnævnets afgørelse J. nr. 2017-6811-21985)

Nævnets opsummering af sagen og afgørelsen lyder:

“En transkønnet person klagede over en kommunal familievejleders udtalelser under støttet samvær med klagers børn. Klager har fået bevilget juridisk kønsskifte og er i den forbindelse blevet tildelt et kvindeligt personnummer og har fået ændret sit navn til et kvindenavn. Klager går klædt som kvinde. Trods dette havde familievejlederen ved enkelte lejligheder under det støttede samvær omtalt klager som ”ham” og tiltalt klager ved sit tidligere mandenavn.

Nævnet vurderede, at udtalelserne var udtryk for chikane på grund af køn. Selvom familievejlederen ikke havde haft til hensigt at udøve chikane, havde klager oplevet udtalelserne som nedværdigende. Klager fik derfor medhold.”

Min kommentar til afgørelsen:

Udsatte børn ofres på trans-ideologiens alter. Siden denne afgørelse i 2017 har danske familievejledere været klar over, at det er deres pligt at medvirke til at udsætte i forvejen sårbare børn for virkelighedsforvrængende gaslighting, hvis en af deres forældre har erklæret sig ”transkønnet”. Gør de ikke dét, kan de få en klagesag på halsen, og klageren vil med stor sandsynlighed få medhold ved Ligebehandlingsnævnet – pga. ovenstående afgørelse.

Alle Danmarks familievejledere har siden denne afgørelse vidst, at står de i en lignende situation, skal de svigte barnet til fordel for forælderens fantasi.

2020: Forsorgshjem
(Ligebehandlingsnævnets afgørelse J.nr. 18-72224)

Nævnets opsummering af sagen og afgørelsen lyder:

“To klagere, der identificerer sig selv som queers, gjorde gældende, at de havde været udsat for forskelsbehandling på grund af deres kønsidentitet i forbindelse med deres ophold på et forsorgshjem.

Ved indskrivningssamtalen på forsorgshjemmet oplyste klagerne, at de ønskede at blive tiltalt ved deres kønsneutrale kaldenavne frem for deres juridiske navne, ligesom de ønskede at blive omtalt med de non-binære pronomener ”de”, ”den” og ”deres”, når de blev omtalt i tredjeperson.

Nævnet fastslog indledningsvist, at det er nævnets opfattelse, at også kønsidentitet er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde. Nævnet vurderede, at der efter oplysningerne i sagen ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagerne var blevet udsat for chikane på grund af deres kønsidentitet under deres ophold på forsorgshjemmet.

Der var ikke fremlagt oplysninger, der understøttede, at klagerne skulle være blevet omtalt i strid med deres kønsidentitet i tilfælde, hvor der ikke blot havde været tale om en fortalelse som følge af almen sprogbrug. Heller ikke indholdet af en transskriberet samtale, hvorunder samarbejdet med klagerne og deres kønsidentitet i forhold til omverdenen var blevet drøftet, understøttede, at omtalen af klagerne skulle have antaget en chikanøs karakter i lovens forstand.

Klagerne fik derfor ikke medhold.”

Min kommentar til afgørelsen:

Hele sagen er vild at læse i sin helhed. Man kan jo spørge sig selv, hvem det er, der burde føle sig krænket her.

2021: Julefrokost
(Ligebehandlingsnævnet afgørelse J.nr. 19-27215)

Nævnets opsummering af sagen og afgørelsen lyder:

“En lønmodtager mente sig udsat for forskelsbehandling til en firmajulefrokost og i forbindelse med den efterfølgende afskedigelse af lønmodtageren, hvor en leder udtalte sig nedsættende om hans kønsskifte fra kvinde til mand.

Der blev afsagt dom mellem parterne i november 2020 om usaglig afskedigelse efter funktionærlovens regler.

Da sagen ved domstolene ikke angik en påstand om forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsloven, var den ikke til hinder for, at Ligebehandlingsnævnet kunne træffe afgørelse i sagen.

