Tidligere på året offentliggjorde VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) en rapport om såkaldte “LGBT+”-elevers trivsel. Rapportens projektleder kalder tallene i den “meget voldsomme”.
De dramatiske tillægsord giver jo kun mening, hvis resultaterne fra undersøgelsen afspejler virkeligheden.
Af hensyn til de elever, som rapporten udtaler sig om, har jeg kigget nærmere på tallene for at se, om det rent faktisk er tilfældet.
Læs indlægget – og få svar på følgende:
Kunne man have draget andre konklusioner på rapportens tal end dem, som forfatterne fokuserer på?
Skyldes LGBT+-elevernes mistrivsel skolen?
Er undersøgelsen overhovedet repræsentativ?
Hvilke andre ting i rapporten tyder på, at tallene i den ikke er helt pålidelige?
Hvilke i sandhed “voldsomme” tal fra undersøgelsen ignoreres helt i konklusionerne?
——————-
Bestilt arbejde
Tidligere på året – nemlig den 19. januar – udgav VIVE en rapport med titlen “LGBT+-elevers trivsel og mentale sundhed samt oplevelser af mobning, vold, chikane og diskrimination – En kortlægning for grundskolen, ungdomsuddannelserne og FGU-institutionerne“.
Rapporten bygger på spørgeskemaundersøgelsen “Ung i 2023 – Plads til alle?”. Spørgeskemaet med den overskrift blev sidste år udsendt til 20 % af hver årgang af unge mellem 15-25 år. Af dem svarede 31.420 personer – hvilket er en svarprocent på 19,6 %. Dog har kun 31.086 kunnet kategoriseres som enten “LGBT+” eller “ej-LGBT+”, og derfor er det kun deres besvarelser, der er talt med i rapporten.
Forfatterne bag rapporten er professor Jane Greve, forsker Didde Boisen Andersen, analytiker Julie Schou Nicolajsen og seniorforsker Christophe Kolodziejczyk. Jane Greve var derudover også projektleder på undersøgelsen.
I rapportens forord står der, at “en følgegruppe bestående af videnspersoner og forskere på uddannelsesområdet og LGBT+-området har bidraget til udarbejdelse af spørgeskemaet samt kommenteret på et rapportudkast”.
Hvilke personer eller organisationer, der har været repræsenteret i den “følgegruppe”, får vi ikke at vide, hvilket virker lidt besynderligt.
På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside kan man læse, at VIVEs undersøgelse blev “bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet og er en del af LGBT+ handlingsplanen 2022-2025 ‘Plads til forskellighed i fællesskabet'”.
Og efter at VIVE’s rapport er udkommet, reagerer ministeren straks:
Herunder ses uddrag fra regeringens “LGBT+ handlingsplan 2022-2025“. Her kan man se, at der oplistes en række “fakta” om unge såkaldte “LGBT+”-personer.
Det er interessant, for at sige det mildt, at en af de to kilder til disse “fakta” i regeringens handlingsplan er den særdeles skævvredne, ikke spor uafhængige undersøgelse “Stop diskrimination”. Den undersøgelse har jeg gået efter i sømmene her.
Herunder er der et uddrag, også fra kapitel 2, i samme handlingsplan – nu fra afsnittet “Initiativer”. Her kan man se, at man allerede i handlingsplanen lover, at der vil blive igangsat en undersøgelse af “LGBT+”-elevers trivsel.
Så allerede inden man har igangsat denne undersøgelse, har man fra regeringens side præsenteret det som “fakta”, at “25 pct. af LGBTQ+ elever har skiftet skole på grund af mistrivsel, ensomhed, mobning eller manglende forståelse” – Et “faktum”, der stammer fra LGBT+ Danmarks problematiske “Stop diskrimination“-rapport.
Man har altså bestilt konklusionen på forhånd – og allerede bestemt sig for, at den dårlige trivsel hos disse såkaldte “LGBT+”-elever skyldes forhold på deres skoler.
På den måde har man allerede taget skyklapper på og gjort sig blind for andre årsagsforklaringer.
Desuden har man fra regeringens side med det diffuse begreb “LGBT+” gjort det umuligt for nogen at betvivle, at “transkønnethed” (altså T’et) er noget medfødt – noget, man bare “er”.
Nu er det ikke længere muligt at anfægte det, når nogen taler om “transbørn”. For det er jo så noget, de “bare er”. Det er lige fra starten et så gigantisk svigt overfor børn, at det næsten ikke er til at fatte. For af accepten af, at “transkønnethed” er noget medfødt for et barn, følger, at man naturligvis skal give barnet mulighed for at vælge sine egne pronominer og et nyt navn i skolen – dvs. gennemgå det, man kalder “socialt kønsskifte”.
