Her er en opsummering af afsløringerne:
Hannah Barnes havde meget svært ved at få udgivet bogen ”Time to Think: The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children”, men det lykkedes heldigvis til sidst. Bogen udkommer den 23. februar.
”The Sunday Times” har i denne weekend skrevet hele 3 artikler om bogen og dens afsløringer, og skandalen kom på forsiden af avisen.
Hannah Barnes’ bog er baseret på hundredvis af interviewtimer med tidligere personale og patienter fra klinikken.
Bogen afslører en chokerende mangel på lægelig omtanke og omsorg og et svigt af børn, som skriger til himlen.
En af klinikkens familieterapeuter spørger: ”Vil vi se tilbage på det her om 10-20 år og spørge os selv, hvordan vi dog kunne finde på at gøre det, vi gjorde?”
Gids-klinikken på Tavistock-instituttet i London var centralklinik for England og Wales, og på klinikken behandlede man alle de børn og teenagere, som led af kønsdysfori eller udtrykte, at de var ”transkønnede. Man havde sågar også patienter fra Irland.
Fra 2011 til 2013 blev størstedelen af alle de henviste børn på 11-15 år godkendt til pubertetsblokkere (som risikerer at medføre sterilitet, knogleskørhed og varig hæmning af hjernens udvikling).
Og næsten alle de børn, der fik pubertetsblokkere, endte med efterfølgende at få krydshormoner.
Siden 2009, hvor Gids-klinikken blev grundlagt, har den behandlet tusindvis af børn og teenagere. Men for nylig undersøgte den anerkendte børnelæge Hilary Cass undersøgte klinikken, og hun erklærede den ”farlig for børn”. Derfor bliver klinikken helt lukket her til foråret og erstattet af regionale centre, hvor patienterne vil blive undersøgt vha. en multidisciplinær tilgang, der inddrager specialister i bl.a. psykiske lidelser.
Mange af behandlerne på klinikken har desperat forsøgt at råbe vagt i gevær, men de har talt for døve øren.
I 2006 offentliggjorde klinikkens cheflæge David Taylor en rapport, hvori han påpegede, at de langsigtede effekter af pubertetsblokkere ikke er undersøgt.
Og i 2019 blev en 54-sider lang rapport lavet af den psykiatriske overlæge David Bell, som også var ansat på klinikken, lækket til The Sunday Times.
I den rapport havde David Bell bl.a. skrevet, at klinikkens håndtering af patienterne var ”håbløst utilstrækkelig”, og at nogle af de ansatte var bekymrede over etikken i at give pubertetsblokkere til børn med alvorlige psykiske lidelser.
De to lægers kritik blev ignoreret af resten af personalet. Og man fortsatte bare.
I alt over 1000 børn fik pubertetsblokkere, og af dem var nogle af dem ikke mere end 9 år gamle.
Én optælling viser, at 302 børn i alderen 14 år og under fra 2014 til 2018 blev godkendt til at få pubertetsblokkere.
På klinikken kunne personalet ikke blive enige om, hvorvidt de behandlede børn, som var forpinte, fordi de var transkønnede, eller om børnene identificerede sig som transkønnede, fordi de var forpinte af andre årsager.
Man havde heller intet svar på spørgsmålet om, hvorvidt kønsdysfori skulle sidestilles med homoseksualitet, eller om kønsdysfori skyldtes selvhad – i stil med spiseforstyrrelser.
Men selvom personalet ikke vidste, hvad der var hønen, og hvad der var ægget … så fortsatte de bare.
Bogen afslører den store indflydelse, som transkønsaktivistiske organisationer – bl.a. organisationen ”Mermaids” – havde på klinikken – bla. mht. udskrivningen af pubertetsblokkere til patienterne på Gids-klinikken.
I 2009 blev Polly Carmichael direktør for Gids, og hun igangsatte i 2011 en undersøgelse af effekten af at udskrive pubertetsblokkere på unge under 16 år, men i stedet for at vente, til undersøgelsen var færdig, så fjernede hun i 2014 alle aldersgrænserne for anvendelsen af pubertetsblokkere.
En af de ting, som de kritiske behandlere var bekymrede over, var, at de børn og teenagere, der dukkede op på klinikken, blev mere og mere mentalt forstyrrede.
Der var bl.a. tale om børn, som ikke kun identificerede sig som transkønnede, men også som en anden nationalitet eller race – som regel som asiater. Men dette opfattedes ikke af klinikkens ledelse som relevant for behandlingen af deres ”transkønnethed”.
Det blev ligeledes ignoreret, hvis patienterne havde været udsat for seksuelt misbrug og derfor muligvis hadede deres krop af den grund. Når de bekymrede medarbejdere anførte det til deres overordnede, fik de at vide, at børnene skulle have udskrevet pubertetsblokkere, med mindre børnene selv sagde, at de ikke ønskede dem.
Under to procent af børnene i Storbritannien er på det autistiske spektrum, men på klinikken var det over 30 procent af de henviste, der havde autistiske træk, og det bekymrede nogle af behandlerne. De var bange for, at man skiftede køn på børn, fordi de havde autistiske træk.
I 2012 spurgte man de henviste patienter om deres seksuelle orientering, og det viste sig, at over 90 procent af pigerne og 80 % af drengene sagde, at de var homoseksuelle eller biseksuelle.
