I går blev Sundhedsstyrelsens nye vejledning på kønsskifteområdet (Ja, det kan de ikke lide, at vi kalder det område, men det vil jeg nu gøre alligevel) sendt i høring til udvalgte organisationer. Fristen er den 24. februar 2025.
Jeg har gennemlæst vejledningen, og her i indlægget kommer det, som jeg foreløbig har lagt mærke til. Der kan komme flere ting til senere.
Sundhedsstyrelsen har opdelt vejledningen i 3 dele, hvilket forvirrer lidt.
Det er kun de første 2 dele, der er sendt i høring.
Alt materialet findes her: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/69532
Udover høringsbrev og høringsliste finder man der 2 dokumenter:
- “Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens“.
- “Faglig ramme for sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens“.
Det første dokument, som hedder “Vejledning om …”, er kun 4 sider langt, og det meste i dette dokument gentages i det andet dokument.
Derfor har jeg foreløbig koncentreret mig om det andet dokument.
Dokumentet “Faglig ramme for sundhedsfaglig hjælp ved kønsinkongruens” har jeg af nemheds skyld valgt at omtale som “Faglig ramme”.
Og det er det, som jeg gennemgår herunder.
Jeg har opdelt min gennemgang i nogle hovedafsnit.
I hvert afsnit skriver jeg mine bemærkninger til screenshots fra dokumentet “Faglig ramme”, som følger under mine bemærkninger.
Sundhedsstyrelsen tager udgangspunkt i WHO’s nyeste diagnosesystem ICD-11 – som flytter området ud af kapitlet om psykiske lidelser
Det har i flere år været meningen, at Danmark skulle implementere WHO’s nye diagnosesystem, som hedder “ICD-11”. Men af forskellige grunde, som ikke lader til at have noget at gøre med modstand mod ICD-11, men som, så vidt jeg er bekendt, mest har med noget teknisk at gøre, er implementeringen af ICD-11 i Danmark sat på pause.
Det forlyder, at man nok først vil komme til at indføre ICD-11 i Danmark i 2026.
Men Sundhedsstyrelsen har i dokumentet “Faglig ramme” valgt at tage udgangspunkt i ICD-11.
I ICD-11 hedder kønsskifteønsker og kønsligt ubehag “kønsinkongruens” (dvs. kønsuoverensstemmelse), og det er flyttet fra afsnittet om “Mental and behavioural disorders” til kapitlet om “Conditions related to sexual health”.
Herunder er et screenshot fra siden om “Gender incongruence and transgender health in the ICD” hos WHO.
At Sundhedsstyrelsen nu tager udgangspunkt i ICD-11 har en hel masse alvorlige konsekvenser, som jeg har tænkt mig at vende tilbage til på et senere tidspunkt, men det går jeg ikke i detaljer med her.
Det allervigtigste at forstå lige nu – hvilket Sundhedsstyrelsen også understreger – er, at man går bort fra at tale om “kønsligt ubehag” og i stedet bruger begreberne “uoverensstemmelse mellem fødselstildelt køn og kønsidentitet” og “kønsinkongruens”. (De to sidstnævnte ting betyder stort set det samme, ser det ud til, men de har alligevel valgt to forskellige udtryk …)
Psykisk sygdom og kønsinkongruens har ikke noget at gøre med hinanden, fortæller Sundhedsstyrelsen os:
Private aktører?
Sundhedsstyrelsen nævner “private aktører”, men det betyder ikke nødvendigvis, at der bliver mulighed for behandling på privatklinikker etc. Blot at eventuelle tilbud på privatklinikker skal følge Sundhedsstyrelsens vejledninger.
Behandling af børn og unge
Børn og unge skal have hjælp til at sikre, at de har tætte relationer og er i et miljø, som støtter op om deres kønsidentitet, står der.
Jeg synes, at det lyder ildevarslende. Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad skal der ske, hvis forældrene er kritiske overfor barnets/den unges “kønsidentitet”? Skal barnet så fjernes fra forældrene? Eller hvad mener man med det?
Barnet/den unge skal have udvist vedholdende og langvarig “uoverensstemmelse mellem fødselstildelt køn og kønsidentitet”.