Men socialt kønsskifte er ikke en neutral handling. Selv Polly Carmichael, som var direktør for den skandaleramte og nu lukkede børnekønsskifteklinik “GIDS” på Tavistock-instituttet i England, udtalte allerede helt tilbage i 2016, at socialt kønsskifte (“socially transitioning”) kan gøre det “næsten umuligt” for børn “at tænke på deres fysiske krops realitet”, og at det derfor “bliver meget vanskeligt at holde deres valgmuligheder åbne og sikre, at der bliver givet fuldt informeret samtykke til de relevante, fysiske indgreb”.
Tilbage til VIVEs rapport …
Så hele VIVE-rapporten kan nu bruges som en raffineret måde at lukke munden på kritikere af børnekønsskifte med – både i og udenfor den danske skoleverden. For i VIVE-rapporten bliver børn, der siger eller tror, at de er et andet køn end det, de i virkeligheden er, behandlet præcis, som hvis de havde været homoseksuelle.
Forfatterne konkluderer, at LGBT+-elever har det dårligt – men rapporten viser, at det har alle elever
På VIVEs hjemmeside sammenfatter projektleder på rapporten, professor Jane Greve, rapportens resultater. Greves sammenfatning af rapporten har følgende (lange) overskrift:
Allerede i denne overskrift konkluderer hun: “På landets grundskoler, ungdomsuddannelser og FGU-institutioner har LGBT+-elever markant dårligere trivsel end andre elever”.
Rapportens projektleder Greve fortsætter: “Mange LGBT+-elever oplever at blive udsat for mobning og diskrimination i skolen”. Men kigger man nærmere på tallene, viser det sig, at det også gælder for næsten lige så mange af de andre elever.
Det kigger vi på nu.
Jane Greve skriver:
De tal har Jane Greve fra figur 2.21 i rapporten. Tallene har jeg markeret med gul i figuren her:
Hvis ikke VIVE-undersøgelsen havde været en del af regeringens “LGBT+-handlingsplan”, og dens fokus og konklusion var blevet bestilt på forhånd, kunne Jane Greve i stedet have konkluderet følgende:
“Mange skoleelever oplever at blive udsat for mobning, fordomme og diskrimination i skolen. I grundskolen og på ungdomsuddannelserne oplever hhv. 28 % og 14-18 % af eleverne at blive behandlet dårligt (mange eller enkelte gange) på skolen.”
Ovenstående tal findes også i rapporten, men de ignoreres i konklusionerne. De er fra samme figur – her markeret med grønt:
LGBT+-elever på gymnasiale uddannelser har det dårligt, men tallene i rapporten viser, at det ikke skyldes uddannelsesinstitutionerne
VIVE-undersøgelsen viser også, at de LGBT+-elever, der har besvaret undersøgelsen, giver udtryk for, at de har det signifikant dårligere end ej-LGBT+-eleverne.
Men undersøgelsen giver ikke noget belæg for at påstå, at det skyldes forholdene på uddannelserne.
For kigger man på ovenstående figur igen, så ser man, at der på de gymnasiale ungdomsuddannelser ikke er nogen forskel på tallene for, hvor mange LGBT+-elever og ej-LGBT+-elever der angiver, at de bliver behandlet dårligt på skolen.
Som man kan se, svarer 78 % af LGBT+-eleverne “Nej”, og det svarer 78 % af ej-LGBT+-eleverne også.
Trods dét har LGBT+-eleverne på gymnasiale ungdomsuddannelser en markant dårligere livstilfredshed end ej-LGBT+-eleverne på de samme uddannelser. Det kan man se i figur 2.1 – herunder – markeret med grønt:
I figuren ovenfor ses, at 36 % af LGBT+-eleverne har angivet, at de har “lav livstilfredshed”, hvorimod det kun er 19 % af ej-LGBT+-eleverne.
Så en naturlig konklusion kunne være, at årsagerne til den lave livstilfredshed skal findes et andet sted end i uddannelsessystemet.
Men den konklusion er ikke bestilt i handlingsplanen. Så det bliver ikke bemærket i rapporten.
Konklusionerne om grundskolen baserer sig på besvarelser fra kun 560 elever
Nu er det jo kun en del af de adspurgte, som går på en gymnasial uddannelse. Men de adspurgte, som går på gymnasiale ungdomsuddannelser, er dog stadig den største gruppe af respondenterne, som stadig går på en uddannelse.
