En status på kampen mod kønsidentitetsreligionen: Hvor langt er vi kommet? Og hvad mangler vi stadig?

Forbuddet mod børnekønsskifte blev ikke vedtaget af Folketinget, men emnet blev sat på dagsordenen – både i Tinget og i store dele af de danske medier (Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, og på det seneste også Weekendavisen) – selvom Politikens og DR’s tavshed om beslutningsforslaget i Folketinget var særdeles påfaldende …

Sundhedsministeren lovede stop for kønsskiftebehandling til teenagere med pludselig opstået kønsdysfori.

Så mangler vi “blot”:

1: At få sat en stopper for statssanktioneret transning af de små børn (typisk drenge) – både direkte (i sundhedsvæsenet) og indirekte (i børnehaver og skoler).

2: At få stoppet indoktrineringen i samfundet – fx på efterskoler og fra velgørende organisationers (fx. Børns Vilkårs) side – om, at teenagere skal give sig til at fiksere på drømmen om at “skifte køn”, når de bliver 18.

“Kønsskifte” er et falsk selv, der anvendes som et forsøg på at håndtere problemer, der har en helt anden årsag. Et falsk selv, der blot bekræfter og fastholder en i, at ens oprindelige, fejlbarlige, uperfekte selv ikke er godt nok.

3: Og så skal de juridiske gøgeunger “juridisk kønsskifte” og “kønsidentitet” helt ud af de danske love. Det er skadelige, transkønsindoktrinerende begreber, der intet har at gøre i lovtekster, hvor de blot bekræfter unge mennesker og deres forældre i den fejlagtige opfattelse, at kønsidentitetsreligionen baserer sig på fakta.