Regeringen vil tillade juridisk kønsskifte for børn ned til 0 år – Det er den helt forkerte vej at gå

Det er naivt at se juridisk kønsskifte for børn som en detalje, der blot handler om cpr-numre. Juridisk kønsskifte for børn er et led i en ideologi, som opfører sig som en religion for tiden, og som får folk til at træffe beslutninger på vegne af deres børn, som senere vil blive set som helt, helt forkerte.

Ideologien baserer sig bl.a. på en forestilling om, at den binære kønsforestilling, vi baserer verden på, er noget, som de europæiske hvide mænd har fundet på for at hævde deres magt. Det er noget afsindigt vås, men det afsindige vås er nået helt til Scientific American. (Se fx her: https://twitter.com/sciam/status/1562455099582349320)

Lad mig give et eksempel, på, hvordan kønsskifte for teenagere kædes sammen med forestillingen om, at et lille, lille barn pludselig kan vise os, de voksne, at det “er” et helt andet køn end det køn, det blev “tildelt” ved fødslen. Den forestilling abonnerer selv ledende overlæge i sexologi Astrid Højgaard på. Hun er den øverste chef for en af de tre kønsskifteklinikker i DK. Astrid Højgaard siger her i et brevkassesvar til en mor: “Man skal huske, at allerede når et barn er tre år, begynder dets kønsidentitet at komme til udtryk – man ved, hvad man er.” (https://www.bt.dk/sexbrevkassen/mor-til-9-aarig-min-soen-er-en-pige)

Astrid Højgaard udtaler sig meget skråsikkert og ensidigt. Fx kan man kigge på, hvad hun siger i denne artikel fra Ugeskrift for læger – https://ugeskriftet.dk/nyhed/patienterne-strommer-til-nye-centre-konsidentitet – hvor hun prøver at nedtone kritikken fra de mennesker, der mener, at der må være en modestrømning og social smitte at spore i den kraftige, kraftige stigning, man ser for tiden blandt unge teenagepiger, der vil skifte køn. I den artikel står der følgende: “Astrid Højgaard ser ikke noget modepræget eller smart ved de patienter, hun møder: »Det er lidelsesfuldt, og der bliver grædt mange tårer inde på mit kontor. Påstanden om, at det skulle være et modefænomen, irriterer mig, for det er slet ikke det, jeg oplever. Modefænomener går over, og det gør det her ikke. Patienterne bliver ved med at have det meget ubehageligt«.”

Det, hun siger her, hænger jo ikke sammen. Der er mange fænomener, som bl.a. bunder i social smitte, som varer meget længe – fx anoreksi, bulimi og cutting. Og folk kan sagtens have det særdeles skidt, selvom de til dels er blevet smittet med en idé og et fænomen via internettet.

Det lyder, som om overlæge Astrid Højgaard forsøger at overbevise sig selv om, at de valg, hun foretager for tiden, er 100 % nøgterne og korrekte. Men hun er desværre ikke ret overbevisende.

Og på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har de heldigvis lagt politikken om nu, så færre transkønnede i puberteten får hormonbehandling. »Det handler om at beskytte børnene,« siger overlæge Mette Ewers Haahr.” (https://www.weekendavisen.dk/2022-34/samfund/kropsfikseret)

Ja, lad os gøre det. Lad os beskytte børnene. Lad os ikke snyde af folk, der siger, at juridisk kønsskifte bare er noget med at skifte nogle cpr-numre.

Nej. Det her handler om at standse trans-toget, inden det kører alt for mange menneskers liv i stumper og stykker. Og inden det bliver helt normalt i børnehaver at spørge forældre, om de ikke har lagt mærke til, at lille William leger meget med dukker, og om han ikke ville have godt af at skifte juridisk – og måske også socialt – køn? Sådan et pres er det meget svært for forældre at modstå. Selvfølgelig er det det.

Og derfor vil muligheden for juridisk kønsskifte til små børn øge antallet af unge, der senere skifter køn vha. hormoner og operationer, betragteligt. Så det er den helt forkerte vej at gå.

——————————————————————————————

OPDATERING:
NU også i PODCAST

Jeg har været gæst i Dansk Regnbueråds podcast. Emnet var kønsskifte for børnog de mange meget problematiske lag, der er i den måde, vi tackler børn og unge med identitetsforstyrrelse på i disse år.

Du kan høre podcastepisoden her:

https://regnbuerod.buzzsprout.com/2063983/11681591-lotte-ingerslev-konskamp-for-born-unge-deres-foraeldre