Leor Sapir har en ph.d. i statskundskab. Han er ekspert indenfor bevisførelsen i debatten om “kønsbekræftende behandling”.
Nedenstående er en oversat transkription af videoen med Leor Sapir, som der er link til nederst i artiklen.
Jeg har fundet kilderne frem for det, som Leor Sapir fortæller om. Dokumentationen er indsat i skarp parentes.
—————————————————————————-
Der er sket en eksplosiv stigning indenfor børn og unge, der identificerer sig som ”transkønnede”.
Blandt babyboomergenerationen (dvs. mennesker, der er født mellem år 1946 og 1964, og som derfor i dag er 59-77 år gamle) var der 0,1 %, der identificerede sig som ”transkønnet” (transgender), men blandt generation Z (dvs. mennesker født efter 1997, og som derfor i dag er under 26 år gamle) er tallet steget til 2,1 %.
Dvs. at tallet er blevet 21 gange større.
[Ovenstående er fra https://news.gallup.com/poll/389792/lgbt-identification-ticks-up.aspx ]
Og lokale spørgeskemaundersøgelser viser endnu højere tal.
Fx viser en artikel af Kidd et al. 2021, at tallet blandt teenagere i et skoledistrikt i Pittsburgh i 2018 var helt oppe på 9,2 %.
Dvs. at antallet af teenagere i dette skoledistrikt, som identificerede sig som transkønnede, i 2018 var 92 gange så højt, som tilfældet var blandt babyboomergenerationen.
[DOKUMENTATION:
Kidd et al.: ”Prevalence of Gender-Diverse Youth in an Urban School District”. Artiklen kan læses her: https://publications.aap.org/pediatrics/article/147/6/e2020049823/180292/Prevalence-of-Gender-Diverse-Youth-in-an-Urban ]
Mønstret er, at jo mere progressivt et område er, jo højere er tallet.
[YDERLIGERE DOKUMENTATION:
Biologen Colin Wright skriver om, at i et skoledistrikt i Californien identificerer 6 % af eleverne sig som ”trans”. Det kan man læse mere om her: https://www.realityslaststand.com/p/breaking-new-documents-reveal-shocking ]
Det giver anledning til at spørge: Hvad er årsagen til den eksplosive stigning blandt børn og unge?
Hypotese 1 er, at den ekplosive stigning skyldes, at ”transkønnethed” er noget medfødt, og det blot er blevet mere accepteret i samfundet.
Hypotese 1 går ud på, at transkønnede børn altid har eksisteret, og at den stigningen, som vi ser, er fuldstændig normal. Det eneste, der er er forandret, er, at samfundet er mere accepterende. Derfor har disse børn og unge følt det nemmere at fortælle andre, hvem de i virkeligheden er.
Hypotese 2 er, at den eksplosive stigning skyldes social smitte.
Hypotese 2 går ud på, at det, at teenagere erklærer sig som “transkønnede” enten hovedsageligt eller udelukkende er noget, som de påvirker hinanden til at gøre.
Lad os kigge på bevismaterialet for hypotese 1:
Hypotese 1 antager:
1. Der er en kategori af børn, der er transkønnede fra fødslen, og hvis kønsidentitet ikke passer med deres biologiske køn.
2. Transkønnethed er noget, man er født med – ligesom homoseksualitet er det.
3. Man hævder undertiden, at hjernen kan have et køn, der ikke svarer til ens biologiske køn – Dvs. at kønsidentitet er noget neurologisk.
Men der er i virkeligheden ingen forskningsmæssig evidens af høj kvalitet for disse påstande.
Påstanden om, at transkønnethed er noget neurologisk, er baseret på studier, som har meget få deltagere. I det mest berømte af disse studier, havde man kun undersøgt hjernen hos 6 voksne transseksuelle, og selv da havde man ikke brugt tid på at udelukke, at forskellene fx skyldtes homoseksualitet.
Så der er kun en meget, meget ringe basis for påstanden om, at transkønnethed har en neurologisk forklaring.
Men i stedet forsøger man så at hævde, at det kan bevises ved, at personen selv hævder sin transkønnethed konsekvent og vedholdende – selvom det indenfor den psykologiske forskning indrømmes, at vi endnu ikke ved, hvad der får en person til at hævde, at vedkommende er det modsatte køn. Det eneste, vi ved, er det, som vi udleder af personens adfærd.