Det kan man se i tabel 2.1 – markeret med grønt herunder:
I den tabel kan man i øvrigt se 2 andre interessante ting:
1:
Den allerstørste andel besvarelser kommer fra personer, der ikke er i uddannelse, nemlig 7.776 besvarelser (markeret med gul i tabellen).
På den ene side giver det måske nok god mening at medtage unge mennesker, der ikke går i skole – fordi man dermed kan få oplysninger om, hvor mange der dropper ud af uddannelser.
Men det giver den svaghed, at det bliver svært at udtale sig om forholdene i skolen på baggrund af besvarelser, hvoraf hele 25 % (7.776 ud af 31.086) kommer fra personer, der ikke kan sige noget om, hvordan det er at gå i skole nu.
2:
Det totale antal besvarelser, der kommer fra elever i grundskolen er 4.956. Af dem er 11,3 procent defineret som “LGBT+-elever” (markeret med blåt ovenfor).
Med andre ord baseres de konklusioner og overskrifter, som undersøgelsen har udløst, om hvad der bør gøres anderledes i grundskolen, sig på kun 560 besvarelser – nemlig 11,3 % af 4.956.
Det er værd at lægge mærke til, når man i første omgang hører, at tallene i undersøgelsen baserer sig på besvarelser fra hele 31.086 personer.
Forfatternes “bevisførelse” for, at rapportens resultater skulle være “repræsentative”, er tynd
Rapportens forfattere mener selv, at den er repræsentativ. Det skriver de på s. 7:
Og de mener også selv, at de har undersøgt, hvor repræsentativ den er. På side 124 skriver de nemlig:
Men de har kun “undersøgt” repræsentativiteten af den del af besvarelserne, som er fra elever, der er 15 år gamle.
Det kigger vi lige på.
Herunder ser man tabel 3.3 fra side 128 i rapporten. Her oplister man svar fra den nationale trivselsmåling, som alle folkeskoleelever i de ældste klassetrin besvarer hvert år, side om side med svar fra VIVEs undersøgelse, hvor man har stillet det samme spørgsmål og angivet de samme svarmuligheder.
I tabellen er der fire kolonner. Hvis resultaterne fra VIVE-undersøgelsen skal være repræsentative, så bør procenttallene i kolonne 1 og 4 være nogenlunde ens.
Det bør de være, fordi det i så fald ville vise, at eleverne, der har besvaret VIVE-undersøgelsen, har samme fordeling af “tryghedsniveau” som 15-årige elever generelt.
Men er de tal så nogenlunde ens? Lad os kigge på dét …
Tabellen består som sagt af fire kolonner. De viser procenttal for svarene på de samme spørgsmål fra 2 forskellige undersøgelser.
Markeret med blåt (dvs. kolonne 1 og 2) er Den Nationale Trivselsmåling, som alle folkeskolens elever i de ældste klassetrin deltager i hvert år.
Kolonne 1 er alle 15-årige. Kolonne 2 er kun svarene fra de af deltagerne i Den Nationale Trivselsmåling, som også har deltaget i VIVE-undersøgelsen.
Markeret med grønt (dvs. kolonne 3 og 4) er svarene fra VIVE-undersøgelsen. Grunden til, at der er to kolonner her, er, at man i kolonne 4 har medtaget alle 15-årige fra VIVE-undersøgelsen – dvs. også dem fra privat- og friskoler. Eleverne på privat- og friskoler er nemlig ikke med i Den Nationale Trivselsmåling.
Derefter har man sammenlignet svarprocenterne for at se, om der er store afvigelser mellem kolonnerne eller ej.
På side 125 i VIVE-rapporten kan man læse følgende:
Så VIVE-rapportens forfattere mener ikke, at de kan se afvigelser, der er store nok til, at undersøgelsen ikke kan anses for repræsentativ.
Det er besynderligt, for det vil altså sige, at de mener, at de 19,9 % i kolonne 1 for svaret “Altid” og de 30,9 % i kolonne 4 (ligeledes for svaret “Altid”) er næsten det samme. Der er jo ellers en afvigelse på hele 50 % …
At selveste VIVE, som kalder sig “Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd”, kan kalde sådan en undersøgelse for “repræsentativ”, kan være svært at forstå. Men der sker vel det, at når først man har lavet en kæmpemæssig undersøgelse, så har man en tendens til at sætte kikkerten for det blinde øje, når der er tal, der ser underligt ikke-repræsentative ud. For man har jo ikke ligefrem lyst til at erklære ens store undersøgelse for spildt arbejde – eller underminere de konklusioner, man selv drager af den.
