På transkønsområdet – både fra politikere, meningsdannere og Sundhedsstyrelsen i deres nye vejledning på området, som har høringsfrist om få dage (den 24. februar) – hører vi, at “transkønnethed” ikke længere skal betragtes som en “diagnose”, men en “tilstand” – som dog kan kræve behandling.

Men hvorfor? Og hvem stod bag?

Det har jeg gravet lidt i. Du får svarene i dette indlæg.

Sundhedsstyrelsens nye vejledning er ikke for dinosaurer, må vi forstå

I Sundhedsstyrelsens nye vejledning på transkønsområdet, som i øjeblikket befinder sig i høringsfasen, står der følgende om “udgangspunktet” for “den sundhedsfaglige behandling ved kønsinkongruens”:

Altså må vi forstå, at hvis vi opfatter “tilstande relateret til kønsidentitet” som andet end netop “tilstande”, så er vi dinosaurer med en ikke-“tidssvarende forståelse”, og så er vi desuden ude på at “stigmatisere” nogen.

Men hvor kommer denne tilsyneladende “tidssvarende” “forståelse” fra? Og hvem er dette ubestemte, autoritative “man”, der flyttede disse “tilstande” ud af kapitlet om mental sundhed?

Er dette “man” den lægelige fagkundskab? Eller er dette “man” i virkeligheden lobbyister fra trans-aktivistiske organisationer?

Lad os nu kigge nærmere på dét.

Vi starter med at se på, hvad de ændringer i sygdomskategorierne rent faktisk går ud på. De udgør jo hele fundamentet, som Sundhedsstyrelsens vejledning er bygget ovenpå. Og som Sundhedsstyrelsen fremstiller som fuldkommen nødvendige, “tidssvarende” ændringer, som ingen – undtagen dinosaurer – kan have noget imod.

Ændringerne i ICD-11 på “kønsinkongruens”-området omfatter bl.a. fokus på … infertilitet

Som vi så i screenshottet ovenfor, tager Sundhedsstyrelsens nye vejledning “udgangspunkt” i den nyeste udgave af WHO’s sygdomsklassifikation – Den såkaldte ICD-11. I ICD-11 hedder kønsskifteønsker og kønsligt ubehag “kønsinkongruens” (dvs. kønsuoverensstemmelse), og det er som sagt flyttet fra afsnittet om “Mental and behavioural disorders” til kapitlet om “Conditions related to sexual health”.

Herunder ses et screenshot fra siden om “Frequently asked Questions” om “Gender incongruence and transgender health in the ICD” hos WHO – fra afsnittet med overskriften “Hvad er transkønnethed, og hvad er de typiske sundhedsproblemer hos transpersoner“:

Så vi har at gøre med en patientgruppe, som vi må forstå, er som alle andre – og så alligevel ikke. De kan nemlig have brug for højt specialiseret behandling, får vi at vide – i form af hormoner og kirurgi.

Vi må endelig ikke sygeliggøre dem ved at antyde, at de kan have en form for mental forstyrrelse, men vi skal tilgodese deres ønsker om ekstrem, irreversibel lemlæstelse – amputation af sunde og raske organer. I sundhedsvæsenet. Betalt af det offentlige eller via sundhedsforsikringer.

Denne besynderlige påstand om, at tolerance betyder fuld accept af krav om ekstreme kropslige forandringer, fremsattes for ganske nylig blandt lobbyister på området her i Danmark.

Søren Laursen, tidligere forperson i “LGBT+ Danmark” og nu talsperson for “LGBT-komiteen” (som ser ud til måske kun at bestå af 3 personer?), skrev den 2. februar i et debatindlæg i Jyllands-Posten, at “I et frit og rummeligt samfund vil et menneske udtrykke det køn, vedkommende føler.”

Men som eksempel giver Laursen – besynderligt nok – at dette fx kan indebære, at en kvinde får mulighed for … at få “fuldskæg”. Noget, som ikke bare kræver “rummelighed” fra andre mennesker, men også et produkt (testosteron), som en kvinde kun kan få gennem sundhedsvæsenet.

Skulle man følge Søren Laursens “logik”, ville “rummelighed” fra samfundets side så også skulle udstrække sig til at give mulighed for, at mennesker, der lider af Body Integrity Identity Disorder, kan få amputeret raske lemmer af læger i det offentlige sundhedsvæsen – så de kan udtrykke den kropsidentitet, de føler.

Tilbage til ICD-11.

Lad os lige kigge på det samme citat fra screenshottet én gang til – nu med luppen rettet mod den sidste del:

Her får vi at vide af WHO, at “transpersoner” oftere end andre mennesker er “bebyrdet” med sygdomme – bl.a. indenfor:

• det psykiske område
• sygdomme knyttet til seksualområdet
• og så indenfor … “reproduktion”.

