Uddrag fra artiklen:
“Kriterierne for psykisk lidelse:
I nyere psykiatrisk tradition er der nogle grundlæggende kriterier, som skal være opfyldt, før man kan diagnosticere noget som en psykisk lidelse: For det første skal symptomerne være forbundet med betydelig lidelse eller funktionsnedsættelse.
Og for det andet skal det have en længerevarende og gennemgribende karakter. For at nævne et eksempel kan homoseksualitet derfor ikke betragtes som en psykiatrisk diagnose, da homoseksualitet ikke i sig selv medfører lidelse eller funktionsnedsættelse.
Omvendt forholder det sig med kønsdysfori, hvor det ligger i navnet, at tilstanden er forbundet med lidelse og ubehag over ens egen krop og kønskarakteristika. Hvis denne dysfori er længerevarende og gennemgribende, retfærdiggør det derfor en psykiatrisk diagnose.
Diagnoser skal ideelt ses som et værktøj, der benyttes af læger for at finde ud af, hvordan man bedst hjælper et menneske. For at sikre, at mennesker med kønsdysfori modtager den rette evidensbaserede behandling og undgår fejlbehandlinger, er det derfor vigtigt med korrekt udredning og diagnostik.
Psykiske lidelser skal forstås som multifaktorielle bio-psykosociale tilstande. Ved nogle psykiske lidelser såsom bipolar affektiv sindslidelse og skizofreni spiller den biologiske komponent en større rolle end ved andre psykiske lidelser såsom spiseforstyrrelse samt selvskadende adfærd, hvor de psykosociale og kulturelle faktorer i højere grad har betydning.
Da de biologiske faktorer ikke kan antages at have ændret sig i væsentlig grad gennem det seneste årti, må den kraftige stigning hos unge, der oplever kønsdysfori eller identificerer sig som transkønnede i høj grad tilskrives psykosociale og kulturelle faktorer.
Her er der særligt to konkurrerende hypoteser i spil: Nemlig at stigningen skyldes øget social accept, eller at den skyldes social smitte.
Fjernet fra listen:
Der har gennem en lang årrække blandt interesseorganisationer været et stærkt ønske og mål om at få fjernet diagnosen kønsdysfori fra listen over psykiske lidelser, og i 2017 blev diagnosen efter politisk pres fjernet fra listen i Danmark.
Jeg gætter på, at Sundhedsstyrelsens kommende behandlingsvejledning vedrørende kønsdysfori fremover vil benytte diagnosen kønsinkongruens i forbindelse med implementeringen af den næste version af diagnosesystemet ICD-11.
Her er kønsinkongruens blevet fjernet fra listen over psykiske lidelser og flyttet til listen over somatiske tilstande under kapitlet: »Conditions related to sexual health«.
I den nye diagnose for kønsinkongruens har man fjernet lidelseskriteriet, formentlig for at kunne retfærdiggøre, at der ikke nødvendigvis er tale om psykisk lidelse eller funktionsnedsættelse forbundet med tilstanden, og at den derved ikke kan betragtes som psykiatrisk.
Det ligner lidt en skrivebordsøvelse, og jeg har ikke kunne finde nogle solide faglige argumenter for dette, men ICD-11 begrunder det blandt andet selv med et ønske om at afspejle en moderne forståelse af kønsidentiteter og for at undgå, at folk med atypiske kønsidentiteter bliver stigmatiseret som psykisk syge.
Dette er i mine øjne at gøre personer, der reelt lider af kønsdysfori en bjørnetjeneste, da det underkender den lidelse, de rent faktisk oplever.
Samtidigt er der mange usikkerheder ved selve diagnosticeringen, herunder at kunne skelne årsagen til kønsdysforien fra andre underlæggende psykiatriske tilstande, samt uklarhed om hvorvidt diagnosen overhovedet kan forudsige noget om sygdomsudviklingen og kønsdysforiens varighed.
Dette er i sig selv et godt argument for, at man helt skal undlade at benytte medicinsk kønsmodificerende behandling til børn og unge.
Det er paradoksalt, at interesseorganisationer såsom WPATH (World Professional Association for Transgender Health) længe har argumenteret for, at kønsmodificerende indgreb er af afgørende betydning for at lindre lidelsen hos personer med kønsdysfori, samtidig med, at de insisterer på, at der ikke er tale om en psykisk lidelse.
Men hvis der ikke er tale om en reel lidelse, bør kønsmodificerende behandling så ikke anses som kosmetisk behandling? Her bliver argumentet fra interesseorganisationerne, at det er en menneskeret at få lov at udleve og realisere sit autentiske jeg, herunder gennem medicinsk og kirurgisk kønsmodificering.
Men hvis det er et spørgsmål om menneskerettigheder, så må det i sidste ende være en politisk beslutning i hvilket omfang behandlingsformen skal være tilgængelig, og ikke en sundhedsfaglig beslutning.
Det er vigtigt at bemærke, at man i ICD-11 benytter betegnelserne »tildelt køn« og »kønsbekræftende« behandling, hvilket tyder på at man bygger tilgangen på den ikkevidenskabelige og dualistiske forestilling om, at personer kan have et »indre autentisk« køn, der kan være »født i den forkerte krop«.
Ligeledes leder principperne bag den »kønsbekræftende« behandlingstilgang hos personer med kønsdysfori til sekundære dilemmaer i forhold til andre psykiske lidelser.
For eksempel det, der i ICD-11 kaldes krops-integritets-dysfori, som beskriver et intenst og vedvarende ønske om at få fjernet en rask legemsdel, for eksempel at få amputeret en arm eller at blive gjort blind, for at rette op på et oplevet mismatch mellem personens egen kropsopfattelse og den anatomiske virkelighed.
Burde denne tilstand så også fjernes fra listen over psykiske lidelser og i stedet tilgås med en »kropsbekræftende« tilgang, hvor amputation af raske lemmer tilsvarende skal ses som en menneskeret?”
—————————–
Tak til Lasse Sørensen, der igen træder frem der, hvor der er barskt at stå. ❤💪
—————————-
Lasse Sørensens kronik kan læses her: https://www.berlingske.dk/kronikker/speciallaege-i-boerne-og-ungdomspsykiatri-vi-maa-kunne-tale-om-hvorvidt