Nævnet behandlede derfor klagen. Nævnet vurderede, at lønmodtageren havde påvist faktiske omstændigheder for, at han var blevet udsat for chikane til firmajulefrokosten.

Nævnet vurderede videre, at der ikke var grundlag for at fastslå, at virksomheden havde tilsidesat sin forpligtelse til i rimeligt omfang at sikre lønmodtageren mod chikane.

Nævnet lagde her vægt på, at virksomheden reagerede straks efter de blev opmærksomme på hændelsen til firmajulefrokosten og tilbød blandt andet lønmodtageren mediation med lederen. Lederen fik desuden en skriftlig advarsel for sin opførsel.

Nævnet vurderede videre, at lønmodtageren ikke havde påvist faktiske omstændigheder for, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen. Lønmodtageren fik derfor ikke medhold i klagen.”

NB: Andetsteds i afgørelsen står næsten samme sætning – nu bare med ordet “kønsidentitet” i stedet for “køn”:

“Nævnet vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagede har tilsidesat sin forpligtelse til i rimeligt omfang at sikre klager mod chikane i relation til sin kønsidentitet.”

Min kommentar til afgørelsen:

Her ser vi igen, at borgere bliver omtalt i domme og afgørelser med stedord, der ikke refererer til virkeligheden, men til borgernes subjektive opfattelse af sig selv.

Og vi ser også, at myndigheder – her endda Ligebehandlingsnævnet – opfatter “kønsidentitet” på linje med “køn” – idet nævnet anvender “kønsidentitet” og “køn” parallelt i samme sætning.

2023: Svømmehal – Klager havde ikke skiftet juridisk køn
(Ligebehandlingsnævnets afgørelse J.nr. 22-37799)

Sagsfremstilling:

“Klager, der er transkønnet, besøgte den 16. august 2022 en svømmehal i den indklagede kommune.

Klager er i CPR-registreret registreret med et drengenavn og et CPR-nummer tilhørende det mandlige biologiske køn. Klager anvender et kvindeligt kaldenavn.”

Citat fra klagers bemærkninger:

“Personalet i svømmehallen foreslog først klager at anvende familieomklædningsrummet. Dette skyldtes formentlig, at klager er transkønnet, og at hun ser anderledes ud end de fleste andre kvinder.”

Opsummeringen af afgørelsen:

“Klager, der er transkønnet, klagede over forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika i forbindelse med, at hun ikke måtte anvende kvindernes omklædningsrum i en svømmehal i den indklagede kommune.

Nævnet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

Ligestillingsloven er ikke til hinder for forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede havde oplyst, at klager blev henvist til et separat omklædningsrum af hensyn til de øvrige gæsters blufærdighed.

Ifølge lovens forarbejder kan eksempelvis hensynet til blufærdighed udgøre et legitimt formål, f.eks. i forbindelse med omklædningsfaciliteter, der er målrettet personer med et bestemt fysisk køn.

Efter oplysningerne i sagen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at det af hensyn til blufærdigheden for de øvrige gæster var hensigtsmæssigt og nødvendigt at henvise klager til et andet omklædningsrum end kvindernes.

Klager fik derfor ikke medhold.”

Min kommentar til afgørelsen:

Læg mærke til, at Ligebehandlingsnævnet taler om klagers “fysiske” – ikke “biologiske” – “køn”. Det er åbenbart afgørende, at vedkommende ikke har fået fjernet sin penis? Hvis han havde fået det, ville det måske af nævnet blive opfattet, som om han ikke udgjorde et blufærdighedsproblem for kvinderne – hverken mht. blotteri eller beluring?

Og igen: Ligebehandlingsnævnet omtaler manden som “hun”, fordi han siger, at han er transkønnet.

2024: Psykologpraktik
(Ligebehandlingsnævnets afgørelse J.nr. 23-35287)

Nævnets opsummering af sagen og afgørelsen lyder:

“En transkønnet mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med en regions (indklagede) udtalelser under drøftelserne om mandens kommende studiepraktikophold.