Så det vil altså sige, at ICD-11 fortæller os og alle læger og andre behandlere i verden, der anvender dette diagnosesystem, at “transpersoners” infertilitet – som jo er skabt af de hormoner, de bliver udskrevet af læger, og af kirurgers amputation af deres sunde og raske kønsorganer – nu skal opfattes som en “tung byrde”, som de ‘”bærer”.

Det er noget medfødt, nærmest. Lægernes handlinger er skrevet ud af ligningen. “Transpersonerne” har bare de infertilitetsproblemer. De er ikke skabt gennem bl.a. amputation. Det skal vi åbenbart helst glemme?

At det her også handler om at skabe kunder til reproduktionsteknologiske produkter – fertilitetsbehandlinger, “egg harvesting” og surrogatbørn – og måske i fremtiden børn fremavlet helt udenfor en livmoder – det, som man blandt videnskabsfolk kalder “ectogestation” – er svært at afvise, synes jeg.

Sådan skabtes livslange patienter, som vi skal kalde sunde og raske

Jeg har gravet lidt i, hvad baggrunden var for de ændringer i transkønsområdet, der kom, da man reviderede ICD-10, og som resulterede i ICD-11.

Den historie fandt jeg i artiklen “ICD-11 and the depathologisation of the transgender condition” – en videnskabelig artikel fra 2019.

Forfatterne bag den artikel fortæller, at grunden til, at man som noget nyt i ICD-11 har flyttet “transkønnethed” – som man nu kalder “kønsinkongruens” – ud af kapitlet for psykiske sygdomme, er, at man ikke anser det som en psykisk sygdom.

Hvorfor ikke? Joh, se, en psykisk sygdom, forklarer man, skaber lidelse (“distress”) hos patienten af ingen ydre grund (“in and of itself”) – og ikke som en følge af den stigmatisering eller de sociale afvisninger, som sygdommen forårsager.

Det er en besynderlig udtalelse – at psykiske sygdomme på ingen måde påvirkes eller forstærkes af ydre, negative påvirkninger. Det skal man efterhånden lede længe for at finde læger eller andre behandlere indenfor det psykiatriske felt, der mener.

Man kunne næsten få den fornemmelse, at det er en belejlig påstand opstillet til lejligheden, for at man dermed kan undgå, at “kønsinkongruens” falder ind under kategorien psykiske sygdomme.

Og skulle man i øvrigt tage den påstand for pålydende, så ville mennesker med såkaldt “kønsinkongruens” ikke være behandlingskrævende, så længe de fik accept fra det omgivende samfund.

Man kunne tro, at det var oplagt, at man fra myndigheders hold straks ville gå i gang med kampagner, der skulle fortælle befolkningen, at der altså var nogle mennesker, der følte sig forkerte i de stereotypiske kønsroller, og at de naturligvis skulle accepteres som dem, de var.

Altså kampagner fra myndighedernes side – fx i stil med de kampagner, man satte i gang under AIDS-epidemien i 1980’erne – bare nu med fokus på, at nogle mennesker kan føle, at de ikke er tilpasse i samfundets forventninger til deres køn, og at de også skal have lov at være her – og bydes velkomne i samfundet, præcis som de er.

Men næh nej. Det er ikke det, man anbefaler. Det, man anbefaler er … hormoner og afskæring af kropsdele og konstruering af similivarianter af det modsatte køns kønsorganer.

Det harmonerer jo ikke med, at der er tale om lidelse, som man påstår opstår gennem et ydre pres – fra det omgivende samfund – og ikke indefra.

Det giver ingen mening. Kun hvis denne omkategorisering er igangsat for at skabe kunder hos medicinalindustrien. Og hvis den er lavet for mennesker, der ønsker at kunne få adgang til krydskøns-hormonbehandling og kirurgi betalt af det nationale sundhedssystem eller sundhedsforsikringer.

Uden egentlig dokumentation påstår forfatterne bag artiklen, at mennesker med “kønsinkongruens” skal have adgang til ekstrem kropslig lemlæstelse i det offentlige sundhedsvæsen eller betalt af sygeforsikringer.

I artiklen ser vi hovedmålene for den arbejdsgruppe, der blev nedsat for at revidere ICD-10 på transkønsområdet i forberedelsen til ICD-11. Arbejdsgruppens navn er “The Work Group for the Classification of Sexual Disorders and Sexual Health”:

Det første hovedmål er, som man kan se ovenfor, at af-sygeliggøre (“depathologise”) og afstigmatisere de såkaldte “transpersoner”. Det kan jo give fin mening, hvis man mener, at der findes sådan en kategori af mennesker.

Men det andet hovedformål er “at facilitere tilgængelig [det er nysprog for gratis eller billig] kvalitetsbehandling og services” for disse personer. Det formål bliver ikke begrundet i artiklen.