Og endnu en grund til at betvivle den neurologiske forklaring – altså at transkønnethed er noget medfødt – er, at 11 studier har vist, at for størstedelen af de børn, som har denne adfærd – dvs. at de afviser, at de er deres biologiske køn – og som får konstateret kønsdysfori – går det over af sig selv igen. Når de kommer i puberteten, accepterer de den krop, de er født med.
[DOKUMENTATION:
De 11 studier nævnes i appendiks i denne fagfællebedømte artikel: https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/0092623X.2019.1698481
De 11 studier nævnes også i denne gratis artikel: http://www.sexologytoday.org/2018/10/american-academy-of-pediatrics-policy.html ]
[YDERLIGERE DOKUMENTATION:
Læs mere om, hvorfor denne ”brain sex” forklaring” ikke har ret meget evidens bag sig her: https://unherd.com/2022/05/you-cant-be-born-in-the-wrong-body/ ]
Ofte forsøger man at ”bevise”, at stigningen i antallet af trans-identificerende børn og unge er en normal følge af øget social accept – gennem at sammenligne med stigningen i antallet af venstrehåndede, efter at forældre og lærere holdt op med at insistere på, at børn skulle skrive med højre hånd.
Den sammenligning brugte fx komikeren John Oliver for nylig i sit ugentlige tv-program til at latterliggøre dem, der mener, at den store stigning må skyldes social smitte.
[DOKUMENTATION:
John Olivers latterliggørelse af hypotesen om, at den eksplosive stigning i antallet af børn og unge, der erklærer sig som ”transkønnet”, kan ses her: https://youtu.be/Ns8NvPPHX5Y?t=694 – fra tidskode 11:34-11:53.
John Oliver siger:
”Når man ser på tallene for venstrehåndede amerikanere i det 20. århundrede, ser man en kæmpemæssig stigning, da vi hold op med at tvinge børn til at skrive med højre hånd, og derefter fladede det ud … Det betyder ikke, at alle pludselig blev venstrehåndede. Det betyder, at folk fik lov til at være dem, de i virkeligheden er.”]
DOKUMENTATION:
Grafen stammer herfra: https://www.washingtonpost.com/news/wonk/wp/2015/09/22/the-surprising-geography-of-american-left-handedness/ ]
Hvis vi kigger på tallene, så var 4 % af de amerikanere, der blev født i år 1900, venstrehåndede. Men efterhånden blev der mere og mere accept af venstrehåndethed, og af de amerikanere, der blev født i år 1960, er 12 % af dem venstrehåndede. Og lige siden har tallet ligget på 12 %. Dvs. at tallet i den mellemliggende periode er blevet 300 % højere.
Men når man kigger nærmere på de tal, er sammenligningen helt malplaceret.
Hvis man bare kigger på personer, der identificerer sig som ”transkønnede”, er tallet steget med 2100 % mellem babyboomergenerationen – hvor tallet var 0,1 % og til generation Y, hvor tallet er 2,1 %. Dvs. at vi taler om en stigning, som er næsten 10 gange så høj.
Nyhedsbureauet Reuters fik lavet en rapport udarbejdet af analysefirmaet Komodo Health. Rapporten baserede sig på forsikringsselskabers optegnelser. Af den rapport fremgår det, at diagnosen kønsdysfori i årene 2017-2021 er stillet 121.882 gange i USA. Hvis man regner lidt på tallene, kan man se, at tallet for kønsdysfori siden 2013, hvor diagnosen ”kønsdysfori” for første gang optrådte i diagnosemanualen DSM, er steget med 420 % for drenge. For piger er den steget med 4000 %. Og det er vel at mærke over ca. 10 år – ikke 60 år, som tilfældet var for venstrehåndethed.
Så vi taler på ingen måde om den samme stigningsgrad.
[DOKUMENTATION: Man kan finde rapportens resultater her: https://www.reuters.com/investigates/special-report/usa-transyouth-data/]
Dette er ikke det endelige bevis, men det antyder i den grad, at der er tale om andet end blot større social accept.