For børn, der ikke er gået i pubertet, betyder det, at denne “uoverensstemmelse” skal have varet mindst to år. Men det betyder, at “vedholdende og langvarig” ikke behøver at være mindst to år for børn, som er gået i pubertet.
Så med den formulering kommer vi i Danmark til at transe teenagere igen, selvom deres “kønsuoverensstemmelse” først er opstået, efter at puberteten er startet. “Kønsuoverensstemmelsen” skal blot have været “vedholdende og langvarig”.
Hvis børn og unge med “kønsinkongruens” udviser bekymringer, tristhed, uro, udadreagerende adfærd, tvangshandlinger, søvnproblemer, skolefravær, selvskade, forstyrret spisning, misbrug og selvmordstanker, skyldes det “kønsinkongruensen” – ikke omvendt.
Det er essentielt, får vi at vide, at barnets/den unges “udforskning af kønsidentiteter” “støttes og accepteres af omgivelserne og særligt af de primære omsorgsgivere” – for ellers kan der opstå mistrivsel – bl.a. selvmordstanker – er implikationen.
Fx er det vigtigt, at omgivelserne støtter barnet/den unge til:
- at ændre navn
- at ændre pronomen
- at ændre beklædning
- at ændre (?) fritidsinteresser [Det betyder vel, hvilket hold barnet skal spille på i sport?]
- omklædning i forbindelse med idræt
Her blander Sundhedsstyrelsen sig i, hvordan omgivelserne – fx skolen – håndterer barnet. Det er helt uhørt.
Der skal desuden gives støtte målrettet omsorgsgivere, læser vi – fx:
- psykoedukation
- facilitering af forældrenes følelsesmæssige bearbejdning
Så forældrene skal altså hjælpes til at komme sig over sorgen over, at barnet “skifter køn”. Det skal “faciliteres”.
Der reklameres direkte for Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB) blandt andre “civilsamfundsorganisationer”. Sammen med LGBT+ Danmark fremhæves FSTB for deres “rådgivning” og “viden“.
Det passer jo desværre “fint” med Sundhedsstyrelsens tidligere millionstøtte til FSTB’s pjecer til daginstitutioner, som jeg var i radioen med min kritik af allerede tilbage i starten af 2023. De pjecer, hvor man undlader at fortælle om, hvordan man skal kunne skelne mellem “kønsdysfori” og et barn, der vil vokse op og blive homoseksuelt. De pjecer, som jeg lidt polemisk har kaldt “Don’t say gay”-pjecerne.
Den forening fortsætter Sundhedsstyrelsen med at blåstemple. De går endda videre endnu. De skriver her i “Faglig ramme”-dokumentet, at den forening tilbyder “rådgivning” og “viden”. Jeg er rystet, må jeg sige.
Barnet/den unge er “den bedste kilde til at beskrive egen oplevelse af køn“, og barnets/den unges beskrivelse er “afgørende for udredningen”, bliver vi fortalt.
Det understreges, at diagnosen “kønsinkongruens” er baseret på individets oplevelse. Derfor er det afgørende for udredningsforløbet at kunne forstå barnets/den unges tilstand, ønsker og behov samt refleksioner om fremtiden.
Så barnet er den vise, som har nogle refleksioner om fremtiden, som det er sundhedsfaglige eksperters ansvar at “kunne forstå”?
En udviklingsforstyrrelse – og her nævnes specifikt autismespektrumforstyrrelse som et eksempel – er ikke i sig selv nogen forhindring (“kontraindikation”) for behandling af et barn/en ung, kan vi læse. Det kræver dog et længere udredningsforløb, hvor tættere pårørende inddrages i endnu højere grad – med henblik på at forstå barnets oplevelse og behov.
Igen handler det ikke om, at udviklingsforstyrrelser kan skabe et ønske om “kønsskifte”, som de ikke ville have, hvis de ikke havde udviklingsforstyrrelsen, fordi de kan blive draget af internetbårne løfter om fællesskab og eventyragtig lykke. Det handler udelukkende om, at børn og unge med udviklingsforstyrrelser kan have svært ved at udtrykke deres behov for kønsskifte.