Manden havde oplyst, at han havde anmodet regionen om, at hans kollegaer skulle bruge mandlige pronomener over for ham.

Det fremgik blandt andet af en mail fra mandens kommende vejleder fra regionen, at det af ledelsen var besluttet, at det ikke var muligt at tiltale manden som en mand, inden han havde skiftet biologisk køn og CPR-nummer, og at manden åbenlyst fremstod som en kvinde.

Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for chikane.

Det var herefter regionen, som skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Regionen var, på trods af flere opfordringer hertil, ikke kommet med bemærkninger til sagen. Nævnet vurderede derfor, at regionen ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Manden fik derfor medhold i sin klage.

Fordi manden havde indbragt en klage den 3. oktober 2021 over forskelsbehandling, der senest var sket den 7. august 2018, havde han udvist retsfortabende passivitet, og havde dermed fortabt retten til at gøre et krav på godtgørelse gældende over for regionen.”

Af parternes bemærkninger fremgår følgende:

”Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med den planlagte praktikperiode. Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klager og praktikvejlederen aftalte på mødet i december 2017, at klager kunne hedde sit valgte, kønsneutrale navn blandt kollegaer og patienter. Klagers pronomen – ”han” – skulle respekteres af hans kollegaer i hverdagen, mens patienterne kunne kalde klager, hvad de havde lyst til. Klagers pronomen behøvede slet ikke blive taget op med patienterne. De samme regler skulle gøre sig gældende, hvis klager skulle gennemføre egne terapiforløb under praktikken.

Praktikvejlederens mail af 4. januar 2018 afspejler ikke denne aftale men omtaler i stedet, at klager skulle have krævet af patienterne, at de skulle bruge klagers rette pronomen.”

Min kommentar til afgørelsen:

Det lader til, at Ligebehandlingsnævnet ikke opfatter hensynet til svært psykisk syge mennesker som et legitimt mål, der derfor giver mulighed for at forskelsbehandle.

Læg desuden mærke til, at Ligebehandlingsnævnet skriver en sætning så virkelighedstilslørende som denne: “at manden åbenlyst fremstod som en kvinde.”

Ret til at få registreret et “ikke-kønskorrekt” fornavn

I samme regeringsudspillet fra 2020, som jeg har nævnt tidligere – “Frihed til forskellighed – styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer“ – er årsagen til ændringen af navneloven angivet sådan her:

“Det skal være lettere for trans- og interkønnede, der ikke har gennemført et fysisk eller juridisk kønsskifte, at få et nyt fornavn, der er i overensstemmelse med egen kønsidentitet.”

Og de nuværende regler kan man læse på siden “Køn­si­den­ti­tet og æn­dring af dit navn (vok­sen)” på Familieretshusets hjemmeside:

“Efter reglerne på navneområdet kan en person undtages fra navnelovens krav om, at et fornavn skal være kønskorrekt, når ansøgeren erklærer, at ønsket om navnet er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn.

En person kan således få et navn, der passer til den pågældendes kønsidentitet, ved at erklære, at ønsket om navnet er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn.”

Som man kan se, er det altså ikke noget krav, at man har opnået juridisk kønsskifte.

Det samme gælder for børn – uden nedre aldersgrænse – med det ekstra krav, at når barnet er under 12 år, er det forældrene, ikke barnet selv, der underskriver erklæringen. Det kan man læse om på siden “Køn­si­den­ti­tet og æn­dring af dit bar­ns navn” på Familieretshusets hjemmeside.

Her er der igen-igen tale om en rettighed, som ingen andre end “transkønnede” og “interkønnede” har.

Andre følgevirkninger af Danmarks transkøns-ideologiske love, domme og afgørelser

Domstolenes praksis fungerer som rygdækning for mediernes trans-ideologiske og kvindefjendske omtale af mænd som en undergruppe af kvinder. I en af Berlingskes artikler om den famøse højesteretsdom om den dobbelte voldtægtsmand-nu-juridisk-kvinde står der følgende allernederst:

Denne bemærkning virker besynderlig, når Berlingske og andre medier, så vidt jeg har set, altid kalder alle “transkønnede” ved deres foretrukne pronominer – også kendisser og atleter, som danske domstole ikke har udtalt sig om på nogen måde.