Større social accept kan ikke være forklaringen på, at der er sket en så eksplosiv stigning inden for så få år i antallet af børn og teenagere, der erklærer sig som ”transkønnede”.
Noget andet, der peger i retning af, at årsagen er social smitte, er, at vi kender til lignende eksempler på social smitte indenfor samme befolkningsgruppe – teenagepiger og unge kvinder:
– Hekseprocesserne i Salem i 1692
– Anoreksi og bulimi i 1980’erne og 1990’erne
– Piger, der selvdiagnosticerer sig med sygdomme, de ikke har, og som lever, som om de har disse sygdomme, selvom de er helt raske – fx ”epidemien” af Tourette-symptomer hos teenagepiger under Corona-nedlukningen
[DOKUMENTATION:
Se fx artiklen på Videnskab.dk med overskriften ”Flere teenagepiger udvikler ‘TikTok-tics’ – En mystisk epidemi af Tourettes-lignende symptomer spreder sig blandt unge piger via sociale medier.” – Den finder du her: https://videnskab.dk/kultur-samfund/flere-teenagepiger-udvikler-tiktok-tics
Citat fra artiklen:
” Hvor Tourettes er arveligt og neurobiologisk betinget, tror Tourettes-forskere, at de nye TikTok-tics bliver udløst af psykiske belastninger. Også Nanette Mol Debes.
»Vi har gjort data op for 28 patienter, og deres tics lader til at blive udløst af længerevarende belastninger som mobning, sociale problemer, konflikter og sygdom blandt familiemedlemmer. Nervøsitet før en eksamen eller at kæresten slår op kan også være mere direkte triggere,« siger hun, og fortsætter:
»Vi spurgte dem også, hvordan corona-pandemien har påvirket dem, og det er lidt påfaldende, at mange fortæller, at de har fået tics efter nedlukningen eller genåbningen af samfundet. Corona er ikke nødvendigvis den primære årsag, men hvis man i forvejen er psykisk sårbar, kan det være en yderligere belastning,« lyder det.” ]
– Og i 1990 opstod bevægelsen ”The Recovered Memory Movement”.
Psykologer og psykoterapeuter hævdede, at unge kvinder, som led af angst, depression eller andre psykiske problemer, sandsynligvis havde været udsat for seksuelt misbrug, som de havde undertrykt og derfor ikke længere kunne huske. Behandlerne anvendte hypnose og andre former for suggestion til at ”fremkalde” disse erindringer, og fænomenet spredte sig i løbet af et årti som en løbeild bland unge kvinder.
Beskyldningerne førte til domfældelse af fædre, som senere blev fuldkommen renset for mistanke, og det viste sig, at det var terapeuterne, der påførte patienterne falske erindringer.
[DOKUMENTATION:
Læs fx her om The Recovered Memory Movement: https://www.psychologicalscience.org/news/the-forgotten-lessons-of-the-recovered-memory-movement.html ]
I populærkulturen bliver transkønnethed hyldet.
Fx har den berømte tidligere dreng og nu pige ved navn Jazz Jennings været midtpunkt for en særdeles populær tv-serie, og Jazz har desuden udgivet børnebøger.
Man kan også se det i sprogbrugen i de etablerede medier og i den måde, politikere taler om kønsidentitet.
Blandt transkønsorganisationer og etablerede journalister er det at være ”transkønnet” det samme som at stille sig udenfor normerne for ens køn.
Dette påvirker naturligvis nutidens unge, for hvem det er være ”konform” er et skræmmebillede. Nutidens unges mål er i stedet at være ”autentisk”. Hvis man erklærer sig som transkønnet, viser man, at man er ”autentisk”, og det er et meget stærkt socialt signal.
Her ser man kønsspektret, som man kan se overalt for tiden. Det stammer fra undervisningsmateriale udfærdiget af organisationen ”Mermaids”, som er Storbritanniens betydeligste organisation, hvis formål er at advokere for transkønnede børn.