Hvis man ikke behandler ved pubertetens start, kan det medføre langvarige skadevirkninger – Derfor kan krydshormoner nu gives før 15-års-alderen
Hvis man ikke behandler, så snart puberteten starter, så kan det medføre “langvarige fysiske og psykosociale skadevirkninger”. Dette gælder især drenge – åh, undskyld, “børn og unge, som er blevet tildelt drengekøn ved fødslen”.
De kriterier, som omtales i nederste linje i screenshottet ovenfor, kommer herunder. Jeg vil lige bemærke følgende om dem:
I kriterie 3 er der indlagt en præmis om, at hvis ikke man behandler med hormoner, så kan der opstå psykisk mistrivsel. Denne fremtidige, mulige mistrivsel er svær at modbevise, da den er mulig og fremtidig.
Denne mulige psykiske mistrivsel, gentages i kriterie 5. Nu er den blot omformuleret til “de mulige psykosociale risici ved ikke at behandle“. Igen er der tale om noget, som er umuligt at modbevise.
Kriterie 7 er i voldsom strid med sig selv. På den ene side skriver man, at fordi krydshormoner giver irreversible forandringer, er “det selvstændige samtykke til behandling centralt”, og derfor kan børn først få krydshormoner, når de er 15 år.
Det betyder, at nogen i arbejdsgruppen har ment, at det er vigtigt, at barnet er 15, før det får krydshormoner, fordi barnet så selv er i stand til (Det er jeg ikke enig i, men det er tankegangen her) at forstå konsekvenserne af fx ikke at kunne få børn som voksen.
Men jeg gætter på, at nogle andre i arbejdsgruppen så har fået indsat her, at dette kan fraviges, hvis det “for det enkelte barn eller unge, vurderes sundhedsmæssigt uforsvarligt at vente med igangsættelse af behandlingen”.
Og hvis vi så husker på, hvad der står i kriterie 3 og 5, så handler det om, at man kan pege på, at barnet muligvis kan udvikle psykisk mistrivsel eller blive udsat for mulige, fremtidige psykosociale risici, hvis man ikke igangsætter behandling med krydshormoner før 15-års-alderen.
Og den følelsesmæssige pression vil være umulig at modstå. For det er jo muligt.
Så vi har altså et alvorligt tilbageskridt her i Danmark: Krydshormoner kan gives til børn før 15-års-alderen. Man skal bare fremmane scenarier med mulig psykisk mistrivsel, hvad man jo altid vil kunne.
Stophormoner, skriver man, “er i princippet en reversible [sic] behandling”.
Men i den næste sætning skriver man: “Man kender endnu ikke de livslange fysiske, psykiske, kognitive og sociale konsekvenser ved at udskyde pubertetsforandringerne til efter 15-års alderen.”
Psykisk sygdom hos børn og unge forhindrer ikke behandling
Selv hos børn og unge er psykisk sygdom “ikke i sig selv en kontraindikation” (dvs. forhindring).
Dog nævnes der en række psykiatriske kontraindikationer og forsigtighedsforhold. Læg mærke til, at der anvendes udtrykket “forsigtighedsforhold“. Dvs. at der ikke nødvendigvis er tale om, at nedenstående forhold betyder, at barnet/den unge ikke kan få “kønsmodificerende medicinsk behandling”. Blot skal man udvise “forsigtighed” – ved:
- svær psykotisk lidelse og nedsat realitetssans
- betydende psykisk lidelse med symptomer, som kan vurderes at have betydning for forståelsen af indgrebets karakter, eller hvor den kønsmodificerende medicinske behandling vurderes at udgøre en risiko for at forværre den psykiske lidelse.
- mentale og udviklingsmæssige tilstande med manglende evne til at indgå i udredningen, forstå og reflektere over konsekvenserne ved behandling
Omgivelserne skal tilpasses voksnes kønsidentitet
Voksne med “kønsuoverensstemmelse” kan opleve “minoritetsstress, stigmatisering og selvstigmatisering”, får vi at vide.
Derfor er det vigtigt, at omgivelserne tilpasses deres kønsidentitet. Der skal bl.a. støttes op om:
- ændring af navn
- ændring af pronomen
- beklædning
- fritidsinteresser
- toilet- og omklædningsforhold
Så nu blander Sundhedsstyrelsen sig i, hvordan omgivelserne – dvs. bl.a. piger og kvinder på toiletter og i sport – forholder sig til voksne personer med “kønsuoverenstemmelse”. Det er igen ganske uhørt, vil jeg mene.