I nyhedshistorier, hvor mænd bliver omtalt som en slags kvinder – fx mht. deres udelukkelse fra kvindesport – kan vinklen jo ikke undgå at komme til at blive, at de bliver diskrimineret. For de er jo en undergruppe af kategorien kvinder, ifølge mediernes reportager.

Det ville være langt nemmere for kvinder at kæmpe for deres rettigheder, hvis de etablerede medier fx skrev, at kvinder ønsker, at mænd – ikke “transkvinder” – ikke skal deltage i kvindesport.

Og så har vi slet ikke talt om:

  • Sundhedsstyrelsens nye vejledning på “kønsskifte”-området, hvor Sundhedsstyrelsen bl.a. som noget helt uhørt blander sig i, hvordan omgivelserne – fx skolen – håndterer barnet – bl.a. mht. pronomenbrug og omklædning i forbindelse med idræt, hvilket har implikationer for andre menneskers ytringsfrihed og tankefrihed og for pigers sikkerhed, privatliv og værdighed. (Den nye vejledning har jeg skrevet om her – og afleveret høringssvar til.)

  • Eksistensen af 3 statslige “Centre for Kønsidentitet” for voksne (i København, Odense og Aalborg)

  • Eksistensen af en statslig børnekønsskifteklinik (på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet)
  • De 900.000 kroner, som Digitaliseringsministeriet har givet til FSTB “til at forbedre levevilkårene for transkønnede børn og unge ved bl.a. at oplyse og rådgive primære omsorgspersoner, så de evner at favne børnene og deres identitet”.
  • STUKs (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) webinarrække, hvor Danmarks skoleledere har lært at “håndtere modstand mod kontroversielle emner såsom kønsidentitet“. (Det har jeg skrevet om her.)
  • Det omfattende projekt, som Social- og Boligstyrelsen står bag, og som skal uddanne Danmarks socialfaglige personale til at sende danske autister ud på en ”kønsrejse”.
    (Det projekt har jeg skrevet om her.)
  • At mænd kan få adgang til kvinders omklædningsrum i den landsdækkende fitnesskæde PureGym, hvis blot de har fået juridisk kønsskifte. PureGym forskelsbehandler nemlig på baggrund af cpr-nummer. (Stor tak til Mette Marie Friis-Nielsen, som var hende, som skrev til PureGym og spurgte dem om deres politik. Jeg har skrevet om det her, her og her. BT skrev efterfølgende en artikel om det.)
  • At Frederiksberg Svømmehal – ifølge en telefonsamtale, som jeg havde med svømmehallen – havde en politik om, at mænd, der siger, at de er kvinder, kunne få adgang til kvinders omklædningsrum – indtil jeg offentliggjorde samtalen, og der blev storm på sociale medier om problemet. Men hvem ved, hvordan det står til i andre svømmehaller rundt omkring i Danmark? Det er jo, så vidt jeg forstår, ikke forbudt ikke at benytte sig af Ligebehandlingslovens undtagelse for forbuddet mod diskrimination.
  • De åh, så harmløse pronominer gør det svært for kvinder at insistere på, at mænd ikke skal have adgang til de rum, der førhen kun har været for kvinder, såsom fx toiletter. Når først kvinder bliver presset til – af “almindelig høflighed”, som det altid anføres – at omtale mænd som “hun”, kan de ikke sige sætningen “Hun [altså manden] må ikke være herinde,” uden at blive opfattet som ekstremt fjendtlig og snæversynet. Og de vil være bange for at blive anklaget for at udgrænse en anden, meget udsat, “kvinde”. Så i mange tilfælde vil den pågældende kvinde vælge at tie stille.