Det interessante ved dette billede er, at man kan se den måde, som ”mand” og ”kvinde” er defineret – Den såkaldt ”binære kønsforståelse” … Yderst til venstre kan man se, at det at være ”kvinde” betyder, at man er som Barbiedukken – altså at man ønsker at være indbegrebet af alle de fuldkommen todimensionelle, stereotype forestillinger om, hvad det vil sige at være feminin. Og man kan også se, at hvis man opfatter sig selv som man, så skal man være som Action-man. Og hvis man hverken er som Barbie eller Action-man, så betyder det, at man hverken er ”mand” eller ”kvinde”. Så befinder man sig et eller andet sted i midten … på et spektrum.
Dette billede viser man børn helt ned til børnehavealderen, og de bliver indoktrineret med, at hvis man ikke opfatter sig selv som Barbie eller Action-man, så er man sandsynligvis transkønnet.
Så derfor er det ikke overraskende, at mange børn siger til sig selv: ”Jeg føler mig ikke som Barbie, så jeg må være transkønnet.”
Og det er blot nogle af de budskaber, børn og unge bliver bombarderet med for tiden.
Det populærvidenskabelige magasin ”National Geographic” havde et billede på forsiden, der hyldede transbørn.
Og ved siden af kan man se billeder fra børnebøgerne ”Bodies Are Cool” og ”I’m Not a Girl – A Transgender Story”, som er rettet mod børn helt ned til børnehavealderen. Man kan se, at de bl.a. viser et billede af en ung kvinde, som har fået fjernet begge bryster.
Fotoene nederst til højre er fra en meget populær tråd på platformen Reddit. De viser to unge piger, som tydeligvis også har fået fjernet begge bryster.
Dette markedsføres til små børn som ”autentisk” og ”modigt”.
En af de måder, vi har fået kendskab til hypotesen om, at transkønnethed skyldes social smitte, er via den nye kliniske kategori ROGD (Rapid Onset Gender Dysphoria – Pludseligt opstået kønsdysfori).
Kategorien ROGD har skabt stor furore i debatten om børnekønsskifte.
Abigail Shrier skabte opmærksomhed om ROGD med sin bog ”Irreversible Damage: The Transgender Craze Seducing Our Daughters”, som udkom i 2020.
Men selve begrebet ROGD kommer fra en videnskabelig artikel skrevet af lægen og forskeren Lisa Littman i 2018. Hun foretog en spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til teenagere – primært piger – som pludselig udviste denne dysforiske adfærd under eller efter puberteten.
Der er altså ikke tale om, at disse teenagepiger havde lidt af kønsdysfori i barndommen. Tværtimod begyndte de meget pludseligt at udvise disse symptomer.
Og Littman opdagede, at der var nogle udprægede fællestræk ved pigerne:
– I månederne inden at pigerne erklærede sig som ”transkønnede”, havde de tilbragt en enorm mængde tid på sociale medier.
– Mange af pigerne var socialt isolerede og socialt akavede.
– De var meget optagede af ”social justice”-kulturen. Så de tænkte og talte konstant om ”ofre”, ”undertrykkelse” og intersektionalitet, hvilket betød, at de fokuserede ekstremt meget på sociale hierarkier.
Jeg skrev en artikel for City Journal om, at jeg havde interviewet 10-12 forældre fra Californien, hvis teenagedøtre var gået gennem denne udvikling. Og de fleste forældre fortalte, at i tiden lige inden, at deres datter havde erklæret sig som ”transkønnet” og ønsket at skifte køn, havde døtrene hørt rigtig meget om racespørgsmålet. De var blevet bombarderet med snak om, at samfundet er racistisk, og at de som unge, hvide piger havde nedarvede privilegier, og at de skulle tie stille og lytte til og rette sig efter unge, der var farvede.
Og det, som de unge piger, begyndte at opdage, var, at der var en nem måde at slippe ud af deres status nederst i hierarkiet. Det eneste, de behøvede at sige, var, at de var ”queer” eller ”nonbinære”. Det krævede ikke noget at gøre det. Og så snart de gjorde det, steg de et skridt op ad den sociale rangstige.
Men det viser sig, at identiteterne ”queer”, ”nonbinær” og ”genderfluid” næsten altid fører til, at man på et tidspunkt erklærer sig som egentlig ”transkønnet”.