Igen får vi at vide, at det kun er den enkelte – her voksne personer – der kan vurdere egen kønsidentitet.
Og det understreges, at det ikke er en betingelse for behandlingsopstart, at der er foretaget en psykiatrisk udredning.
Og vi får at vide, at “en stor del af voksne [med kønsuoverensstemmelse] har samtidig en udviklingsforstyrrelse, fx autismespektrum-forstyrrelse“. Men det giver ikke anledning til nogen refleksion over, om disse mennesker med fx autisme kan blive draget af kønsidentitetsforestillinger, fordi de føler sig anderledes end andre mennesker – på grund af deres autisme.
Nej, nej. Det er ikke en bekymring her i dokumentet “Faglig ramme”. Der stiller man ingen spørgsmålstegn, når mennesker med udviklingsforstyrrelser siger, at de har “kønsuoverensstemmelse” og ønsker “kønsmodificerende behandling”.
Det eneste, der kan være et problem her, er, at disse mennesker kan have svært ved at udtrykke deres oplevelse af køn og reflektere over effekten og konsekvenserne af behandlingen.
Derfor kan der blive behov for :
- et længere udredningsforløb
- eventuel inddragelse af folk med ekspertise i udviklingsforstyrrelser
- at støtte personen i at udforske, udtrykke og udleve egen kønsidentitet
- at inddrage personens pårørende
Som hos børn og unge kræver man af voksne, at deres ønske om behandling skal være “vedholdende og langvarigt”.
Årsagen til det, skriver man, er 2 ting:
- “risikoen for irreversible skadevirkninger”
- “manglende viden om langtidseffekter”
Men straks derefter – ligesom i afsnittet om børn og unge – skynder man sig i næste sætning at tilføje:
“Omvendt vil manglende behandling kunne medføre langvarige psykosociale skadevirkninger.”
Denne gentagne fremmaning af mulig “psykisk mistrivsel” og “psykosociale skadevirkninger“, hvis man ikke behandler, er noget helt nyt i denne revision af vejledningen.
Hvis man søger den nuværende vejledning igennem efter ordet “skade”, finder man kun omtale af skader ved behandlingen. Ikke skade ved ikke at behandle.
At man nu igen og igen i selveste Sundhedsstyrelsens dokument “Faglig ramme” fremmaner disse mulige “skadevirkninger” ved ikke at behandle, er efter min vurdering et alvorligt tilbageskridt.
Der er “nogen evidens” for behandlingen – og den “nogen evidens” har Sundhedsstyrelsen fra … den pseudovidenskabelige, trans-aktivistiske, skandale-på-skandale-ramte organisation WPATH
På side 31 får vi at vide, at der “foreligger aktuelt nogen evidens for en gavnlig effekt af medicinsk behandling af kønsinkongruens”.
Fodnoten “(15)”, som viser, hvad man baserer denne udtalelse om “nogen evidens” på, henviser til … den pseudovidenskabelige, trans-aktivistiske organisation WPATH’s seneste udgave af deres behandlingsretningslinjer (“Standards of Care for the Health of Transgender and Gender Diverse People, Version 8“).
Se screenshot fra litteraturlisten herunder:
WPATH’s behandlingsretningslinjer har jeg i flere år været efter Rigshospitalet for at henvise til – senest i denne artikel: https://www.transkoen.dk/2024/07/02/det-viser-sig-nu-at-risikoen-for-at-paadrage-sig-erstatningsansvar-i-retssager-var-grunden-til-at-den-staerkt-transkoensideologiske-internationale-organisation-wpath-hvis-behandlingsretningslinjer/
WPATH er efterhånden så skandaleramt en organisation, at det er en skandale i sig selv og burde diskvalificere dokumentet “Faglig ramme” blot på baggrund af, at Sundhedsstyrelsen skriver dem på litteraturlisten i dokumentet – og endda bruger dem som reference til, om der er evidens for behandlingen – og hvor stærk evidensen er.
Man kan søge på “WPATH” på min blog – her er de nye indlæg – og her er de ældre indlæg – og få syn for sagn. (Der er 100 % dokumentation og kilder i indlæggene for alt, hvad jeg skriver.)
