I Danmark skal man ikke længere have en decideret diagnose for at opnå såkaldt ”kønsbekræftende behandling”, men man skal opleve ”en markant og varig uoverensstemmelse mellem det køn, man fik tildelt ved fødslen, og det køn, man aktuelt oplever at være”.
Det kan man læse her: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/lgbt/transkoennethed–koensinkongruens/
Amy Sousa er psykoterapeut og forkæmper for kvinder og børns rettigheder. I den korte video herunder forklarer hun, hvorfor diagnosen ”kønsubehag” – og de bagved beliggende begreber ”transkønnethed” og “kønsidentitet” – er sexistisk, statssanktioneret selvskade.
Se videoen herunder. Under den har jeg tilføjet en oversættelse af, hvad Amy Sousa siger.
Her er, hvad Amy Sousa siger i videoen:
”I dag vil jeg kritisere diagnosen “kønsdysfori”.
Jeg vil vise dig, at denne diagnose er baseret på sexistiske stereotyper, og hvordan diagnosen øger sexismen i samfundet.
Jeg vil også vise dig, at det er en afpolitiserende diagnose, som skaber dissociation fra selvet og yderligere selvskade.
Jeg vil starte med at se på nogle af de primære definitioner, som diagnosen består af.
Det første er “køn” (”gender”). ”Gender” bruges til at betegne den offentlige eller social-kulturelle rolle som “mand”, “kvinde” eller “andet køn”.
Jeg kommer ikke til at kigge på det faktum, at de har brugt ordet ”køn” inden for deres definition af ”køn”, så de har lavet en cirkulær ikke-definition.
Men jeg vil understrege, at diagnosen er sexisme. Den er præcis, hvad feminister har kæmpet imod i en evighed. Min krop kommer ikke med en opskrift på en særlig rolle, jeg skal spille i det offentlige, sociale rum. Jeg kan have præcis den offentlige eller sociale rolle, som jeg ønsker.
Det eneste, som min krop begrænser mig til, er min rolle indenfor reproduktionen. Jeg kan kun være den person, der bliver gjort gravid. Jeg kan ikke være den person, der gør en anden person gravid.
Men bortset fra det kan jeg alt. Jeg kan være den forælder, der bliver hjemme hos børnene, eller manden kan være den forælder, der bliver hjemme hos børnene. Jeg kan være læge, advokat, sygeplejerske, bygningsarbejder. Det kan en mand også. Han kan være alle de ting. Vi kan have præcis den rolle, vi ønsker. Og det er sexistisk at antyde at antyde, at min krop kommer med en opskrift på en særlig rolle i samfundet.
Det var det første.
Nu vil jeg så kigge nærmere på “kønsidentitet”.
“Kønsidentitet” er en kategori indenfor feltet ”social identitet”, hvilket betyder en persons individuelle identifikation.
Der er kommet massevis af ”kønsidentiteter” i de senere år. Selvfølgelig er der det. Der kommer hele tiden nye ”identiteter”.
Men det har stadigvæk intet med min krop at gøre. Det har intet at gøre med, hvilken slags krop jeg har.
Der findes uendeligt mange identiteter. Menneskets potentiale for identitetsdannelse er uendeligt. Der er ingen grænser for antallet af ”identiteter”. Det er en kategori, der kan udvides i det uendelige, og den er ikke defineret af, hvilken slags krop jeg har.
Igen er det sexisme. Der bruges ord inden for definitionen, som at man kan have kønsidentitetet “kønsflydende” (”gender-fluid”), eller at man kan have kønsidentiteten “kønsneutral”. Men hvorfor kan jeg ikke bare være en flydende kvinde eller en flydende mand? Hvorfor skal jeg kaldet det en særlig “identitet”?
Jeg kan jo være, som jeg vil, i min krop. Min krop er ikke begrænset af det.
Lad os nu kigge på, hvordan selve diagnosen er defineret.
Selve diagnosen beskrives sådan her:
”Personer med kønsdysfori har en markant uoverensstemmelse mellem det køn, de er blevet tildelt, og deres erfarede eller udtrykte køn”.
Uoverensstemmelsen er ikke kernekomponenten i diagnosen. Kernekomponenten i diagnosen er ubehaget, som denne uoverensstemmelse skaber.
For at få diagnosen skal man have en markant uoverensstemmelse mellem det køn, man har “fået tildelt”, og det køn, man “udtrykker”.
Men jeg har allerede sagt, at der ikke findes en rolle, som min krop skal udfylde. Så der kan ikke være nogen uoverensstemmelse. For jeg kan have en hvilken som helst kulturel identitet, som jeg ønsker, da jeg ikke er afskåret fra at have nogen som helst kulturel rolle. Så det kan ikke lade sig gøre for mig at have en identitet, der ikke er i overensstemmelse med min krop.
Man kan naturligvis føle ubehag ved den sexistiske, snævre, regressive rolle, som samfundet projicerer over på én. At føle ubehag ved det er fuldstændig naturligt, fordi det er ubehageligt, at samfundet fastlægger en snæver kasse, som man skal passe ind i. Jeg får altid klaustrofobi af kasser, som jeg presses ind i. Det er en naturlig reaktion.
Men når nogen føler stærkt ubehag, bør vi hjælpe dem med at kritisere den samfund, der forsøger at presse dem ind i en begrænsende, klaustrofobisk kasse. Vi bør give vedkommende en hammer og hjælpe dem med at slå den kasse i stykker.
Det, som denne diagnose derimod gør, er at give dig en kniv, som du skal bruge mod dig selv, så du kan passe ind i kassen.
Så diagnosen har afpolitiseret dig. Den har gjort det umuligt for dig at kritisere det dysfunktionelle samfund, du lever i, og den har vendt det til et angreb på dig selv.
Desuden fungerer denne diagnose som en empatifælde. Alle tænkende mennesker burde forfærdes ved tanken om, at tusindvis af børn bliver kemisk kastreret og gjort sterile resten af deres liv, og at de får lemlæstet deres kønsorganer og bliver gjort til patienter på livstid.
Det burde forfærde folk, men i stedet skaber denne diagnose en empatifælde, for – i stedet for at blive chokerede og forfærdede over brutaliteten ved det, der sker mod vores børn – ender vi med at få ondt af de stakkels kønsdysforiramte børn, som vi bør give ”kønsbekræftende” behandling, som er noget helt andet, end det lyder.
Diagnosen er et manipulationsredskab, som skal skjule den brutale sandhed bag de ting, jeg lige har nævnt: kemisk kastration, lemlæstelse af kønsorganer og livslang medicinering.
Så alle, der arbejder indenfor feltet psykisk sundhed … alle tænkende voksne mennesker … alle, som er forældre, lærere eller pædagoger … bør sige aktivt fra og give børn de nødvendige redskaber til for alvor at kritisere denne diagnose. Redskaber til at kritisere den snævre kasse, som samfundet forsøger at presse folk ind i. Så de kan slå den kasse i stykker.
Tag ikke en kniv og brug den til selvskade.”