Rapportens vidtrækkende konklusioner handler jo om LGBT+-elever. Og det er jo allervigtigst, at rapportens tal er repræsentative for dem.
Men det har man slet ikke undersøgt. I stedet har man altså lavet en “test” af, om tallene i undersøgelsen er repræsentative for alle de 15-årige, der har deltaget i undersøgelsen. Den test har undersøgelsen ikke klaret særlig godt. Og alligevel bruges resultatet af den test for repræsentativiteten som et argument for, at undersøgelsens svar også er repræsentative for de såkaldte “LGBT+”-elever.
Jane Greve udtaler, at der er tale om “meget voldsomme tal”. Men hvad er årsag, og hvad er virkning?
I det digitale medie Skolemonitor.dk’s artikel om VIVE-undersøgelsen kan man læse følgende:
Jane Greve har ret så langt, at LGBT+-eleverne i undersøgelsen angiver, at de har det dårligt, hvad angår lavt selvværd, ensomhed, oplevelser af diskrimination og selvskade.
Men det er jo katastrofalt, hvis VIVE-rapportens resultater bliver fortolket på en måde, der vender op og ned på årsag og virkning.
Kategorien “LGBT+” er jo så diffus, at det bliver en besnærende kategori at melde sig ind i, hvis man er en teenager, som føler sig grundlæggende forkert. Årsagen til forkerthedsfølelsen er måske autisme, eller at man ikke lever op til de ekstremt rigide forestillinger om, hvad der skal til for, at man er en “rigtig dreng” eller en “rigtig pige”. Og så kan det virke tillokkende at “springe ud” som medlem af den efterhånden ganske moderigtige kategori “LGBT+”.
Så er man stadig “forkert”, men nu på en måde, som samfundet forstår – og som ovenikøbet kan give en nogle pluspoint opad i hierarkiet.
Med andre ord omfatter den diffuse kategori “LGBT+” mange unge, der af forskellige årsager trives dårligt. I stedet for at undersøge disse årsager klumper man disse unge sammen med blandt andet homoseksuelle, og alle problemer med mistrivsel skal nu ses gennem en “LGBT+”-linse med tæt fokus på grundskolen, som nu får ansvaret for at løse deres problemer uanset den reelle årsag.
De tal i rapporten, som almindelige mennesker ville finde “meget voldsomme”, ignoreres
På side 72 i tabel 2.6 (herunder) kan man se procenterne for svar på spørgsmål om “ubehagelige oplevelser”, man er blevet udsat for i løbet af den seneste måned.
Her kan man altså se, at andelen af ej-LGBT+-elever, der har svaret, at de er blevet udsat for fysisk vold – ikke trusler om vold, men decideret vold – i løbet af den seneste måned, er oppe på hele 27,4 %.
Denne chokerende oplysning synes rapportens forfattere tilsyneladende ikke er interessant. De nævner den faktisk slet ikke i deres bemærkninger til den tabel.
Deres bemærkninger ses her:
Som man kan se i forfatternes bemærkninger ovenfor, nævner de alle kategorier af ubehagelige oplevelser – på nær disse tre:
- digital mobning
- andre former for dårlig behandling
- udsat for fysisk vold
Når man kigger på de “ubehagelige oplevelser”, som et menneske kan blive udsat for, så er de fleste vel enige om, at det direkte at blive udsat for fysisk vold må være værre end det meste andet. Og dog nævner rapportens forfattere slet ikke de alarmerende høje tal for elever, der har været udsat for fysisk vold i løbet af den seneste måned – nemlig som sagt mindst 27,4 % af dem.
Det burde være den nyhed, der blev plastret til over alle avisernes forsider, den dag rapporten udkom:
“Næsten 30 % af alle elever i grundskolen har været udsat for fysisk vold i løbet af den seneste måned”.
Man kan kun gisne om, hvorfor dét ikke blev overskriften. Én mulig forklaring er, at rapporten ikke viser, at LGBT+-elever er statistisk signifikant mere udsat for vold end de andre elever.
En anden mulig forklaring er, at det, at næsten 30 % af eleverne i grundskolen skulle være udsat for fysisk vold inden for den seneste måned, simpelt hen er for usandsynligt – og at hvis man sætter spot på dette besynderligt høje tal, så falder troværdigheden for alle de andre tal i rapporten.
For så er der måske tale om, at respondenterne overdriver.
