Alle høringssvarene på Sundhedsstyrelsens nye kønsskifte-vejledning er nu offentliggjort i en samlet pdf-fil, og den indeholder en “bombe” om “kønsskifte”-behandlingen af personer med autisme, som samtidig kunne virke som en form for personaleoprør: De to af Danmarks 3 centre for kønsidentitet – CKI i Odense og CKI i København – er gået sammen om at indsende en “bekymringshenvendelse” angående mennesker med autisme-spektrum-forstyrrelse (ASF), som i henvendelsen beskrives som ofte ikke kognitivt og følelsesmæssigt modne nok til at gennemskue konsekvenserne af, hvad det er, de har fikseret sig på som løsningen på deres sociale isolation.

— NB: Nederst i indlægget bemærker jeg noget besynderligt ved bekymringshenvendelsen, som kunne tyde på, at den er indsendt som en form for oprør mod ledelsen på de to centre – eller som et udtryk for stor afmagt.

Et par citater fra bekymringshenvendelsen:

“Patienter med ASF kan have svært ved at sætte sig ind i, hvordan andre tænker. Derfor former de en egen privat logik og forståelse af, hvad det vil sige at have kønsubehag. Derved kan de komme til at tolke en række andre sociale udfordringer som tilhørende kønsubehag. Patienter med ASF kan være urealistiske i

forventningerne til hvordan, og med hvilken forståelse, omgivelserne vil møde patienten efter en evt.

behandling.

Patienter med ASF kan have svært ved fremtidstænkning og ved at forestille sig, hvordan livet kan blive, og hvad det vil betyde at træffe disse valg. Typisk oplever vi, at der kommer korte, overordnede svar.”

[…]

“Et eksempel på ovenstående udfordringer:

Vi møder en patient med ASF, som ikke tidligere har reflekteret over sin kønsidentitet, og hvor puberteten ikke var særligt problematisk. Imidlertid falder patienten på nettet over en beskrivelse af transkønnethed og bliver på meget kort tid helt sikker på selv at være i denne situation.

Patienten angiver at være nonbinær, udlever i ringe grad sin kønsidentitet socialt, giver vage eller stereotype beskrivelser af sit ubehag, siger ikke ret meget spontant – måske er det endda en kontaktperson eller forælder, der fører ordet. Vedkommende er overbevist om, at hormoner og evt. kirurgi er absolut nødvendigt for at gøre livet betydeligt bedre. Patienten kan evt. tilføje, at det at få hormoner vil være at få teamets blåstempling af, at vedkommende er transkønnet, og at dette vil gøre det nemmere at springe ud.

Patienter med ASF fremfører også ofte, at vedkommende ikke kan komme videre med uddannelse eller arbejde, før vedkommende kommer i behandling – de har dermed sat livet på pause. Således kan deres beskrivelser af udviklingen af deres kønsidentitet have karakter af særinteresse.

I forhold til informeret samtykke og det at forstå konsekvenserne af en behandling, kan patienter med autisme måske godt recitere bivirkninger til hormoner, og vil ofte sige, at det ikke vil være noget problem, men fremstår umodne og ureflekterede i disse overvejelser.

Personer med ASF har måske svært ved at passe uddannelse, kan kun gøre sig overordnede tanker om, hvordan fremtiden bliver, og er påfaldende ubekymrede over udsigten til livslang behandling. Ofte udtaler de vedr. fertilitet, at de forestiller sig ”bare at ville adoptere”, hvis der opstår ønske om børn.

Der er ofte for de unge med ASF begrænset eller ingen erfaring med at udleve seksualitet, men mange forventer at det vil løse sig, når kroppen ændres. Ofte angiver de også at være aseksuelle.

Vi har også en bekymring om, at det særligt er personer med ASF, der senere stopper eller decideret fortryder deres behandling pga. skuffede forventninger om at blive, og blive opfattet som, en ciskønnet person af det modsatte køn, eller en skuffelse over, at kønsmodificerende behandling ikke afhjælper den sociale isolation og andet, der er hjemmehørende i ASF. Her spiller den nedsatte mentaliseringsevne særligt ind. Disse overvejelser afstedkommes af vores kliniske erfaring, da der endnu mangler evidens på området.”

—————————–

Som sagt er der noget, der undrer mig ved bekymringshenvendelsen, og som får mig til at tænke, at den *kan* være indsendt som en form for oprør mod ledelsen på de to CKI-centre – eller som et udtryk for stor afmagt:

Center for Kønsidentitet Odense har nemlig OGSÅ indsendt et høringssvar, hvor lederen af centret, Torben Bæk Klein, blot meddeler:

“Vi i Center for Kønsidentitet under OUH har orienteret os i dokumenterne og har ikke umiddelbart nogen indsigelser.” (s. 415)

Og Rigshospitalet, som Center for Kønsidentitet København har hjemme på, har OGSÅ indsendt sit eget høringssvar. Det kan man finde på s. 57-62.

Rigshospitalets høringssvar bærer ikke præg af samme markante bekymring, som man ser i den separate “bekymringshenvendelse”.

——————————————-

Bekymringshenvendelsen fra CKI Odense og CKI København bør læses af alle Danmarks politikere. Del den endelig.

Du finder den på side 416-419 i pdf-filen her: https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/36b453f4-60ab-408d-aeb4-be0ff2dc6b56/H%C3%B8ringssvar%20SAMLET%20240325.pdf