På Aalborg Universitetshospitals egen nyhedsside lyder overskriften om den nye undersøgelse:
”Hormonbehandling øger livskvaliteten hos transpersoner.”
Og selve teksten i nyhedsartiklen på hospitalets hjemmeside starter sådan her:
”Transpersoner, der modtager kønsbekræftende hormonbehandling, har markant højere livskvalitet end dem, der ikke gør. Det viser et nyt studie fra Aalborg Universitetshospital, hvor forskere har undersøgt både selvrapporteret trivsel og blodprøver fra over 350 deltagere.”
Undersøgelsen har overskriften “Gender-Affirming Hormone Therapy, Quality of Life, and the Role of Oestradiol and Testosterone in Transgender Individuals“.
Hele 4 af de 9 forfattere, der står bag artiklen, er fra Center for Kønsidentitet på Aalborg Universitetshospital. Så – som sædvanlig indenfor transkønsfeltet – er der ikke tale om en uafhængig undersøgelse, men derimod en undersøgelse, som bl.a. er foretaget af en klinik, som forsøger at berettige og fortsætte sin eksistens.
TV2 Nord strammede det yderligere, da de rapporterede om undersøgelsen. Deres overskrift lød:
”I risiko for selvmord og psykisk lidelse: Livskvalitet øges med hormonbehandling”.
Men kigger man nærmere på undersøgelsen, fremgår det snarere, at der er tale om en placeboeffekt – som i langt højere grad handler om, at disse såkaldte ”transpersoner” oplever, at omgivelserne anerkender dem som det modsatte køn.
Det er dybt uetisk, at man promoverer en behandling, som har alvorlige bivirkninger og tilfører dem irreversible forandringer på deres krop – når man måske ville kunne opnå samme stigning i livskvalitet gennem psykoterapi eller anden rådgivning.
Desuden er det forkasteligt, at man i forbindelse med denne undersøgelse påstår, at hormonbehandling øger livskvaliteten hos trans-identificerende mennesker, når resultaterne af ens egen undersøgelse ikke viser, at det er tilfældet.
Hvad gik studiet ud på?
I studiet deltog 360 personer i alt.
Deraf var169 trans-identificerende mænd, hvoraf de 143 var i behandling med østrogenet østradiol, og 26 udgjorde kontrolgruppen, som var på venteliste til den samme behandling.
Dertil var der 191 trans-identificerende kvinder, hvoraf de 141 var i behandling med testosteron, og de andre 50 var på venteliste (og dermed udgjorde kontrolgruppen.)
Som det fremgår, var kontrolgruppen meget lille, hvad angår mændene, eftersom den kun bestod af 26 personer. Alene det faktum giver en stor usikkerhed.
Spørgeskemaet
Deltagerne besvarede en dansk oversættelse af et spørgeskema udarbejdet af WHO, som kaldes ”WHOQOL-BREF”.
(Der må være tale om dette spørgeskema – NB: I denne undersøgelse valgte man at udelade 2 af spørgsmålene, som omhandlede generelt helbred.)
Det spørgeskema indeholdt derfor meget få spørgsmål, nemlig kun 24. Disse kun 24 spørgsmål dækkede hele 4 kategorier:
– Physical health (7 spørgsmål)
– Psychological health (6 spørgsmål)
– Social relationships (3 spørgsmål, hvoraf det ene på engelsk lød: “How satisfied are you with your sex life?”)
– Environmental health (8 spørgsmål)
Hvis der var et spørgsmål, som deltagerne ikke havde svaret på, gættede forskerne på, hvad svaret kunne have været – ud fra deltagernes besvarelse af spørgsmål indenfor samme område. En lidt bizar fremgangsmetode – især når man tænker på, hvor få spørgsmål spørgeskemaet indeholdt.
Ud fra denne fremgangsmåde kunne forskerne kun registrere en forskel i livskvalitet mellem deltagere i hormonbehandling og dem på venteliste – i én kategori for hvert køn.
For trans-identificerende kvinder fandt de en forskel i livskvalitet i kategorien ”social relationships” (altså baseret på kun 3 spørgsmål, hvoraf det ene handlede om tilfredshed med sexlivet).
For trans-identificerende mænd fandtes forskellen i livskvalitet i kategorien ”psychological health”, der som sagt var baseret på besvarelsen af kun 6 spørgsmål.
Og her skal vi jo huske på, at den ene af de to grupper af mænd kun bestod af 26 personer. Så den del af resultaterne er alene af den grund særdeles usikker.