Der er to tal i rapporten, der ikke rigtig stemmer
En anden ting, der tyder på, at tallene i rapporten ikke er helt pålidelige, er, at samtidig med, at hele 27,4 % af ej-LGBT+-eleverne i grundskolen angiver, at de har været udsat for fysisk vold inden for den seneste måned, så svarer hele 82 % af grundskolens ej-LGBT+-elever, at de “Altid/for det meste” føler sig trygge på deres skole.
De 82 % ser man herunder – i figur 2.17 (markeret med grønt):
Så mindst en tredjedel af de 27,4 % af ej-LGBT+-eleverne, der har været udsat for vold i løbet af den seneste måned, svarer, at de “Altid/for det meste” føler sig trygge, hvilket jo lyder højst usandsynligt.
At rapportens forfattere ikke nævner det ekstremt høje tal for alle grundskolens elever, der har været udsat for vold i løbet af den seneste måned, tyder på, at de også selv anser det tal for overdrevet – for ellers ville det jo være et svigt af de helt store at undlade at pege på det.
Men årsagen skal måske findes et andet sted: At hvis de peger på, at det tal måske er overdrevet, så er det næste spørgsmål jo:
Er alle svarprocenterne i rapporten overdrevne?
Afsluttende bemærkninger
Så lad os lige opsummere:
På forsiden af rapporten kalder VIVE den en “kortlægning”. Men undersøgelsen blev som sagt bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet som en del af regeringens LGBT+ handlingsplan 2022-2025. Konklusionen var dermed bestilt på forhånd.
I rapporten konkluderes det, at såkaldte “LGBT+”-elever har det dårligt – men kigger man tallene efter, viser det sig, at det har alle elever faktisk.
LGBT+-elever på gymnasiale uddannelser mistrives, men tallene i rapporten viser, at det ikke skyldes uddannelsesinstitutionerne. Så en naturlig konklusion kunne være, at årsagerne til den lave livstilfredshed skal findes et andet sted end i uddannelsessystemet.
Rapportens vidtrækkende konklusioner handler om LGBT+-elever. Og det er derfor allervigtigst, at rapportens tal er repræsentative for dem.
Men det har man slet ikke undersøgt. I stedet har man lavet en “test” af, om tallene i undersøgelsen er repræsentative for alle de 15-årige, der har deltaget i undersøgelsen. Den test har undersøgelsen ikke klaret særlig godt. Og alligevel bruges resultatet af den test som et argument for, at undersøgelsens svar også er repræsentative for de såkaldte “LGBT+”-elever.
To andre ting i rapporten underminerer dens troværdighed yderligere.
For det første er der en opsigtsvækkende – og i sandhed “voldsomme” – nyhed, som findes blandt rapportens tal, men som ignoreres i dens konklusioner – Nemlig at næsten 30 % af alle elever i grundskolen har været udsat for fysisk vold i løbet af den seneste måned.
Jeg håber sandelig ikke, det tal passer? Og det håber rapportens forfattere vist heller ikke, da de har forbigået tallet i stilhed.
For det andet, så viser rapporten, at mindst en tredjedel af de ej-LGBT+-elever, der har været udsat for vold i løbet af den seneste måned, “Altid/for det meste” føler sig trygge, hvilket jo også lyder højst usandsynligt og tyder på, at deltagerne har svaret meget overfladisk på spørgsmålene i undersøgelsen.
Men allerværst er nok, at man i rapporten anvender den diffuse kategori “LGBT+”. På grund af sin manglende afgrænsning omfatter denne kunstige kategori mange unge, der af forskellige årsager trives dårligt. I stedet for at undersøge disse årsager klumper man i VIVE-rapporten disse unge sammen med blandt andet homoseksuelle, og alle problemer med mistrivsel skal nu ses gennem en “LGBT+”-linse med tæt fokus på grundskolen, som nu får ansvaret for at løse disse børns problemer uanset den reelle årsag.
*****
————————————————————————-
VIL DU HJÆLPE MIG LIDT?
Alle mine indlæg her på transkøn.dk er gratis – for at så mange danskere som muligt kan få adgang til afgørende viden om den nyeste forskning og den massive markedsføring af kønsidentitetsideologien fra transkønsorganisationer og transkønsindustrien.
Men arbejdet koster tid og penge.
Hvis du vil hjælpe lidt til med at dække nogle af omkostningerne, så jeg kan fortsætte, er jeg meget taknemmelig. 🙂
Klik her og “buy me a coffee”:
https://www.buymeacoffee.com/lotteingerslev