For hvis man skal vise de andre piger i kliken, at man virkelig mener det alvorligt, skal man kræve hormonbehandling og fjernelse af brysterne. Teenagepiger presser hinanden til at vise, at de mener det alvorligt.
Folk har forsøgt at sige, at Lisa Littmans artikel ikke beviser, at den eksplosive stigning i antallet af unge piger, der erklærer sig som ”transkønnede”, skyldes social smitte. Men det er vigtigt at forstå, at det aldrig var hendes intention. Formålet med Littmans artikel var at generere hypoteser om fænomenet. Det skriver hun eksplicit i artiklen.
[DOKUMENTATION:
Citat fra Lisa Littmans artikel:
”Formålet med dette studie var at indsamle data om forældres observationer, oplevelser og perspektiver på deres pubertetsbørns og unge voksne børns tegn på, at de er blevet ramt af pludseligt opstået kønsdysfori, som begyndte, når de nåede puberteten eller lidt efter, og generere hypoteser om årsagerne til dette.”
Lisa Littmans artikel kan man læse her: https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0202330 ]
Og i årene, siden Littmans artikel blev udgivet, er hendes hypotese blevet bekræftet på mange måder.
En måde er gennem behandleres oplevelser i mange forskellige lande – Finland, Sverige, Storbritannien, Canada og USA.
Disse behandlere har observeret et kønsmæssigt skifte, som også er omtalt i fagfællebedømte artikler.
Indtil for ti år siden var størstedelen af de mindreårige, der blev henvist til kønsskifteklinikker, drenge. Men nu er langt de fleste af de henviste patienter piger.
Og hvor størstedelen af de henviste indtil for ti år siden havde haft kønsdysfori siden den tidlige barndom, starter kønsdysforien nu for størstedelen af de henviste først, når de kommer i puberteten, og mange af pigerne lider af masser af andre psykiske problemer såsom angst, depression, spiseforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder og autisme.
På Storbritanniens centralklinik for børnekønsskifte viste det sig fx, at op til en tredjedel af de henviste piger led af enten autisme eller en anden neurodivergensforstyrrelse.
Og Ken Zucker, som er en af verdens mest fremtrædende forskere i kønsdysfori hos børn, skrev i 2019, at de observationer, som Littman havde foretaget, stemte med, hvad han så blandt størstedelen af hans patienter.
[DOKUMENTATION:
I sin fagfællebedømte artikel ”Adolescents with Gender Dysphoria: Reflections on Some Contemporary Clinical and Research Issues” skriver Ken Zucker:
”I løbet af de sidste 10-12 år er der begyndt at dukke en stor, ny gruppe børn med kønsdysfori op i klinikkerne. Denne gruppe består af pubertetspiger, som ikke har lidt af kønsdysfori i barndommen, og hvis adfærd ikke afviger markant fra størstedelen af piger generelt.”
Artiklen kan man læse her: https://www.researchgate.net/publication/334552874_Adolescents_with_Gender_Dysphoria_Reflections_on_Some_Contemporary_Clinical_and_Research_Issues ]
Og Littmans hypotese om social smitte bekræftes også af førstehåndsoplevelser fra forældre og lærere og mange af de børn, som har gennemlevet dette og bagefter sagt: ”Hvad er det dog, jeg har gjort?”
Der er opstået mange nye organisationer og netværk som fx PITT (Parents for Inconvenient Truths about Trans) og PROGDK (Parents of ROGD Kids). Disse forældregrupper er blevet stiftet som en reaktion på dette problem.
Ovenstående diagrammer viser henviste stigningen i antallet af patienter på børnekønsskifteklinikkerne i Storbritannien og Sverige.
Desværre har vi ikke lignende data fra USA, fordi systemet ikke er centraliseret.
Men baseret på tallene fra Sverige og Storbritannien kan man se, at antallet af henviste pubertetspiger begyndte at eksplodere omkring år 2012, og fra 2016 og frem har pubertetspiger udgjort størstedelen af de henviste mindreårige.
——————————————————————————-
Ovenstående er en oversat transkription af det, Leor Sapir fortæller i denne video – Tidskode 0:00 – 24:29:
——————————————————————————————
Også i PODCAST
Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børn – og de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.
Du kan høre podcastepisoden her:
https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre
