“LGBT+ Danmark” arbejder i øjeblikket for at indskrænke ytringsfriheden. Organisationen vil have kriminaliseret udtalelser, som kan hævdes at være en slags “pre-crime”.

Max Maskell (“den/dens”) er “LGBT+ Danmark”s jurist. I august sidste år blev hun interviewet af selveste Advokatsamfundet. Der udtalte hun følgende:

“Vi [dvs. LGBT+ Danmark] ønsker eksempelvis, at man skriver hadmotiveret chikane selvstændigt ind i straffeloven.”

Og i LGBT+ Danmarks retspolitik kan man finde Maskells ønsker afspejlet. En af organisationens politiske målsætninger lyder:

“Gør det muligt at registrere hadmotiveret chikane som en selvstændig forbrydelse i straffeloven.”

Meget skuffende – og lidt uhyggeligt – stiller Advokatsamfundets (unavngivne) interviewer ingen som helst opfølgende, problematiserende spørgsmål. Interviewet virker nærmest som en promovering af LGBT+ Danmark, som ville være Billed-Bladet værdigt.

Det lyder, som om LGBT+ Danmark ønsker britiske tilstande i Danmark.

Max Maskells eksempel på, hvilke udtryk der bør kunne “anmeldes og efterforskes af politiet”, er “din klamme lebbeluder”.

Hun forklarer – en smule tåget – at udtrykket hverken er hadtale eller en trussel.

Men hvorfor bør det så være direkte ulovligt at kalde nogen “din klamme lebbeluder” – udover at det er uvenligt og uempatisk?

Joh, se, forklarer Max Maskell, “de fleste har desværre også erfaringer med, at den slags eskalerer over tid”.

Så ifølge LGBT+ Danmark og Max Maskell bør vi i DK altså kriminalisere “pre-crime”, så vidt jeg kan se. Eller som man kalder det i Storbritannien: “non-crime hate incidents”.

Bare med den ekstra skræmmende forskel, at det i Danmark hverken bør betragtes som “pre- eller “non-“, men som egentlige forbrydelser.

Hvem skal så bestemme, hvad der hører ind under den gruppe af udtryk, som “eskalerer over tid” – og hvad der ikke gør? Hvad fx med: “Transkvinder er mænd?”

Det skal Max Maskell vel? Hun tilhører jo en beskyttet, udsat gruppe. Det kan man se på hendes pronominer. Det gør sådan nogen som mig ikke. Jeg er jo bare … kvinde.

————————————-

LGBT+ Danmarks retspolitik ses her: https://lgbt.dk/retspolitik/

Advokatsamfundets mikrofonholder-interview med Max Maskell finder du her: https://www.advokatsamfundet.dk/nyheder-medier/nyheder/2024/vi-har-et-retssystem-der-slet-ikke-er-lavet-til-lgbtplus-personer/