Personalet jokede ligefrem med, at der efterhånden ikke ville være nogen homoseksuelle tilbage.
Personalet oplevede ofte, at børnene fortalte, at de havde været udsat for homofobisk mobning i skolen og/eller i hjemmet. En af behandlerne fortalte desuden, at han ofte hørte forældrene sige: ”Hvor er det dog godt, at mit barn er transkønnet og ikke bøsse/lesbisk!”
Når nogle af behandlerne, som selv var homoseksuelle, påpegede forældres tydelige homofobi overfor ledelsen, fik de at vide, at de ikke var i stand til at være tilstrækkeligt objektive, fordi de var … homoseksuelle.
Kønsfordelingen ændrede sig også markant over årene. Da klinikken blev grundlagt, var de fleste af patienterne drenge på omkring 11 år, og mange af dem havde haft kønsrelateret ubehag i årevis. Men i 2019-20 var der seks gange så mange henviste piger som drenge, og pigerne var som regel 12-14 år. Det var typisk for pigerne, at deres kønsdysfori først var startet, efter at de var kommet i puberteten.
Psykologen Anna Hutchinson og psykoterapeuten Melissa Midgen, som arbejdede på Gids, skrev en artikel om dette fænomen, efter at de begge to havde forladt klinikken. De tilskrev bl.a. det store antal piger med ”pludseligt opstået kønsdysfori” årsager: Hyperfemininiseringen og pornoficeringen af det at være pige, frygten for sex og seksualitet og indflydelsen fra sociale medier.
Det bekymrede også nogle af behandlerne, at de oplevede, at en del af forældrene pressede deres børn til at skifte køn, som en ny form for Munchausen by Proxy [dvs. at en forælder fremprovokerer en følelse af kønsrelateret ubehag hos deres barn for selv at opnå opmærksomhed og fremstå som ”den perfekte forælder”, der går så meget igennem for sit barn].
En af behandlerne fortalte fx om, at et barn sagde: ”Det er min mor, der ønsker det her for mig”.
I den pågældende familie var der også seksuelt misbrug og vold, og han og en kollega fortalte direktøren Polly Carmichael, at de derfor havde besluttet sig for ikke at ville sætte dette barn på pubertetsblokkere, men den beslutning omgjorde Carmichael.
Behandlerne på klinikken retfærdiggjorde, at størstedelen af børnene blev givet pubertetsblokkere med, at de på den måde fik tid til at tænke sig om og finde ud af, hvad de ønskede, og at det samtidig kunne lindre deres kønsrelaterede ubehag.
Men en undersøgelse, som Gids-klinikken selv foretog, viste, at selvom børnene udtalte, at de var ”meget tilfredse” med behandlingen, var deres psykiske problemer og kønsrelaterede ubehag det samme som før – eller sågar blevet forværret. Og desuden var de alle sammen endt med at få udskrevet krydshormoner.
Så pubertetsblokkerne var ikke nogen ”tænkepause”. Pubertetsblokkerne var tværtimod startknappen til krydshormoner og de efterfølgende kønsskifteoperationer.
Dette anførte nogle af de bekymrede medarbejdere overfor klinikkens ledelsen, men intet ændrede sig. Og de medarbejdere, der udtalte sig kritisk, blev mobbet ud eller direkte fyret.
Irske læger har læst bogen, og de er chokerede. De indser nu, at beslutningerne om at henvise børn til Gids-klinikken var forhastede. Der var i mange tilfælde tale om børn med autisme og kaotiske forhold i øvrigt, og mange af dem havde været udsat for homofobi.
De irske læger udtaler: ”Sandsynligvis vil det vise sig, at et betydeligt antal af børnene vil fortryde behandlingen. Det vil blive vanskeligt at forsvare, at vi henviste patienterne”.
Fordi klinikkens felt var kønsidentitet, var der næsten ingen af medarbejderne, der turde anfægte det, der foregik. Det var, som om kønsidentitet var noget ”mystisk”, som gjorde, at man ikke kunne stille de samme spørgsmål, som ellers er helt afgørende indenfor sundhedsvæsenet:
– Gør vi skade på patienterne?
– Hvor er evidensen for det, vi foretager os?
– Hvor er dataene?
———————————————————-
Ovenstående er en opsummering af afsløringerne i The Sunday Times’ 3 artikler om sagen.
Her er artiklerne – uden om betalingsmuren:
Artikel 1:
”How the Tavistock gender clinic ran out of control – Hadley Freeman meets the BBC’s Hannah Barnes, who spoke to dozens of former staff and patients, but had to fight to even get her book published” – https://archive.ph/2023.02.11-183121/https://www.thetimes.co.uk/article/tavistock-gender-clinic-puberty-blockers-nhs-investigation-fh7pngj0v#selection-831.0-849.143
Artikel 2:
”Tavistock scandal ‘on a par with East German doping of athletes’ – New book on NHS child gender clinic reveals how staff ‘regret’ routinely referring under-16s for puberty blockers” – https://archive.ph/08RhJ
Artikel 3:
”Irish doctors concerned those transitioning as children could experience ‘significant levels of regret’” – https://archive.ph/cWcbu
——————————————————————————————
Også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