Og igen kunne man mistænke medicinalindustrien for at have en finger med i spillet. De har i hvert fald en kæmpe interesse i, at disse mennesker bliver livslange patienter.

Skyldes ændringerne i ICD-11 lægelige hensyn eller trans-aktivistiske organisationers lobbyisme for kropsmodifikation?

Som sagt er der nogle andre, der har interesse i, at vi ikke bare sætter informationskampagner i gang, der skaber forståelse for, at nogle mennesker har det svært med samfundets kønsroller, og løser problemet ad den vej.

Disse grupperinger antyder i stedet, at både voksne og børn kan fødes “med den forkerte krop”, og at den slags mennesker af sundhedsvæsenet skal have tilbudt det, som jeg betragter som afgørende at kalde ekstrem, kropslig lemlæstelse.

I artiklen om ICD-11’s forhistorie kan man læse, at en af de ændringer, som man foretog, var, at man fjernede følgende to sygdomskategorier fra diagnosesystemet:

• “fetichistisk transvestisme” (som førhen havde været på listen over “parafilier“)
• “dual role transvestism” (som førhen havde hørt til kategorien “gender identity disorder“)

I artiklen står det her:

De to former for transvestisme blev dermed ikke længere betragtet som sygdomme.

Som jeg har fortalt, blev revisionen af transkønsfeltet i ICD foretaget af en arbejdsgruppe. Den arbejdsgruppe bestod af 11 eksperter, kan man læse i artiklen, men ikke hvem de 11 eksperter var. Vi får kun at vide, at de er “from different related disciplines, representatives of the various regions in the WHO member states”.

Til gengæld får vi at vide, at arbejdsgruppen har konsulteret forskellige internationale organisationer/institutioner, hvoraf navnene på følgende er angivet:

• Den franske regering
• Europa-Parlamentet
• The American Psychological Association
• WPATH (The World Professional Association for Transgender Health)
• GATE (The Global Action for Trans* Equality)
• Agnodice-fonden (schweizisk organisation, som ifølge dens hjemmeside arbejder for transpersoner, nonbinære eller kønstvivlende menneskers rettigheder)
• AktionTranssexualität und Menschenrecht (tysk organisation)
• Den norske organisation Revise F65 (Organisationen fortæller på sin hjemmeside, at den er en undergruppe af “FRI”, og at den bekæmper diskrimination af sadomasochister og fetichister)
• Société Française d’Etudes et de prise en Charge du Transsexualisme

Og som rosinen i pølseenden:

• The national LGBT organisation in Denmark

Det er svært at forestille sig, at der kan være tale om andet end LGBT+ Danmark. ICD-11 blev udgivet i 2018. Og ifølge Wikipedia er det først året efter, i 2019, at “LGBT Danmark”, som organisationen hed indtil da, tilføjer et “+” i deres navn. Så i 2018 hed organisationen “LGBT Danmark”.

I det daværende “LGBT Danmark”s bilag til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg fra 2016 kan man se, at foreningen kom med følgende anbefaling til politikerne i forbindelse med ICD-11:

Som man kan se ovenfor, arbejdede LGBT(+) Danmark for, at “transvestisk fetichisme” skulle fjernes helt fra ICD-systemet. Og at “transseksualisme” skulle udskiftes med “transkønnethed”.

Og på siden for det ” medborgerhus for LGBT+-personer”, som Københavns kommune har støttet med 1 million om året, og som LGBT+ Danmark driver, kan man bl.a. læse følgende, hvis man klikker på “Adfærdskodeks”:

Så i dette medborgerhus har “fetich” samme beskyttede status som fx race.

En anden af de nævnte organisationer – den norske organisation Revise F65 – havde netop den ændring som et af sine 3 hovedformål. Revise F65 jublede på sin hjemmeside, da det lykkedes den at opnå sit mål, som var at få WHO til at fjerne følgende fra sygdomslisten i forbindelse med overgangen til ICD-11:

• fetichisme
• fetichistisk transvestisme
• sadomasochisme

Reduxx har mere om organisationen og dens stifter, Svein Skeid her.

Afsluttende bemærkninger

De politikere og andre meningsdannere, der siger, at de vil overlade behandlingen af “transpersoner” til de “sundhedsfaglige eksperter”, bør være klar over, at det her er fundamentet for den vejledning, som Sundhedsstyrelsen har lagt frem til høring.

Den vejledning, som har frist for høringssvar den 24. februar.

*****

Vil du “buy me a coffee”?

Alle mine indlæg er gratis – for at så mange danskere som muligt kan få adgang til afgørende viden om den nyeste forskning og den massive markedsføring af kønsidentitetsideologien fra transkønsorganisationer og transkønsindustrien.

Men arbejdet koster tid og penge.

Hvis du vil hjælpe lidt til med at dække nogle af omkostningerne, så jeg kan fortsætte, er jeg meget taknemmelig. 🙂

Klik her og buy me a coffee >>