Blodprøverne
I studiet har forskerne også målt koncentrationen af krydshormoner i blodet hos nogle af de deltagere, som har modtaget hormonbehandling. Det drejer sig om 85 trans-identificerende mænd og 81 trans-identificerende kvinder.
Disse deltageres besvarelser af de kun 24 spørgsmål i spørgeskemaet blev sammenholdt med koncentrationen af krydshormoner i deres blod.
Men som der står i artiklen (oversat til dansk):
”Der blev ikke fundet nogen overordnet konsistent lineær sammenhæng mellem koncentrationen af kønshormon [i deltagernes blod] og deres livskvalitet.”
Dvs. at forskerne selv indrømmer, at man ikke kan konkludere, at det var hormonerne, der skabte forskellen i livskvalitet – altså stik modsat det, som Aalborg Universitetshospital og TV2 Nord meldte ud.
Der er dog den lille undtagelse, at man blandt de trans-identificerende kvinder, der modtog testosteron, observerede en lille stigning (som forskerne kalder ”signifikant”) i deres livskvalitet indenfor 1 af de 4 kategorier – nemlig den, der hedder ”social relationships”.
Men der skal vi huske på, at et af de 3 spørgsmål, som den kategori bestod af, handlede om tilfredsheden med ens sexliv.
Det er jo en kendt effekt, at kvinders sexlyst og selvtillid øges, når de behandles med testosteron. Men det får jo ikke sundhedsmyndighederne til at anbefale, at alle kvinder behandles med det.
Er forskellen i livskvalitet kunstigt skabt?
I en videnskabelig undersøgelse er det ikke ualmindeligt, at man som kontrolgruppe anvender de mennesker, der er på venteliste til en behandling, som man undersøger effekten af.
Men her er der altså tale om en afgrænset patientgruppe, som er i behandling på det samme Center for Kønsidentitet.
Man må formode, at deltagerne kan have været i kontakt med hinanden, da trans-miljøet er forholdsvist lille i Danmark, og da Center for Kønsidentitet i Aalborg er kendt i miljøet for at være ”mindre rigide” end de andre to centre (det i Odense og det i København).
Her ses fx en tråd fra Facebook-gruppen ”Åbne transpersoner i Danmark”, som alle og enhver kan læse med i:
Der kan derfor være tale om, at deltagerne har påvirket hinanden – eller har ønsket at få det til at fremstå, som om hormonbehandling har en særlig god effekt.
Forskellen i livskvalitet mellem de hormon-behandlede og dem på venteliste til samme behandling kan desuden være skabt af trans-fortællingen om, at løsningen på næsten alle problemer er ”kønsskifte”.
De trans-identificerende personer, der er på venteliste til den meget eftertragtede behandling, som de forestiller sig vil løse så mange problemer for dem, vil ikke være motiverede til at søge andre løsninger på deres problemer end det ”kønsskifte”, som de venter så desperat på, fordi de er blevet fortalt, at det kan ændre så meget til det bedre.
Lad mig lige gentage, at de få blodprøver, forskerne tog, ikke viste nogen overordnet sammenhæng mellem krydshormoner og livskvalitet. Og at det indrømmede forskerne selv – i undersøgelsen. Men ikke i omtalen af den.
Afsluttende bemærkninger
Hvordan det studie overhovedet kunne afsættes til noget videnskabeligt tidsskrift, er svært at forstå – medmindre forskerne endte ud med at anbefale saltvandsindsprøjtninger i stedet for hormoner.
Alt andet ville være dybt uetisk.
Men nej. Det er desværre ikke det, de anbefaler. Den allersidste sætning i studiets konklusionsafsnit lyder derimod:
”Dette bidrager med ny viden og kan derved skabe mere opmærksomhed for evidensbaseret behandling af transkønnede personer, hvilket kan forbedre deres velbefindende og sundhedspleje markant.”
Det er forkasteligt, at man i forbindelse med denne undersøgelse påstår, at hormonbehandling øger livskvaliteten hos trans-identificerende mennesker, når resultaterne af ens egen undersøgelse ikke viser, at det er tilfældet.
Og som sagt er det dybt uetisk, at man promoverer en behandling, som har alvorlige bivirkninger og tilfører mennesker irreversible ændringer på deres krop – når de måske ville kunne opnå samme stigning i livskvalitet gennem psykoterapi eller anden rådgivning.