Detransition er bare en fase, får vi at vide – og det betyder ikke, at man fortryder (?)
Ordet “detransition” er nævnt 7 gange i dokumentet.
Her starter vi lige med slutningen, så at sige, for det er vigtigt at forstå, hvordan man i “Faglig ramme” definerer begrebet “detransition”, og det kan man læse i dokumentets ordliste, som kommer til sidst.
I den står der, at “detransition” er “processen hvor en person vender tilbage til at leve som deres fødselstildelte køn”.
Derefter kommer der en sætning, som er ret ikke-trans-aktivistisk i sin tone i forhold til det ellers trans-aktivistiske, men dog afdæmpede, lægelige tonefald, som resten af dokumentet er skrevet i.
Der står:
“… og dermed har et opgør med pågående eller gennemført behandling (medicinsk, kirurgisk, social, og/eller juridisk)”.
Men så følger der noget underligt noget:
“Ikke nødvendigvis synonym med fortrydelse, da nogen detransitionerer pga. ændrede ønsker, utilfredshed med resultatet eller bivirkninger til medicin uden fortrydelse af tidligere behandling.”
Der er ingen fodnoter her. Man har ingen data, som man støtter sig til her, mht. hvor mange der detransitionerer eller hvorfor. Man konstaterer det bare.
Og man påstår sågar, at selvom detransition skal ses som et “opgør med pågående eller gennemført behandling”, så betyder det ikke nødvendigvis, at personerne, der detransitionerer, fortryder. Selvom nogen af dem detransitionerer pga. utilfredshed (?) “uden fortrydelse af tidligere behandling”.
Hvad er det for noget at skrive? Fortryder man ikke, selvom man er “utilfreds med resultatet” – af noget irreversibelt, som fx betyder, at man ikke kan få børn?
Hvad bilder Sundhedsstyrelsen sig egentligt ind? Det her har de skrevet i en officiel vejledning til sundhedsfagligt personale. Noget selvmodsigende nonsens, som ikke baserer sig på andet end lægers og andre behandleres besværgelser og manglende ønske om at konfrontere konsekvenserne af det, de foretager sig.
Og nu finder vi ud af, at man i den nye version af vejledningen (dvs. dokumentet “Faglig ramme”) opfatter “detransition” som en helt naturlig “fase” i forløbet.
“… i detransitionsfasen”, skriver man.
I nogle tilfælde tilbyder man “ny kønsmodificerende behandling med henblik på detransition”. Det er bare meget vanskeligt og kun muligt i nogle tilfælde, understreger man.
Nogle mænd ønsker udelukkende at få fjernet deres testikler. Det ønske kan de godt få opfyldt
I nedenstående screenshot kan man læse, at “nogle personer med kønsinkongruens ønsker alene at få foretaget enkelt kønsmodificerende indgreb. Gonadektomi (fjernelse af æggestokke eller testikler) kan foretages, selvom personen ikke ønsker yderligere kønsmodificerende kirurgisk behandling på kønsorganer …”
Hvorfor skulle en kvinde ønske fjernelse af æggestokke alene? Nej, vel? Så hvorfor taler vi så ikke bare om orkiektomi, som netop betyder fjernelse af testikler, men i stedet om gonadektomi? Det forstår jeg ikke.
Særlig grundighed skal udvises ved personer under 25 år, der ønsker “nedre kønsmodificerende kirurgi”
Der skal udvises “særlig grundighed” ved personer under 25 år, der ønsker “nedre kønsmodificerende kirurgi”. Især hvis:
- den pågældende netop er begyndt at udforske sin kønsidentitet
- hvis kønsidentiteten er nyopstået, episodisk eller kun i mindre grad påvirker den enkeltes samlede livssituation
I Danmark kan man ikke få både penis OG vagina, som man ellers kan få nogle steder i fx USA
Øvrig behandling:
Mine afsluttende bemærkninger
Det kan sagtens være, at det viser sig, at jeg har flere kommentarer. Men det var, hvad jeg foreløbig har lagt mærke til, siden revisionen udkom i går.
Jeg håber, at det kan være til hjælp for nogen.