  • Den verserende retssag mod mig. Sidste år, den 6. marts, offentliggjorde jeg min blog-artikel om DBU’s “inklusions”-anbefalinger og om den arbejdsgruppe, der havde udfærdiget anbefalingerne. Det udløste en stævning fra “transkvinden” Nadia Jacobsen for “ærekrænkelse” – bl.a. baseret på, at jeg har “fejlkønnet” ham. (Hvor “fejlkønning” nævnes i stævningen mod mig, kan man se her.) Nadia Jacobsen har på SoMe (til en anden end mig) skrevet følgende: “Jeg har et F i alle mine papirer, jeg står opført som kvinde i alle registre, staten anerkender, at jeg er en kvinde. Du har ingen ret til at kalde mig en mand.” (Se screenshot i min “famøse” blog-artikel.) Sagen mod mig kommer for retten i Lyngby den 12. august.
  • Og hvem ved, om det i Danmark vil vurderes som et “legitimt formål” for lesbiske at samles, uden at heteroseksuelle mænd, som siger, at de er kvinder – og derfor lesbiske kvinder – også skal have adgang til arrangementerne? Den form for forskelsbehandling har en lesbisk gruppe i Australien – The Lesbian Action Group – lige fået forbud mod ved en domstol. Den britiske avis The Guardian har skrevet om det her.)
  • Og vil en dansk kvinde, der er blevet voldtaget af en mand, som enten før gerningen eller efter, men inden selv retssagen, har skiftet juridisk køn, kunne risikere at opleve, at han bliver omtalt som “hun” i retssalen og/eller i dommen? Det har været tilfældet i England, indtil for ganske nylig. Og danske domstole har jo allerede omtalt en dobbelt-voldtægtsdømt mand som “hun” i alle 3 domme. Man må håbe, at det aldrig når dertil, at en kvinde kan blive tvunget til at omtale en mandlig voldtægtsmand som “hun” i selve retssalen her i Danmark – og altså skulle begå mened.
  • Statistisk set er mænd langt mere tilbøjelige til at begå personfarlig kriminalitet end kvinder. Så det at blive omtalt som “hun” i en retssal er en indirekte form for positiv forskelsbehandling af mænd, der siger, at de er kvinder sammenlignet med den behandling, som andre mænd får i en retssag. Tilhøreren – inklusive dommeren – vil nemlig sandsynligvis have meget svært ved at fralægge sig de forestillinger om risikoprofiler, der opstår, når man hører sætninger, der lyder, som om de handler om en kvinde. Så vil danske domstole undgå at diskriminere, bør alle anklagede mænd have ret til at blive omtalt som “hun”.

“Disse rettigheder tager ikke noget fra andre”, hører vi igen og igen. Jo, de gør så.

At give disse særrettigheder til såkaldt “transkønnede” tager i dén grad noget fra andre, fordi “transkønnede” ikke er sin egen kategori af mennesker. Noget af det, der karakteriserer “transkønnede”, er netop, at de siger, at de tilhører en anden kategori af mennesker, end de rent faktisk gør.

Så længe “kvinder” er en juridisk kategori, som man kan blive medlem af alene ved at sige, at man er det, kan samfundet ikke beskytte kvinders rettigheder og grænser.

Som den australske politiker Moira Deeming, som kæmper for kvinders og børns rettigheder, har sagt det:

“Women do not consent to the government’s erasure of women’s sex-based rights and safeguards in the law. And we will be getting them back.”

*****

———————————————————–

Vil du “buy me a coffee”?

Alle mine indlæg her på transkoen.dk er gratis – for at så mange danskere som muligt kan få adgang til afgørende viden om den nyeste forskning og den massive markedsføring af kønsidentitetsideologien fra transkønsorganisationer og transkønsindustrien.

Men arbejdet koster tid og penge.

Hvis du vil hjælpe lidt til med at dække nogle af omkostningerne, så jeg kan fortsætte, er jeg meget taknemmelig. 🙂

Klik her: https://buymeacoffee.com/lotteingerslev